Frit ældreliv

Selvstyrende teams er på vej i hele kommunen

Publiceret 08-03-2024

Færre, forskellige medarbejdere ude hos den enkelte borger, og mere arbejdsglæde blandt de ansatte. Det er nogle af de erfaringer, som nu skal deles og komme flere til gavn. Efter en toårig projektperiode er selvstyrende teams i hjemmeplejen ved at blive rullet ud i hele Thisted Kommune.

Som selvstyrende team får medarbejderne mere indflydelse organiseringen af deres daglige arbejde.

Færre, forskellige medarbejdere ude hos den enkelte borger, og mere arbejdsglæde blandt de ansatte. Det er nogle af de erfaringer, som nu skal deles og komme flere til gavn. Efter en toårig projektperiode er selvstyrende teams i hjemmeplejen ved at blive rullet ud i hele Thisted Kommune.  

De fem i aftenvagten, der denne torsdag skal køre i Frøstrup, Vesløs og Øsløs er netop mødt ind. Om kort tid sætter de sig i de røde hjemmeplejebiler for at begynde aftenens arbejde ude hos borgerne, men inden deler de lige de sidste informationer fra dagholdet og tjekke den rute, de skal på. 

Indflydelse er største forandring

Opgaverne ude i hjemmene er som de plejer, men organiseringen, fordelingen og tilrettelæggelsen har gennem de seneste to år været gennem en vridemaskine i et stort projekt, hvor de i Nordthy/Hannæs er blevet et selvstyrende team. 
 
- Vi har i projektet spurgt, hvordan medarbejderne gerne ville arbejde? Hvad de ønskede at ændre på? Og afprøvet deres ideer. Alt sammen med det mål at skabe et selvstyrende team. Grundtanken i den selvstyrende form er, at ideerne kommer fra medarbejderne og den selvstyrende kultur giver mulighed for at de med deres ideer kan forandre ting i hverdagen. Målet med det var øget faglighed, mere medbestemmelse, kontinuitet og større arbejdsglæde, fortæller Nina Odde, der som leder af hjemmeplejen i Thisted Kommune, har været med hele vejen. 

Det samme har Majbrit Græsbøll Bertelsen. Hun er én af de medarbejdere, som kan tale om en tid før og efter de blev selvstyrende. 
 
- Den største forandring er, at jeg oplever vi har fået mere indflydelse på vores arbejde. Vi har fx fået indflydelse på, hvordan vi gerne vil organisere os i mindre teams. Vi har nu fælles frokost- eller aftenpauser i nærområdet, hvor vi kan mødes med kolleger og spise sammen i stedet for at sidde i en bil på forskellige parkeringspladser. Vi har fået indført et ugentligt møde, hvor vi bliver hørt og diskuterer de ting, der bøvler og finder løsninger, så tingene ikke hober sig op, forklarer Majbrit Græsbøll Bertelsen, mens vi er på vej ind til den første borger på hendes aftenrute. 
 

Majbrit Græsbøll Bertelsen er glad for den medbestemmelse, som hun oplever, at det selvstyrende team har givet hende og kollegerne. For hende er resultatet bl.a. en øget arbejdsglæde.

Den ældre dame er lige kommet hjem en indlæggelse, nu skal hun hjælpes på toilet, og de to får en snak. Undervejs i besøget ringer Majbrits telefon, og da vi er ude igen lægges ruten lidt om, for en kollega har bedt om hjælp hos en mand, der er faldet. 

- Og sådan er vores arbejdsdage jo. De går sjældent efter planen, siger Majbrit, idet hun parkerer ved huset, hvor der allerede holder én rød hjemmepleje-bil. 

Tilbage på sporet mod næste stop fortsætter hun beskrivelsen af, hvad hun ser som gevinster ved de selvstyrende teams: 

- Vi har fået mere medbestemmelse og kan fx selvstændigt arrangere tværfaglige møder, med andre faggrupper, som er i kontakt med borgeren, eller vi kan være med til at regulere og tilpasse tiden ude hos borgeren langt mere smidigt end tidligere, for blot at nævne nogle af de ting, der er blevet afprøvet og indført i projektet, siger hun.

Fleksibilitet, samarbejde og tillid

En opgørelse i Thisted Kommune viser, at det med det selvstyrende team er lykkedes at nedbringe antallet af forskellige hjælpere, som kommer i de enkelte hjem.

Redskaberne, som de i Nordthy/Hannæs har været de første til at tage i brug, er en række nye, digitale app’s, som giver et anderledes overblik over opgaverne på en arbejdsdag, og de giver også mulighed for, at kolleger hurtigt kan række ud og hjælpe hinanden, selvom de er på farten. Men der er samtidig fulgt fleksibilitet, ansvar, tæt samarbejde og tillid til medarbejderne med. 

- Det er altid udfordrende og interessant at arbejde med kulturforandringer i en organisation. De selvstyrende teams er klart en model, som kræver engagerede medarbejdere, for det er deres engagement, som bærer forandringerne. Den selvstyrende kultur er derfor samtidig et opgør med ”orakel-ledelse”, hvor lederen forventes at fixe alt. Det handler i stedet om at være parat til give medarbejderne tillid og lade dem bruge faglighed ind i beslutninger om arbejdets udførelse, fortæller Nina Odde.

Udover, at det er lykkedes at nedbringe antallet af forskellige hjælpere, som kommer i de enkelte hjem, så er det - ifølge Majbrit Græsbøll Bertelsen og kollegerne på aftenholdet - også lykkedes at øge arbejdsglæden blandt medarbejderne.  De medgiver, at flere af de tiltag, som er afprøvet og indført, kan lyde som logik og sund fornuft, men det var de ikke tidligere, og derfor hylder Majbrit de selvstyrende teams. 

- Jeg har fået større arbejdsglæde ved at blive mere involveret i den arbejdsdag jeg har. Og for mig er der stor tilfredshed i, at få mere ansvar ind i den faglighed, der er min. Det har virkelig rykket mig, siger Majbrit Græsbøll Bertelsen.

Hun siger godnat til endnu en borger, som hun har været hos. Der er serveret mellemmadder, ordnet toiletbesøg og så var der et TV, som drillede. Det lykkedes Majbrit også lige at assistere med.  

- Min klare oplevelse er, at vi nu løser flere ting i vores team og jeg tror i virkeligheden at det sværeste for mig i øjeblikket er, at finde ud af, hvor meget jeg selv kan gå med? Men bl.a. derfor er de ugentlige møder så gode, fordi vi får vendt mange ting hurtigt med vores leder, siger hun. 

Rulles ud i løbet af i år

Det to-årige projekt sluttede med udgangen af 2023 og på baggrund af erfaringerne fra Nordthy/Hannæs er det besluttet at udbrede de selvstyrende teams til hele Thisted Kommune. 

- Det pibler frem med nye, gode ideer på alle vores teams og der er et kæmpe engagement og så meget at arbejde med, og et det vil helt sikkert være med til at styrke vores evne til at løfte hjemmeplejens kerneopgave, siger Nina Odde. 

Grundprincipperne i selvstyrende teams vil være implementeret fra nord til syd i kommunen i 2024. Herefter kommer de til at arbejde indgående med kulturændringen også i de kommende år.  

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

De selvstyrende teams

  • I efteråret 2021 afsatte Regeringen og dens støttepartier 190 millioner kroner, som landets kommuner kunne søge til lokale, selvstyrende teams.
  • Formålet med puljen var at yde tilskud til, at kommuner kan udvikle og afprøve nye veje til at sikre mere stabilitet og kontinuitet i ældreplejen.
  • Projektet om afprøvningen af selvstyrende teams i hjemmeplejen i Thisted Kommune fik tildelt knapt syv mio. kr.
  • Det løb i to år fra januar 2022 - december 2023.