Alt skal kortlægges
De to biologer i ådalen har afmærket en cirkel med en diameter på 5 meter. Nu handler det om at notere alle de arter, der kan lokaliseres indenfor feltet.
- Kragefod - ej, hvor fedt, udbryder Dorthea Albrechtsen, da hun dykker ned i plantebunden.
- …og sumpkællingetand og vandmynte, supplerer Cornelia Maj Christensen.
Listen vokser, og tæller hurtigt langt over 30 forskellige arter.
- Vi går systematisk til værks. Forud og under hvert nyt naturprojekt ligger der et omfattende kortlægningsarbejde. Vi skal vide præcist, hvilke typer af natur der findes i området Om det er særligt beskyttede områder som fx Kildevæld eller Rigkær. Alt sammen for at kunne give et bud på, hvordan de dyrkede arealer bedst konverteres til vild natur. Det udfordrende i opgaven er at få det til at ske, samtidig med at vi beskytter den natur, der allerede er her og som flere steder er helt særlig, forklarer Dorthea Albrechtsen.
Næste skridt i arbejdet
De to felt-operatører fortsætter jagten i biodiversitetens tegn længere ind i ådalen. Næste skridt bliver at dele dagens fund med andre og diskutere de forskellige muligheder for løsninger.
- Det viser sig, at der er flere mindre naturperler på arealet. Bl.a. områder der kaldes rigkær, som er karakteriseret ved at være kalkholdigt og grundvandsbundet, med nogle sjældne arter af planter. Rigkær er en sjælden naturtype, der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3, så det skal vi tage særligt hensyn til i de kommende planer, fortæller Cornelia Maj Christensen.
Som tidsplanen er lige nu, så kan der ligge en endelig projektbeskrivelse af projektet for vådområdet i ådalen klar i løbet af efteråret 2026. Hvornår den så kan være omsat til konkrete tiltag, er endnu for tidligt at sige, men går alt lige efter bogen, så kan naturprojektet i Sydthy være afsluttet om cirka fem år.
Læs mere om Thisted Kommunes arbejde med naturgenopretning her