Botræning der gør dig klar til voksenlivet

Er du mellem 18-25 år og har brug for træning eller afklaring om, hvor du skal bo i dit voksenliv? Så er botræningen måske noget for dig!

Hvem kan få gavn af tilbuddet om botræning?

Botræningen er et midlertidigt botilbud, der henvender sig til dig, der er mellem 18-25 år med varig nedsat fysisk- og psykisk funktionsevne og som har behov for støtte til at blive så selvstændig som muligt. Du har måske især et særligt behov for støtte til sociale relationer og til at skabe en god struktur i hverdagen. Læs mere om tilbuddet og Botræningen her på siden!

At blive parat til voksenlivet

Vores målsætning er at du styrker dine kompetencer i at indgå i dagligdagens aktiviteter og opbygge sociale relationer. Hos os får du et hjem med varme, tryghed og struktur, hvor du kan udvikle dig. Vi tager udgangspunkt i den enkeltes udviklingstrin og stimulerer, styrker, guider og støtter hele vejen igennem.

Sådan bliver du henvist til Botræningens tilbud

Hvis du synes at Botræningen lyder som noget for dig, så skal du skal kontakte din sagsbehandler i din hjemkommune og sammen med ham eller hende finde ud af, om botræning er det rette tilbud til dig. Det er din hjemkommune, som skal betale for dit ophold på Botræningen og din sagsbehandler der tager sig af det praktiske.

Hvis du bliver visiteret til Botræningen, finder vi i samarbejde med dig og eventuelt dine pårørende, ud af den bedste måde for dig at blive en del af Botræningen.

Du har indflydelse på dit ophold

Når du bor på Botræningen, så er du inddraget i og for ansvar for de mange funktioner, der hører med til at bo selv. Du får mulighed for at blive guidet og få trænet færdigheder i forhold til økonomi, madlavning, indkøb, tøjvask, oprydning og rengøring. Du bestemmer selvfølgelig selv hvor meget og hvornår du ønsker, at andre personer bliver inddraget i dit liv. 

Botræningen samarbejder med:

  • Din sagsbehandler i hjemkommunen,
  • jobkonsulenter i din kommune,
  • STU i Møllehuset og Skjoldborg
  • din egen læge,
  • dit personlige netværk af familie og venner i det omfang du selv ønsker.

En overskuelig hverdag

Det grundlæggende for alle aktiviteter i Botræningen er, at de skal træne dig i at få en overskuelig hverdag, hvor dagligdagens gøremål udføres efter bedste evne.

Botræningstilbud

Botræningen
Platanvej 16
7700 Thisted
Tlf.:99172550

Tilbudsleder

Birthe Faaborg
Tilbudsleder
Botræningen

Konstitueret tilbudsleder

Anna-Grethe Sand
Konstitueret tilbudsleder
Botræningen
Tlf.:99173817

Praktisk information

Her kan du læse mere om hverdagen og aktiviteterne i Botræningen

Kommer snart....

 

 

Når du flytter ind på Botræningen underskriver du en Bo- og indskrivningsaftale som omhandler, at du er indforstået med normer og regler på Botræningen.

Derudover underskriver du under på en alkohol- og stofpolitik og div. politikker vedrørende fx økonomi og tværfagligt samarbejde. 

 

ØKONOMI:

Det er individuelt, hvad der betales for at bo her i Botræningen. Dette reguleres ud fra din indkomst af sagsbehandler. Huslejen er inkl. vand, varme, el, trådløst internet og fuld forplejning. 

 

Vores forventninger til dig inden- og når du flytter ind i Botræningen:

 

Rengøring:

Du får en ugentlig rengøringsdag, hvor du skal gøre rent på værelset hvor vi kan tilbyde vejledning og guidning fra personale.

Herudover har du også ugentlig en rengøringsdag, hvor du gør rent på badeværelset som du deler med en eller flere beboer.

Vi har fællesområder, som også skal gøres rent. Derfor kan du også have et område, du sørger for rengøringen af. Det kan være fx. være stuen, køkkenet eller gangen. 

 

Madlavning:

Når du er klar til det, får du en fast maddag hver 14. dag. Du bestemmer menuen og laver maden til de andre beboere og personalet i Botræningen. Du tilbydes vejledning, guidning og hjælp fra personalet. Det er vigtigt at lave den samme ret flere gange, så du får træning i processen og bliver mere sikker i at lave netop denne ret. Dette er ofte ca 4-5 gange. Der er fokus på enkelte områder i madlavningen, så du bliver sikker i de forskellige processer. 

 

Tøjvask:

Du får en ugentlig vaskedag hvor du skal vaske dit eget tøj, putte tøj i tørretumbler/hænge tøj op på tørrestativ

 

Personlig hygiejne:

Her i Botræningen skal man i bad hver dag - enten morgen eller aften. Personalet kan guide og vejlede til at vaske sig og tørre sig selv. Du køber selv alle produkter til din personlige hygiejne. 

Du kan få guidning af personale til andre personlige hygiejne behov som fx: tandbørstning negleklipning og hjælp til at ringe til frisør.

 

Økonomi:

Vi forventer at du har oprettet tre bankkonti i en bank i gå afstand i Thisted inden du er flyttet ind:

- En til lommepenge (Ofte denne konto, du har hævekort til)

- En til kost/husleje (Nem konto)

- Og en til opsparing

 

Praktiske informationer vi forventer du har styr på inden du flytter ind i botræning:

- Du skal tilmelde og betale tv-licens når du bor i botræning.

- Du skal have en indboforsikring inden du flytter ind.

- Du skal have et gyldigt pas inden du flytter ind.

- Du skal have et rejsekort inden du flytter ind.

- Medicin: Hvis du har medicin, du skal have hjælp til at håndtere, får vi vores uddannede medicinansvarlige til at docere. Hvis du selv håndtere din medicin skal den opbevares i et aflåst medicinskab på dit værelse. 

- Hjælpemidler: Hvis du har behov for personlige hjælpemidler forventer vi at du har dem med når du flytter ind.

- Du skal mindst have to sæt sengelinned når du flytter ind.

- Du skal have håndklæder.

- Du skal have tøj til alle årstider.

 

Sociale spilleregler:

- Du skal kunne deltage aktivt til social tid.

- Du skal kunne ”underholde dig selv i fritiden”

- Vi forventer at du overholder Botræningens husregler (fx. tider for aftenro)

- Man er på sit værelse på hverdage senest kl 22 og der skal være ro på værelset senest kl 23. Dette for at få en god nattesøvn inden næste arbejdsdag.

I weekenden er man på sit værelse senest kl 23 og der skal være ro på værelset senest kl 01.

- Vi forventer at forældre og andre gæster har respekt for Botræningens husregler i forhold til vores andres beboers behov (Personalet kan træffes på 51797433, hvis du har spørgsmål)

- Når du får gæster, skal det foregå på eget værelse. Venner og familie er meget velkommen.

- Overnattende gæster kan efter aftale med personale og ledelse lade sig gøre en gang i mellem. Dog er det ikke en mulighed i hverdagen på grund andre borgere og den behandling, der skal foregå. I weekenden kan det lade sig gøre, dog kun en af dagene og ikke hver weekend.

 

 

Vi som personale har fokus på at støtte dig i at få opbygget gode relationer, tryghed og tillid i den første periode når du lige er flyttet ind i Botræningen.

Personalet på Botræningen

Personalegruppen er bredt sammensat, hvor hovedparten af medarbejderne er uddannet pædagoger. Derudover er der 1 leder og 1 souschef. Botræningen deler ledelse med Bofællesskabet Aspevej, Bofællesskabet Højtoftevej og Støttecenter Markstræde.

Thisted Kommune driver Botræningen, som hører til handicap og socialpsykiatriafdelingen.

Vi har i alt 11 fuldtidspladser.

Botræningen er et døgndækket tilbud efter servicelovens §107 med socialpædagogisk støtte §85.

Metoder er KRAP og tegn til tale.

Lovgrundlag er: Servicelovens §107 og §85.

EAN-nr.5798003991672

Værdigrundlag

Værdier der danner grundlag for vores daglige arbejde i samarbejde på Botræningen:

  • At vi møder hinanden med et anerkendende menneskesyn,
  • at alle har indflydelse på eget liv og udvikling,
  • at alle indgår i ligeværdige og respektfulde relationer,
  • at fokusere på den enkeltes ressourcer, drømme og ønsker,
  • at vi engagerer os i vores arbejde og er reflekterende,
  • at vi indlever os i hinanden og hinandens perspektiver,
  • at skabe tryg dialog ved at lytte og være nærværende. 

 

Kvalitetsstandarder

Du kan læse mere om Thisted Kommunes kvalitetsstandarder her.

 

Tilsyn

Alle sociale tilbud er underlagt tilsyn fra Socialtilsynet. Vi er underlagt Socialtilsyn Nord, som har placering i Hjørring Kommune.

Du kan finde og læse Socialtilsyn Nords tilsynsrapporter om Botræningen på tilbudsportalen.

 

 

NADA behandlinger

I Botræningen er 3 personaler uddannet til at give NADA, og vi tilbyder derfor NADA efter behov.

NADA er et system (øre-akupunktur), som får folk mere i balance, dvs. en behandlingsform som afbalancerer og styrker kroppens funktioner, og genskaber indre ro og fokus hos klienten. Alle som har mistet den indre ro og kontrol, kan have glæde af NADA.

Hvad kan NADA?

  • Afhjælpe stress
  • Dæmpe hovedpine
  • Virke smertelindrende
  • Give bedre søvn
  • Dæmpe angst, uro og bekymring
  • Styrke knogler, led og muskler
  • Styrke immunforsvaret
  • Hjælpe til bedre at kunne udskille affaldsstoffer, og dermed udskille medicin, alkohol m.m.
  • Regulere hormonbalancen og humørsvingninger
  • Regulere fordøjelsen
  • Regulere puls og blodtryk
Senest opdateret 30-01-2024

Fandt du ikke hvad du ledte efter? Læs mere her

Botræningen

Vil du også gerne botrænes?

For at undersøge mulighederne for at blive henvist til Botræningen, kontakt da Handicap og Socialpsykiatri Thisted Kommune. Hvis du bor uden for Thisted Kommune, skal du kontakte den Handicap og Socialpsykiatriafdeling der findes i din hjemkommune.

LÆS MERE

Pårørende

Er du pårørende og har brug for hjælp?

Som pårørende kan du også få behov for hjælp og viden om, hvordan du bedst kan støtte din familiemedlem eller ven - og samtidig passe på dig selv.

LÆS MERE