Proces med godt samarbejde
Mens de i Sennels lige har fået det grønne stempel, så har andre haller i Thy allerede været med i et stykke tid. I alt 13 af de 16 haller i Thy er selvejende institutioner, og for Thisted Kommune har den grønne tilgang været et kardinalpunkt for et samarbejde:
- Vi har fra kommunens side har haft nogle klare ønsker om, at hallerne skulle arbejde med bæredygtighed, og vi har haft et godt samarbejde om det. Vi har bl.a., afholdt og faciliteret flere årlige møder, hvor hallerne har udvekslet og delt erfaringer. Jeg er stolt af, hvordan de er gået ombord og kommet i mål med opgaven, siger Martin Kondrup Knudsen, der er chef for Sundhed, Kultur og Fritid i Thisted Kommune.
Hallen viser vejen
I Bedsted er det seks måneder siden, at de kunne kalde sig GSF-certificerede. Her er halinspektør Dorte K. Olesen spændt på at se, om og hvordan de miljørigtige tiltag vil kunne aflæses i et regnskab senere på året.
- Vi har da et håb om, at vi også på sigt vil kunne se en forskel på bundlinjen, men først og fremmest har det her og nu gjort os mere bevidste om ting vi kan gøre, siger hun.
Samtidig glæder hun sig over, at hallen kan være en form for rollemodel:
- Det er vigtigt, at vi også viser brugerne, at det betyder noget, at vi alle sammen gør noget for at være bæredygtige. Meget af det vi har gjort med fx at skifte til LED pærer og sætte vandspare på hanerne er helt håndgribelige ting, som man nemt kan gøre derhjemme, siger Dorte K. Olesen.
Læs mere om hallerne i Thy her