Kunstformidling

Når kunst kan være en ventil

Publiceret 05-07-2024

I Kunsthal Thy nær Doverodde arbejder kunstnerisk leder Rasmus Søndergaard Johannsen målrettet med det potentiale, han ser i at formidle kunst til børn og unge med særlige behov.

Rasmus Søndergaard Johansen (i midten) er manden bag Kunsthal Thy. Her laver han undervisningsforløb for blandt andet børn og unge med særlige behov.

”Saml riven. Byg huset. Lav et træ.” Anvisningen lyder som introduktionen til en sløjdtime, men det er de første tre skridt i et undervisningsforløb, som elever fra Trombakken i Snedsted netop skal i gang med i Kunsthal Thy nær Doverodde denne fredag formiddag. Trombakken er Thisted Kommunes skole- og SFO-tilbud til elever med ADHD og ASF og behov for særlig støtte fagligt, socialt og fysisk.

- Det er rigtigt vigtigt at åbne vores kunstudstillinger op for forskellige grupper af mennesker, og jeg laver de her forløb for børn og unge med særlige behov, fordi det er min oplevelse, at kunsten kan berige dem, fortæller Rasmus Søndergaard Johannsen.

Kunsthal på gammel gård 

Han er selv billedkunstner. Har uddannet sig i Tyskland og boet nogle år i Berlin inden han og familien i 2022 slog sig ned i Stenbjerg. I 2023 etablerede han Kunsthal Thy i det sydlige Thy i laden på Danmarks måske ældste gård.

Her mødes bindingsværk og samtidskunst, og under hver udstilling har idemanden afholdt forløb for eleverne fra Thisted Kommunes specialundervisningstilbud på Trombakken. Noget, som de meget gerne møder op til.

 

Rasmus Søndergaard Johansen han har en særlig interesse for at formidle kunst til forskellige grupper af mennesker.

Udfordrer og flytter grænser

- Jeg oplever, at vores elever får flyttet nogle grænser ved at komme her og møde Rasmus og se og lave kunst. Den fordybelse og muligheden for at udtrykke sig på en anden måde giver noget ro til deres nervesystem. Det er tredje gang vi er her, og det har været en god oplevelse hver gang, fortæller Lisbeth Kristensen, der er lærer for de 11 elever på 5.-7. årgang, som er med i dag.

De går alle i klassen for børn med autisme. Derfor kan forandringer i deres hverdag nemt betyde uro og utryghed. Som det første sørger Rasmus Søndergaard Johannsen derfor også for at vise dem rundt i den aktuelle udstilling og tale med dem om det, de ser.

- Jeg arbejder med at gøre det relaterbart for dem. De stiller en masse gode spørgsmål om det de ser, og de er dygtige til at koncentrere sig og til at gå ind i samtalen. Ofte langt dygtigere end jævnaldrende, som ikke har de udfordringer som børn med autisme har, siger han.

Hannah (tv) og Anna Mai har begge tidligere været med skolen i Kunsthal Thy. Her bliver de udfordret i nye rammer, men de synes rigtig godt om at skulle arbejde kreativt.

En have i zen

I øjeblikket er det kunstneren Silas Inoue’s udstilling ”Zen Wakarimasen ” som man kan se i Kunsthal Thy. Den er en moderne fortolkning af en japansk zenhave. Og eleverne skal denne fredag bygge deres egen lille zenhave.

Én af drengene går prompte i gang og kaster sig målrettet over at bygge et lille skur af ispinde. En anden holder sig hele tiden i periferien af aktiviteterne, uden ønske om at deltage. Sidst skolen var på besøg blev han siddende i bilen, men i dag er han trådt over dørtrinnet og ind i kunsthallen. De øvrige børn går lidt tøvende og spørgende til opgaven, men langsomt kommer der gang i lim og leg med formerne.

- Her lærer jeg at bruge min hjerne på noget andet, og jeg skal fokusere og kan kun tænke på det, vi er i gang med. Det er rart, og jeg kan ret godt lide at være kreativ, forklarer Hannah, der sidder sammen med Anna Mai.

 

Holdet af kunstnere fra Trombakken skole med deres færdige zenhaver, efter et par timers arbejde i Kunsthal Thy ved Doverodde.

Ny udtryksform

De to piger er meget omhyggelige og detaljeorienterede i processen. Først forsigtige, men efterhånden som arbejdet skrider frem, bliver der også plads til småsnak og smil imellem dem.

- Jeg skubber til deres grænser, og det er en god udfordring. Jeg oplever, at gruppen her tit bliver overrasket over, hvor gode de rent faktisk er til de opgaver, de får, siger Rasmus Søndergaard Johannsen.

I Kunsthal Thy er zenhaverne færdige. Der er tilfredshed med det færdige resultat, men efter knapt to timers kunst-koncentration er alle nu også klar til at tage af sted igen.

- Kunsten giver dem nogle nye muligheder for at udtrykke det, som kan være svært. Den kan være en ventil. Så selvom de er begrænset på nogle områder, så kan de samtidig noget, som er specielt. Her kan kunsten spille på deres goder sider, og det er målet, at de får en oplevelse af det med herfra, siger den kunstneriske leder.

Læs mere om skolernes arbejde med lokale kunstnere her

Kontaktinfo

Undervisning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

KUNSTHAL THY

Kunsthallen ligger i en 400 kvadratmeter stor lade på Dovergaard tæt på Doverodde.

Stedet åbnede i 2023, og her præsenteres kunst på højt niveau af danske og internationale kunstnere.

Ideen til Kunsthal Thy kommer fra billedkunstner Rasmus Søndergaard Johannsen.

Han er kunstnerisk leder af stedet.

I de enkelte udstillinger tilrettelægger han aktiviteter, der formidler udstillingerne til blandt andre børn og unge med særlige behov og psykisk sårbare voksne.

Han arbejder tæt sammen med lokale aktører og frivillige.