demensvenligt thy

Demensvenligt Thy vinder pris

Publiceret 19-09-2024

Thisted Kommune har fået en pris for et initiativ, der klæder taxachauffører på, så de kan gøre hverdagen bedre for demensramte og deres pårørende.

Demenskoordinatorerne Gitte Sand Dahlgaard (midten) og Gitte Høj Jensen (th), var på scenen ved Demensalliancens Topmøde 2024 for at modtage prisen for det bedste demensvenlige initiativ i kategorien "transport".

Halvanden time. Det er den tid taxachaufførerne har brugt på at lade sig klæde bedst muligt på til mødet med mennesker med demens.

Det lyder måske ikke af alverden, men effekten er ikke til at tage fejl af, og i denne uge gav indsatsen en pris på Demensalliancens årsmøde 2024. Thisted Kommune blev anerkendt for initiativet ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning”. I begrundelse for valget af Thisted som vinder i kategorien ”transport” lød det blandt andet, ”at initiativet gør en reel forskel i hverdagen”.

- Vi er meget stolte over og glade for at blive anerkendt for indsatsen. Vi har jo tydeligt kunnet se den forskel, som initiativet gør i hverdagen for både mennesker med demens og deres pårørende, og det er naturligvis dejligt, at andre også kan se det. Håbet er, at vi kan inspireret andre til at gøre, som vi har gjort, for det flytter noget, siger Yvonne Tilsted, der er plejecenterleder i Thisted Kommune.

Taxa med smil

Med ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning” har kommunens demenskoordinatorer et samarbejde med EUC Thisted, hvor de underviser nye taxachauffører i demens.

Samarbejdet med taxachaufførerne sætter fokus på, at relations arbejdet og kendskab til kunden er alt afgørende for at oplevelsen bliver god, både for kunden med demens og chaufføren. Bl.a. det at chaufføren går ind ad døren hjemme hos kunden er med til både at bringe smilet frem og gør det lettere at komme af sted.

- Demens er en kompleks og udfordrende sygdom, der kræver en særlig form for omsorg og støtte. Det handler om tillid og relations dannelse mellem alle involverede parter - borgeren med demens og deres pårørende, taxachaufførerne, EUC Thisted, demenskoordinatorerne, samt medarbejder i dagcentrene, visitationen og hjemmeplejen. Det er gennem relationer, at vi kan forstå, kommunikere og imødekomme de unikke behov hos hver enkelt borger med demens. Det er også gennem relationer, at vi kan skabe et netværk af støtte og omsorg, der strækker sig ud over de professionelle rammer og ind i hverdagen, forklarer Gitte Sand Dahlgaard, der er demenskoordinator i Thisted Kommune.

Demenskoordinator, Gitte Sand Dahlgaard, holdt takketalen, da Thisted Kommune fik overrakt prisen for et af årets mest demensvenlige initativer i Danmark. Det skete på Demensalliancens Topmøde i denne uge.

Demensalliancen er en alliance mellem FOA, Ældre Sagen, KL, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeautforeningen.

På Demenstopmødet 2024 er der uddelt Årets Priser i kategorierne bedste initiativ for:

  • borgeren med demens
  • pårørende
  • personalet
  • transporten
  • byen
  • boligen

Vinderne af hver pris udvælges på baggrund af følgende faktorer:

  • initiativet styrker fokusområdet, som prisen henvender sig til
  • initiativet samler flere fag
  • initiativet er et enkelt koncept, der er let at kopiere
  • initiativet indeholder mulighed for at skaleres op og ned

​De enkelte priser uddeles for at fejre de kommuner, som har iværksat initiativer, der sikrer hverdagsforbedringer for borgeren, pårørende, personalet, transporten, byen og boligen.

Find mere information her

Giver en hjælpende hånd

Den øgede viden hos taxachaufførerne om demens betyder, at de udviser stor empati og den nødvendige tålmodighed i mødet med mennesker med demens. De vil fx gerne give en ekstra hånd med fx at få skoene eller jakken på. Det er lille ting for chaufføren at huske på at låse borgerens dør eller huske at nøglen kommer med, men det betyder alverden for mennesket med demens. Ligeledes er chaufførerne udstyret med telefonnummer til hjemmeplejen, så de kan give et kald, hvis der er noget, der kalder på mere hjælp. 

- Ved at lade sig uddanne til at håndtere de her hverdagssituationer bliver de en stærk partner for os, der arbejder professionelt med borgere med demens. Og de er uden tvivl med til at give mennesket med demens en oplevelse af at blive mødt med respekt og forståelse, siger Yvonne Tilsted.

Holdet fra Thisted Kommune som var med til Demensalliancens Topmøde. Fra venstre er det demenskoordinatorne Gitte Høj Jensen og Gitte Sand Dahlgaard, plejehjemsleder Yvonne Tilsted og projektkoordinator Dalia Sidorenkaité Clausen.

Også de pårørende uddeler roser til chaufførerne fra Hurup Taxi og Dantaxa:

- Vi blev mødt af særdeles venlige, professionelle chauffører, hvilket gjorde, at vi begge var trygge. Alle havde en tilgang af ro, menneskeforståelse og loddede hurtigt, om det var en god eller en mindre god dag, vi havde. Det kunne udmønte et klap på skulderen eller et par velmente ord- og så kunne man lidt igen, fortæller Ninna Jensen, der er pårørende til et menneske med demens.

Med prisen følger diplom og blomster.

Du kan også hjælpe til en demensvenlig hverdag. Læs mere her.

 

 

Kontaktinfo

Demensvenligt Thy
Holder til på Fjordglimt i Sennels og på Sct. Thøgersgaard i Vestervig

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Thisted Kommune er vinder af "Årets demensvenlige initiativ for transporten"

Begrundelse for prisen:
"Mange borgere med demens og deres pårørende føler sig utrygge ved transporten, især når sygdommen er fremskreden. Derfor er det en gave, at chaufførerne nu har den fornødne viden og udviser stor empati og tålmodighed.
Dette initiativ gør en reel forskel i hverdagen."

Kilde: Demensalliancen