Sundhedsuge

I uge 41 skal vi være sunde sammen

Publiceret 24-09-2024

Fra d. 7. - 13. oktober er der sundhedsuge i Thy, hvor du kan deltage i flere forskellige aktiviteter, der kan gøre en forskel for dig og din sundhed.

Det populære foredrag om HjerneRo, et kig ind i din teenagers hjerne, bevægelse i Thys smukke natur, krea-fællesskaber og meget andet.

Det er nogle af de ting, du kan opleve, når Thy åbner dørene til sundhedsugen i uge 41.

Sundhedsugen Sund Sammen er et nyt tiltag i Thy, som Thisted Kommune er initiativtager på.

Her kan foreningsliv, landsbyer, virksomheder, plejecentre og mange andre byde ind med aktiviteter, der styrker din, min og vores sundhed.

Det fortæller Tue von Påhlman, der er direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune.

- Der er budt ind med meget forskellige aktiviteter, som du kan gå på opdagelse i, så vi håber, at uge 41 i år - og fremadrettet – bliver en uge, hvor rigtig mange thyboer vil prioritere at gøre noget godt for dem selv, siger han.

Sundhed er en fælles opgave

Sundhedsugen er blot én af de indsatser, der skal være med til at løfte målsætningerne i Thisted Kommunes tværgående strategi for sundhedsområdet.  

Borgerne i Thy er ikke mindre fysisk aktive end landsgennemsnittet. Og thyboerne mistrives heller ikke i højere grad end andre. Men der er generelt set et knæk i den mentale sundhed blandt danskerne. 

Det skal strategien Sund Sammen være med til at ændre på, fortæller Martin Kondrup Knudsen, der er chef for Sundhed, Kultur og Fritid i Thisted Kommune. 

- Vi ved, at det handler om at styrke både den fysiske og mentale sundhed. Og I Thy er der et rigtig stærkt fundament for at løfte den opgave sammen. Vi har et rigt foreningsliv, aktivt civilsamfund, spændende kulturliv og unik natur. Det er alle privilegier, som kan gøre en forskel, siger han.  

For sundhed er meget andet end en løbetur, cykling og håndbold.

- Det er bevist at fællesskaber har enorm betydning for menneskers sundhed. Det kan være alt lige fra et kollegialt fællesskab til læseklubber, strikkeklubber eller onsdagens fodboldtræning. Det er de fællesskaber, vi blandt andet vil styrke på tværs af hele kommunen, siger Martin Kondrup Knudsen.  

Arrangementerne i uge 41 er meget forskellige, og der er noget for næsten enhver smag og målgruppe. Derudover er de også fordelt geografisk ud i store dele af Thy.

Programmet for uge 41

Hele programmet for sundhedsugen findes digitalt. 

Find programmet her:

Link til program

Det vil vi opnå 

  • Vi vil gøre det nemmere at være fysisk aktiv for alle thyboer. 
  • Vi vil styrke mulighederne for at indgå i sunde fællesskaber. 
  • Vi vil sammen fremme den mentale sundhed. 

Sund Sammen Strategien 

Du kan læse Thisted Kommunes sundhedsstrategi her: 

Link til sundhedsstrategi 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes