- Jeg kendte ikke meget til Thy, men efter at jeg havde stået udenfor arbejdsmarkedet i en periode, så ville det været skørt at sige nej til det job, de tilbød. Derfor valgte vi at flytte. Min mand er selvstændig konsulent, så han kunne tage sit arbejde med sig, fortæller Dina.
Det kræver en indsats at falde til
Familien er glade for at være kommet tæt på naturen, og de tager gerne ud i den. Derudover peger Dina på, at boligmarkedet er attraktivt i Thy. Begge dele tæller blandt gevinsterne over at vælge egnen til. Men hun lægger samtidig ikke skjul på, at omvæltningen ved at rykke til et mindre samfund også har været til at få øje på.
- I storbyerne møder du hurtigt mennesker på fx legepladser, når du har et mindre barn. Det var sværere her, og jeg har også oplevet, at det tager længere tid at finde nye venner, fordi mange her allerede har en omgangskreds. Jeg har haft stor glæde af at involvere mig i Thy Internationals og nu, hvor min søn bliver større og er begyndt at gå til håndbold og svømning, så får vi også en berøringsflade der, men det er vigtigt, at man selv er opsøgende, siger hun.