VE - Spolum

Thy-Mors Energi og European Energy har sendt Thisted Kommune et udkast på et projektforslag om at sætte vindmøller, solceller og batterienhed op i Spolum mellem Vestervig, Bedsted og Hurup

Projektforslaget har været til afstemning i lokalsamfundet fra d. 10. marts til og med d. 30. marts 2026.

Herunder kan du læse, hvad der stemmes om.

Du kan også downloade og gemme afstemningsgrundlaget som PDF.

Indholdet er baseret på oplysninger modtaget fra European Energy d. 9. marts 2026.

Kort om projektet

Kortet viser projektforslagets placering ved Spolum. Stjerner viser placering af 3 vindmøller, mens den røde afgrænsning viser området med ca. 280 hektarsolceller. Den sorte cirkel viser afstemningsradius.  Afstemningsradius er 24 * møllehøjden, i det her tilfælde 3600 meter. 

Thy-Mors Energi og European Energy har indgået et samarbejde om udvikling af vedvarende energiprojekter i Thy med 50 % lokalt ejerskab. Spolum Energilandskab er et konkret projektforslag, der udvikles som led i samarbejdet.

Projektforslaget omfatter etablering af vindmøller, solcelleanlæg samt batterilager sydvest for Bedsted. Projektet indeholder:

  • Vindmøller: Der foreslås opstillet 3 vindmøller med en totalhøjde på op til 150 meter.
    Den samlede installerede effekt er forventeligt 13,5 MW. Vindmøllerne forsynes med i lavintensive lysafmærkninger i henhold til gældende regelsæt.
  • Solcelleanlæg: Solceller etableres på ca. 280 ha inden for projektområdet. Den samlede kapacitet er op til 300 MW. Solpanelerne monteres på stativer med en maksimal højde på op til 4 meter. Stativerne kan være fastmonterede eller med trackerfunktion eller en kombination imellem de to.
  • Batterilager (BESS): Der etableres et batterianlæg og tilhørende tekniske anlæg på ca. 6,5 ha centralt i projektområdet. Batterianlægget vil sikre at den grønne strøm kommer ud på elnettet, når behovet er størst.
  • Nettilslutning: Anlægget forventes tilsluttet det overordnede elnet ved Bedsted transformerstation.

Det samlede projektareal er ca. 370 hektar. Arealer som ikke anvendes til energianlæg anvendes til grønne korridorer, faunapassager, beplantningsbælter o.lign. Derudover stilles arealer til rådighed til rekreative tiltag og skovrejsningsarealer. Det bemærkes, at den samlede ejendom, som European Energy ejer ca. er 480 ha.

Med projektet nedlægges 4 beboelsesejendomme indenfor projektområdet.

Grænseværdier for støj og skyggekast vil være overholdt ved alle nabobeboelser.

Yderligere oplysninger om projektet, herunder indpasning i landskabet og dialog med naboer og øvrige interessenter, kan findes på projektets hjemmeside 

Grøn Pulje

Grøn Pulje  indbetales af Thy-Mors Energi og European Energy efter en fast sats på landvindmøller: 313.000 kr. pr. MW og solcelleanlæg: 125.000 kr. pr. MW.

For Spolum Energilandskab forventes en indbetaling på op til 41,7 mio. kr. i Grønne Puljemidler afhængigt af endeligt teknologivalg.

Lokale frivillige aftaler

Her lister Thy-Mors Energi og European Energy, hvilke rammer de i dialog med energiforeninger, borgergrupper, lodsejer og lignende i lokalsamfundet har forhandlet på plads eller aftalt i relation til Thy-modellens 5 tematikker. Aftalerne går ud over VE-lovens minimumsrammer.

50 % af ejerskabet i solcelleanlægget forbliver lokalt til gavn for Thyboerne.

Projektet giver borgere i Thy mulighed for direkte medejerskab af op til 25 % af anlægget. Thy-Mors Energi, det lokale andelsselskab i Thy, vil eje mellem 25 % og 50 % ved at overtage eventuelle uudnyttede anparter. Modellen indebærer, at 50 % lokalt ejerskab kan opnås, også hvis ikke alle udbudte anparter tegnes direkte af borgere.

Andele udbydes til kostpris. Det betyder, at borgere, der investerer direkte, gør det på samme vilkår som Thy-Mors Energi og European Energy. Dermed sker både direkte og indirekte lokalt ejerskab på ens økonomiske vilkår.

Medinvesteringsretten på 25% af anlægget udbydes efter følgende princip:

  • Husstande i ”nærzonen” inden for 4 km, har fortrinsret til at købe 100 andele pr. husstand
  • Husstande længere væk end 4 km kan købe 50 andele pr. husstand

Projektet ønsker som hovedprioritet at sikre, at de nærmeste naboer i området føler sig rimeligt behandlet og kompenseret.

Derfor tilbydes 63 af de nærmeste naboer at indgå i frivillige aftaler om værditab mm. for at kompensere for eventuelle gener.

Kompensationsmodellen er udarbejdet i samarbejde med naboerne og indebærer bl.a. en væsentligt forhøjet værditabskompensation i forhold til gældende lovgivning.

Modellen er tilgængelig på projektets hjemmeside.

Foruden Grønne puljemidler bidrager projektet frivilligt med:

  • Et engangsbeløb på 2,5 mio. kr., som udbetales ved idriftsættelse af anlægget.
  • Et årligt bidrag på 1.500 kr. pr. MWac installeret solcellekapacitet, svarende til ca. 450.000 kr. årligt i 25 år.

Midlerne skal anvendes lokalt og forventes administreret af lokalområdet f.eks. via Energiformening Sydthy.

Projektet tilbyder udarbejdelse af en udviklingsplan for Bedsted og omegn.

Udviklingsplanen kan gennemføres parallelt med projektudviklingen af VE-anlægget, og skal tage afsæt i lokale ønsker og perspektiver. Formålet er at skabe overblik over muligheder og ønsker ift. særligt prioritering af de Grønne Puljemidler og de frivillige bidrag.

Udviklingsplanen udarbejdes med professionel bistand og uafhængigt fra Thy-Mors Energi og European Energy.

Foreløbigt input til udviklingsplanen:

  • I dialogen med lokalområdet er der opstået et ønske om etablering af ca. 13 ha skovrejsning samt ca. 5 km mountainbikespor med tilhørende pumptrack, parkering og læskur som mødested. I den forbindelse har projektudviklerne lovet lokalområdet at stille arealer inden for og i tilknytning til VE-anlægget til rådighed.
  • Såfremt lokalområdet ønsker tiltagene etableret, skal finansieringen ske gennem de grønne puljemidler eller alternativt ved allokering af midler fra det frivillige bidrag. Dette skal besluttes af lokalområdet, eventuelt i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplanen for Bedsted og omegn.

Arealer, som står til rådighed til skovrejsning og mountainbikerute mv. fremgår af seneste præsentation fra opsamlende borgermøde af 5. marts 2026. Præsentationen findes i bunden af projektets hjemmeside.

Projektudviklerne ønsker at anlægget indpasses i landskabet og gavner lokalsamfundet bedst muligt. Derfor er der lavet en vejledende landskabsplan som har, og fortsat danner grundlag for vores dialog med naboer, lokale foreninger og interesseorganisationer.

Den vejledende landskabsplan kan findes på forsiden af projektets hjemmeside.

  • Natur- og biodiversitetsområder: Med projektet udlægges ca. 62 ha til grønne korridorer og faunapassager.
  • Rekreative tiltag: Projektområdet indrettes med stisystem og formidlingspunkter.
  • Bidrag til drikkevandsbeskyttelse: Med projektet udlægges arealerne under anlægget som udgangspunkt i vedvarende græs. Ved at udtage arealerne fra landbrugsdrift ophører anvendelsen af gødning og pesticider, hvilket vil bidrage til beskyttelse af grundvandet.

Med erfaringer fra tidligere vindmølle og solcelleprojekter har Thy-Mors Energi og European Energy særligt fokus på en styrket afskærmende beplantning og en mere harmonisk integration i landskabet. Lokale ønsker om visuel afskærmning imødekommes gennem bevaring af udvalgte eksisterende tværgående læhegn samt etablering af ny beplantningsbælter langs eksisterende veje og projektets yderkanter.

Der etableres pleje- og driftsplaner for nye beplantningsbælter som bl.a. indebærer bekæmpelse af ukrudt de første leveår og genplantning ved udgået beplantning.

I dialog med lokalområdet og Thisted Kommune vil projektet sammen finde den bedst mulige sammensætning af beplantning, så en hurtig og effektiv afskærmning opnås – både sommer og vinter. Det kan f.eks. ske gennem anvendelse af ammetræer og en høj andel af buske, der sikrer en tæt afskærmning.

Energianlægget ligger fri for samtlige bygge- og beskyttelseslinjer, og er således ikke i konflikt med landskabelige udpegninger.

Princip for indretning af projektområdet og beplantningsbælter fremgår af den vejledende landskabsplan, som kan findes på forsiden af projektets hjemmeside.

I processen har projektet løbende afholdt møder med naboer, foreninger og øvrige interessenter. Det er samlet blevet til fem større borgermøder samt mere end 50 dialogmøder med nærmeste naboer.

Gennem hele forløbet har dialogen bidraget til at kvalificere projektets udformning og lokale bidrag. Thy-Mors Energi og European afventer nu resultatet af den vejledende afstemning, som skal vise, om der er lokal opbakning til at arbejde videre med projektet i dets nuværende form – en afstemning, som udvikler håber, mange vil deltage i, og at der særligt vil blive lyttet til de naboer, som bor nærmest, og derved berørt mest.

Miljøvurdering og høringer

Projekterne er nu i en tidlig fase, hvor miljøvurderingsprocessen endnu ikke er igangsat. Først i forbindelse med en miljøvurdering vil der skulle laves en omfattende redegørelse af relevante miljøforhold såsom støj, skyggekast (for vindmøller), påvirkning af grundvandet, naturen og landskabet, også for at sikre, at projekterne lever op til relevant lovgivning.

Thisted Kommune har dog lavet en indledende overordnet screening. 

Myndighedsscreeningen skal læses som opmærksomhedspunkter, som projektudvikler som minimum skal forholde sig til i en eventuel miljøvurdering og i det videre myndighedsarbejde, hvis politikerne på baggrund af afstemningen i lokalsamfundet vælger at starte myndighedsarbejdet op.

Find indledende screening.

Afstemningsresultat

Når afstemningen er afsluttet vil afstemningsresultat og stemmeprocent blive offentliggjort her.

Hvor mange kan stemme i projektet: 1190
Antal afgivne stemmer: 426
Stemme-%: 35,8

Thisted Kommune har spurgt lokalsamfundet, om de ønsker at Thisted Kommune skal starte planlægningen og en lovpligtig miljøvurdering af energiprojektet ved Spolum?
40,4%, svarende til 172 personer, stemmer ja, det er jeg for.
55,9% svarende til 238 personer, stemmer nej, det er jeg imod.
3,8% svarende til 16 personer stemmer blankt.

Bag om afstemningen

I Thisted Kommune afholder vi digitale afstemninger, der tager temperaturen på lokalsamfundets opbakning til sol- og vindprojekter. Herunder kan du finde svar på de mest gængse spørgsmål om afstemningerne.

En afstemning om et projekt er den klareste lokaldemokratiske måde at få en objektiv tilkendegivelse af et lokalsamfundets holdning. Derfor bruger Thisted Kommune lokale anonyme afstemninger.

Kommunalbestyrelsen har fem tematikker som pejlemærker for den grønne omstilling. Det handler om

  1. Lokalt ejerskab
  2. Kompensation af naboer
  3. Skov, natur og rekreative faciliteter
  4. Landskab
  5. Lokal opbakning

Se den fulde ordlyd her

Kommunalbestyrelsen bruger derfor tematikkerne i en politisk helhedsvurdering, når de skal vurdere nye sol- og vindprojekter. Jo bredere opbakning blandt lokalsamfundet, jo mere modent anses projektet at være. Kommunalbestyrelsen bruger derfor afstemningen som indikator for den lokale opbakning.

Det er kommunalbestyrelsen der vurderer, hvornår der er lokal opbakning til et projekt. Derfor danner et afstemningsresultat, sammen med andre høringssvar, grundlaget til den afvejning for og imod et projekt, som går forud for en politisk afgørelse.

Man skal være 18 år og have folkeregisteradresse indenfor den udvalgte afstand af energiprojektet for at kunne stemme.

Thisted Kommune opererer med en afstand på 1,2 km omkring kanten af solcellerne. Radius omkring et vindmølleprojekt afhænger af vindmøllehøjden. Den er beregnet som møllehøjden * 8 * 3 og vil normalt ligge mellem 3,6 – 4,3 km.

Alle projekter skal i offentlig høring. Her har alle mulighed for at komme med deres kommentarer.

Nogle projekter ligger i nærheden af hinanden. Det betyder, at der kan være borgere, som er stemmeberettiget i flere projekter. Derfor kan du godt modtage flere invitationer til at stemme i din e-boks. Derfor skal du være opmærksom på, hvilket projekt du stemmer om.

Desuden har en række af energiforeninger i Thisted Kommune skrevet ind i deres vedtægter, at de sender projekter i deres geografi til afstemning blandt medlemmer. Er du medlem af en energiforening kan du derfor også modtage en invitation til deres afstemning.

Afstemningen er digital. Thisted Kommune inviterer dig via e-boks til at deltage i afstemningen.

Borgere der er fritaget for brug af e-boks, vil få et fysisk brev i postkassen, med et unikt link til den digitale afstemning. For at stemme skal du have adgang til internettet via en computer, tablet eller mobiltelefon.

Afstemningen er som udgangspunkt åben i 14 dage. Alle der har ret til at stemme bliver varslet en uge forinden.

Dit svar gælder kun til det konkrete projektforslag. Bliver projektet ikke gennemført, og kommer der et nyt projekt i lokalområdet – så vil du selvfølgelig blive spurgt på ny.

Alle projekter kan i selve myndighedsfasen blive justeret og tilpasset. Hvis et projekt, der har fået lokal opbakning, bliver ændret væsentlig og skifter karakter, vil du blive spurgt igen. Det vil være en administrativ vurdering om projektet er ændret så meget, at det kræver en ny afstemning.

Vi opfordrer alle til at stemme. Jo flere der stemmer, jo bedre grundlag har kommunalbestyrelsen for at træffe en beslutning.

Thisted Kommune offentliggør udfaldet af de forskellige afstemninger, som vi er afsender af.

Alle kan se, hvor mange der er henholdsvis for og imod projektet, hvor mange der har ret til at stemme og hvor mange der reelt har stemt. Man kan selvfølgelig ikke se, hvem der har stemt hvad.

Alle oplysninger du giver til Thisted Kommune, bliver behandlet fortroligt.

Thisted Kommune videregiver ikke oplysninger, der efterfølgende kan anvendes til at identificere enkelte deltagere og deres svar.

Hvad du skal stemme, kan vi ikke hjælpe dig med. Men har du problemer med eller spørgsmål til hvordan du gør, skal du kontakte klima@thisted.dk hurtigst muligt, når du har modtaget besked om at afstemningen åbner.

Hvor er projektet i processen

Status

Projektet skal til politisk behandling i maj.

Hvordan kan jeg deltage

Følg med:

Du kan løbende følge med på European Energys hjemmeside

Brug din energiforening

Meld dig gratis ind i Energiforening Sydthy 

For dig der bor tæt på

Er du nabo - eller bor du i nærheden af kommende anlæg, er der flere ordninger, du bør være opmærksom på:

VE-bonus

Værditab

Salgsoption

Grøn Pulje

Det er Energistyrelsen der er ansvarlig for de 4 ordninger.

Plan

Kontakt
Kirkevej 9
7760 Hurup Thy