Helhedspleje

Hvis du oplever, at hverdagen er blevet svære at klare selv med alderen, kan du søge kommunen om støtte og hjælp.

Du vil som udgangspunkt starte i et afklaringsforløb, hvor social- og sundhedsmedarbejdere og fysio- eller ergoterapeuter sammen med dig vil afklare, om du med vejledning, træning eller hjælpemidler, kan komme til at klare hele eller dele af opgaven selv. I vil sammen fastsætte mål for forløbet. Medarbejderne vil arbejde ud fra en rehabiliterende tilgang, hvilket betyder, at medarbejderne vil hjælpe dig med at bevare en aktiv og selvstændig hverdag så længe som muligt, så du i videst muligt omfang bevarer dit gode hverdagsliv

Varigheden af forløbet er individuelt. Efter afklaringsforløbet vil det blive vurderet om og eventuelt i hvilket omfang du fortsat har brug for hjælp.

Hjælpen kan omfatte personlig pleje, nødvendige praktiske opgaver i hjemmet samt genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

  • Personlig hjælp og pleje kan f.eks. omfatte hjælp eller støtte til bad, af- og påklædning samt personlig pleje
  • Hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet kan f.eks. omfatte hjælp eller støtte til rengøring, skift af sengetøj, at lægge tøj sammen eller at få stillet varer på plads.
  • Genoptræning kan være relevant for dig, som er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på grund af f.eks. influenza eller efter et fald, og hvor der er behov for at genvinde mistet eller nedsat funktionsevne. Genoptræning består af målrettet og tidsafgrænset forløb mellem dig, eventuelle pårørende og personale. Undervejs i forløbet vil vi have fokus på, hvordan du bedst kan fortsætte i et aktivt sundt fællesskab efter træningsforløbets afslutning - det kan være i en forening eller i andre fællesskaber, som giver mening for dig.
    Vedvarende træning og aktivitet er med til, at du selv kan klare de daglige gøremål og den personlige hygiejne som f.eks. at gå på toilettet. Træningen kan forgå i dit eget hjem eller i et af kommunes træningsfaciliteter. Hvor det skal foregå aftaler vi sammen.

Du kan søge om helhedspleje, hvis du har nået folkepensionsalderen og har behov for pleje og omsorg i hverdagen på grund af nedsat funktionsevne som følge af alder.

Som yngre borger kan du også være omfattet, hvis dit behov for hjælp svarer til det, man typisk ser hos ældre.

Det er Visitation og Hjælpemiddeldepotet, der vurderer, om du er berettiget til hjælp efter ældreloven.

Når du henvender dig til Visitation og Hjælpemiddeldepotet, vil du komme til at tale med en visitator, der er uddannet til at vejlede dig samt at vurdere din ressourcer og behov.  

Omfanget af hjælpen afhænger af en konkret og individuel vurdering af dine ressourcer og behov.

I vurderingen af dit behov for hjælp indgår blandt andet:

  • Dit aktuelle funktionsniveau
  • Dine personlige ressourcer
  • Din boligs indretning
  • Ressourcerne i din husstand og dit netværk
  • Din aktuelle livssituation
  • Om det er muligt at kombinere hjælpen med træning

Afhængig af omfanget af dit støttebehov, vil du blive bevilget et af kommunens syv pleje- og omsorgsforløb:

Figur viser kommunens syv pleje- og omsorgsforløb

Der er i alle forløb mulighed for at få hjælp til personlig pleje og nødvendige praktiske opgaver i hjemmet samt genoptræning.

Forløbspakkerne er fleksible og tilpasses din situation. Det betyder, at der inden for en pakke er plads til, at dit behov kan ændre sig løbende over tid eller fra gang til gang. Medarbejderne vil koordinere indsatsen, så du får den nødvendige hjælp og pleje på en effektiv og sammenhængende måde.

Hvis dine behov ændrer sig væsentligt, vurderer vi sammen, om der skal træffes en ny afgørelse om omfanget af din hjælp.

Hjælpen leveres af den leverandør, som du har valgt, skal varetage plejen hos dig. Leverandøren enten kan være kommunens hjemmepleje eller en privat virksomhed. Hjælpen leveres som helhedspleje, hvilket betyder at medarbejderne har en helhedsorienteret tilgang, hvor de i videst muligt omfang tager hensyn til din livssituation i tilrettelæggelsen af hjælpen.

Du vil møde social- og sundhedsmedarbejdere, terapeuter og visitatorer, som samarbejder i selvstyrende teams sammen omkring dig.  Vi lægger vægt på kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen, så du møder færrest mulige forskellige medarbejdere i dit hjem. Medarbejdere er fagligt kompetente, og det sikres, at alle forløb leveres med fokus på at skabe meningsfulde dage for dig med bedst mulig aktivitet og livskvalitet. Medarbejderne vil arbejde ud fra en rehabiliterende tankegang – dvs. hjælpe dig med at genvinde, udvikle eller fastholde funktionsevne og selvstændighed.

  • At hjælpen tilpasses dine aktuelle behov – vi justerer sammen løbende.
  • At vi planlægger dine besøg, men at du altid kan tale med os om ønsker til ændringer.
  • At vi prioriterer faglighed, fleksibilitet og respekt for dine ønsker — men vi er også nødt til at tage hensyn til faglige vurderinger, arbejdsmiljø og ressourcer.
  • Vi bestræber os på at tilbyde hjælpen på det ønskede tidspunkt.
  • Hvordan hjælpen udføres under hensyntagen til dine ønsker og personalets arbejdsmiljø. Du kan læse mere om arbejdsmiljø her:
    Dit hjem - min arbejdsplads
  • Vi kan sammen afklare om det er muligt at flytte opgaver mellem dage.
  • Du har mulighed for at bytte hjælpen ud med noget andet, som er inden for rammen af praktisk hjælp eller personlig pleje, og tidsmæssigt kan håndteres inden for besøget.

Når du modtager helhedspleje i Thisted Kommune, har du frit valg blandt de leverandører, som kommunen har godkendt til at levere indsatsen. I Thisted Kommune er der for nuværende kun en leverandør af helhedspleje og det er den kommunale leverandør.

Du kan også selv vælge en hjælper, der skal godkendes af kommunen. Det kan fx være en pårørende. Du kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud, også kaldet et fritvalgsbevis, til at købe hjælpen hos et privat firma, der er CVR-registreret, dette forudsætter, at firmaet kan levere helhedspleje.

Du kan få vejledning af Visitation og Hjælpemiddeldepotet om valg af leverandør.

Skift af leverandør

Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du kontakte Visitation og Hjælpemiddeldepotet og oplyse om, hvem du ønsker, der skal levere din hjælp. Du kan skifte leverandør med en måneds varsel fra den 1. i en måned.

Du kan søge om helhedspleje på Borger.dk, kontakte Visitation og Hjælpemiddeldepotet på mail visitation@thisted.dk eller ringe på tlf. 99 17 19 10.

Hjælpen kan kun leveres, når du er hjemme. Derfor er det vigtigt, at du melder afbud, hvis du ikke er hjemme på det tidspunkt, som du har aftalt med hjemmeplejen eller sygeplejen. Du skal også melde afbud, hvis du fx ikke kan komme på sygeplejeklinik eller træningscenter på det tidspunkt, som I har aftalt. Ønsker du at aflyse et besøg eller en tid, skal dette i videst muligt omfang oplyses til din leverandør af hjemmepleje inden kl. 12, dagen før hjælpen skulle have været leveret.

Har du ikke meldt afbud og medarbejderen går forgæves, har kommunen pligt til at sikre, at du ikke er i nød. Medarbejderen vil bl.a. kontakte dine pårørende. Hvis der er begrundet mistanke om, at der er noget galt, beder medarbejderne en låsesmed om at åbne døren til dit hjem.

Hvis leverandøren undtagelsesvist ikke kan komme på det aftalte tidspunkt, bliver du kontaktet af leverandøren så hurtigt som muligt. Afvigelser på mindre end 1 time fra det aftalte tidspunkt meddeles ikke. Aflyses dit besøg af leverandøren, vil der efter en individuel vurdering blive aftalt et erstatningsbesøg.

Som borger, der modtager hjælp fra Thisted Kommune, har du jf. retssikkerhedslovens § 11 pligt til at oplyse kommunen om ændrede forhold, der kan have betydning for den hjælp, du modtager.

Thisted Kommune træffer afgørelse om, hvorvidt du er omfattet af ældreloven eller serviceloven. Denne afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men alene overfor Thisted Kommune.

Afgørelse om tildeling af pleje- og omsorgsforløb kan indbringes for Ankestyrelsen. 

Klage over leverandørens personale skal ske til leverandørens ledelse.

Du kan få sygepleje, hvis du har behov for pleje og behandling ved akut eller kronisk sygdom, eller hvis du har et vanskeligt sygdomsforløb.

Du vil uanset alder kunne få hjælp fra den kommunale sygepleje. Henvisning til sygepleje sker via praktiserende læge, speciallæge, eller du kan blive henvist af en hospitalslæge i forbindelse med, at du bliver udskrevet fra hospital. Du vil som udgangspunkt få tilbudt sygepleje i en af kommunens sygeplejeklinikker, men plejen kan ved behov også foregå i dit eget hjem.

Når du tilbydes sygepleje på en sygeplejeklinik, er du fri for at sidde i dit eget hjem og vente på sygeplejerskens besøg – i sygeplejeklinikken er der kun sjældent ventetid. Du inddrages aktivt i planlægningen på sygeplejeklinikken, så det passer sammen med din hverdag.

Vi forventer, at du:

  • medbringer den ordinerede medicin og medicinæsker i rengjort stand
  • aflyser besøget, hvis du er forhindret

Der findes 11 sygeplejeklinikker i Thisted Kommune, som er fordelt på seks adresser. 
Du finder klinikkerne her:

Team Thisted Østby
Industrivej 5
7700 Thisted
Tlf. 99 17 43 00

Team Thisted Vestby
Dragsbækcentret
Simons Bakke 37
7700 Thisted
Tlf. 99 17 43 00

Team Nordthy/Hannæs (Klinik Trye)
Søndergade 36
7741 Frøstrup
Tlf. 99 17 43 00

Team Nordthy/Hannæs (Klinik Hanstholm Sundhedshus)
Bådsgårdsvej 12, st. tv.
7730 Hanstholm
Tlf. 99 17 43 00

Team Midtthy
Vorupørvej 166, Hundborg
7700 Thisted
Tlf. 99 17 43 50

Team Sydthy
Jernbanegade 21
7760 Hurup
Tlf. 99 17 43 70

Du skal selv sørge for og betale for transporten, og selv kunne møde op, evt. ved hjælp af pårørende, offentlig transport, taxa eller andet.

I den kommunale sygepleje har vi ansat dygtige sygeplejersker, som har specialiseret sig indenfor flere sundhedsfaglige specialer. De kan blandt andet hjælpe dig med problemer eller spørgsmål om demens, diabetes, ernæring, hjertesygdomme, inkontinens, KOL, misbrugsbehandling, lindrende behandling, psykisk sygdom, sårbehandling og meget mere.

Husk din aftale
Vi forventer, at du overholder de aftalte tidspunkter. Kommer du uden for det aftalte, kan du ikke forvente, at vi har ledig tid til at hjælpe dig. Hvis du ikke dukker op til en aftale, har vi pligt til at undersøge, at du har det godt. Det kan betyde, at vi rekvirerer en låsesmed og låser os ind i dit hjem. Træffes du ikke hjemme, har vi pligt til at kontakte politiet.

Økonomi
Alle sygeplejeydelser er gratis. Der er egenbetaling på materialer så som medicin, salver, visse aftørringsmaterialer, kompressionsmaterialer og doseringsæsker til to eller fire uger. Der er ligeledes egenbetaling, hvis du har særlige ønsker til materialer, som ikke er fagligt begrundede.

Thisted Kommune yder ikke transportgodtgørelse for transport til og fra sygeplejeklinikken.

Hjemmepleje
Hvis du er bosiddende i en anden kommune og berettiget til varig hjemmepleje, kan du få hjemmepleje i perioder, hvor du opholder dig i Thisted Kommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold. For at få flyttet din hjemmeplejeordning med dig, skal en medarbejder fra hjemmeplejen eller visitator fra din hjem-kommune søge om det. Dette gøres i vores selvbetjeningsløsning.

Det er Thisted Kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.

Sygepleje
Har du behov for sygepleje under dit ferieophold, skal du som hovedregel benytte sygeplejeklinikkerne i Thisted, Frøstrup, Hanstholm, Hundborg eller Hurup. Er det ikke en mulighed, kan sygeplejersken komme i din feriebolig.

Alle sygeplejeartikler (inkl. medicin), som skal anvendes i forbindelse med pleje og behandling, skal du selv medbringe.

Her finder du os

  • Hjemmeplejen

    Team Thisted Østby, Team Thisted Vestby og Team Nordthy/Hannæs
    Industrivej 5
    7700 Thisted

  • Hjemmeplejen

    Team Midtthy
    Vorupørvej 166, Hundborg
    7700 Thisted

  • Hjemmeplejen

    Team Sydthy
    Jernbanegade 21
    7760 Hurup

  • Sygeplejeklinik

    Team Thisted Østby
    Industrivej 5
    7700 Thisted

  • Sygeplejeklinik

    Team Thisted Vestby
    Dragsbækcentret
    Simons Bakke 37
    7700 Thisted

  • Sygeplejeklinik

    Team Nordthy/Hannæs  (Klinik Trye)
    Søndergade 36
    7741 Frøstrup
    Tlf. 99 17 43 00

  • Sygeplejeklinik

    Team Nordthy/Hannæs  (Klinik Hanstholm Sundhedshus)
    Bådsgårdsvej 12, st. tv.
    7730 Hanstholm

  • Sygeplejeklinik

    Team Midtthy
    Vorupørvej 166, Hundborg
    7700 Thisted
    Tlf. 99 17 43 50

  • Sygeplejeklinik

    Team Sydthy
    Jernbanegade 21
    7760 Hurup

Nyttige links

Du kan læse om reglerne for betaling her:

Link til retsinformation

Lovgrundlaget for mulighederne for hjælp i eget hjem finder du her:

Retssikkerhedsloven

Senest opdateret 30-09-2025

Frit Ældreliv

I Thisted Kommune har vi en ambition om at understøtte det gode og aktive hverdagsliv – hele livet. På ældreområdet arbejder vi ud fra det udgangspunkt, at vores møde med dig er midlertidigt. Vi anser det som vores kerneopgave at støtte og vejlede dig bedst muligt til at kunne leve et frit og uafhængigt liv gennem en professionel, velfærdsteknologisk og koordineret indsats.  

Det handler om at have friheden til at gøre det, du kan – fx at lave en kop kaffe eller tage et bad, når du ønsker, tilberede din egen mad, eller deltage i aktiviteter og samvær med venner eller familie. Det er det, vi i Thisted Kommune kalder for Frit Ældreliv.

Du kan læse mere på Frit Ældreliv.

Hvem skal jeg kontakte?

Får du ikke hjælp i forvejen, men har behov for hjemmepleje, skal du kontakte Visitationen på tlf. 99 17 19 10.

Har du behov for sygepleje går kontakten gennem din egen læge eller sygehuset.

Aflysning og ændring af besøg?
Dag til dag ændringer meddeles til dit hjemmeplejeteam hurtigst muligt (se telefonnumre i den gule boks).
Aflyser du besøg i en uge eller længere tid, skal du kontakte Visitationen på hverdage mellem kl. 8.00 og 9.30 på
tlf. 99 17 19 10.

Telefontider

Mandag - fredag   
8.00 - 13.00

Administrativ sagsbehandler
Mandag - fredag
8.00 - 9.00

Kontinenssygeplejerske
Tirsdag og torsdag
8.00 - 9.00

Værksted
Mandag - fredag
8.15 - 9.00