Der er mange af os, der kender dem.  
De små orange flag, der de seneste fem år har guidet os rundt på spændende ruter i Thys natur i vinterhalvåret.  
Og til kommunal- og regionalvalget d. 18. november sikrer et samarbejde mellem Thy Walk 'n Run og Thisted Kommune, at du kan komme ud at gå eller løbe en rute ved dit valgsted. 
Ved alle valgsteder i Thy vil der på valgdagen være afmærket en rute på mellem 2,5 og 3 kilometer, der alle starter og slutter ved et af de respektive valgsteder. 
Det fortæller Ulrik Andersen, der er kommunaldirektør i Thisted Kommune.  
- Samarbejdet er en af vores indsatser, der har til hensigt at sikre en høj valgdeltagelse i Thy. Samtidig håber vi, det bliver en rigtig god oplevelse for lokalsamfundene, at man kan komme ud og bevæge sig sammen, siger han. 
Ruter for alle
Flemming Søvndal Nielsen fra Thy Race, der er manden bag Thy Walk 'n run, glæder sig til at udarbejde ruterne, der de fleste steder både vil indeholde strækninger i byområder og bynær natur.  
- I helt vanlig stil skal de orange flag i jorden, og så håber jeg, at der er mange, der har lyst til at komme ud at være med. Det bliver ruter, der både er barnevogns- og kørestolsvenlige, for valgdagen er for alle, og det skal de her ruter også være, siger han. 
Idéen med de afmærkede ruter er opstået, fordi man ved, at det har stor betydning for valgdeltagelsen, at man stemmer sammen med andre. 
Derfor har Thisted Kommune ønsket at skabe en ramme om valget, der kan være med til at facilitere netop det.  
- Man er selvfølgelig velkommen til at tage turen alene, men må også meget gerne tage familien, naboen, fodboldklubben eller vennerne med. For alle stemmer i Thy er vigtige, når vi sammen skal stille holdet i Kommunalbestyrelsen og Regionsrådet, siger Ulrik Andersen.