Vartegn

Thisted vandtårn lyser igen op i natten

Publiceret 14-11-2024

Et nedslidt neonlysanlæg er blevet udskiftet med energibesparende belysning.

Thisted og Thy kan nu igen opleve synet af vandtårnet på Thorstedvej, der lyser op i byens nattehimmel. 

Efter en længere periode uden lys har Thy-Mors Energi i et samarbejde med Thisted Kommune netop færdiggjort en renovering af det gamle lysanlæg.

Vandtårnet, der siden 1939 har været en lysende markør i bybilledet, får nu nyt liv med en energibesparende belysning. 

Det fortæller Ejgil Haurum, der er chef for Drift og Anlæg i Thisted Kommune.  

- Vandtårnets oprindelige neonlysanlæg var slidt og havde brug for en opdatering. Nu er vi i mål med en udskiftning til LED-lys, der sikrer, at tårnet fortsat kan være et lysende vartegn for byen, siger han.  

Mere bæredygtig løsning

Det er Thy-Mors Energi, der har stået for udskiftningen til LED-lys, der både er billigere og mere bæredygtig i drift.  

- Lyset på vandtårnet betyder meget for mange i byen, og vi er glade for at kunne sikre dets fremtid med en løsning, der er mere bæredygtig, fortæller Lars Peter Christiansen, der er administrerende direktør i Thy-Mors Energi.  

Prisen for det nye lysanlæg lyder på cirka 200.000 kroner. Thisted Kommune og Thy-Mors Energi har begge bidraget med 100.000 kroner.  

Udgifterne til selve driften og vedligeholdelsen af lysanlægget kommer Thisted Kommune til at betale fremadrettet.  

Det er Erhverv-, Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget i Thisted Kommune, der har bevilliget penge til restaureringen af vandtårnet.

Fakta

  • Vandtårnet i Thisted er knap 25 meter højt.  
  • Det stod færdigt i 1939. 
  • Det har stort set lyst lige siden – bortset fra i besættelsestiden.  
  • Vandtårnet er - på trods af sit navn - ikke længere i brug som vandtårn. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes