Udvikling

Hanstholm kan blive reje-hovedstad

Publiceret 19-01-2024

Et svensk firma har fået øje på Hanstholm til placering af en stor produktion af varmtvandsrejer.

Svenskerne kigger på det industriareal, som Thisted Kommune har øst- og nedenfor det eksisterende industriområde ved genbrugsstationen i Hanstholm.

Det er endnu ikke endeligt besluttet, men Hanstholm er med i opløbet om at blive stedet, hvor en svensk virksomhed ønsker at placere et anlæg, der under tag skal producere varmtvandsrejser til det Europæiske marked.

- Vi kigger på flere steder i Danmark, og Hanstholm er et af de steder, hvor vi kan se, at vi kan etablere den produktion, vi har planer om, og vi har mødt stor velvilje fra kommunen, som også ser muligheder i projektet, siger Kristian Bennetsen, der er markedsudviklingsdirektør i WA3RM, som er navnet på det svenske firma.

Planer om stor produktion

Der er tale om et anlæg under tag, som årligt skal producere 4.000 ton varmtvandsrejser. Produktionen af dem foregår i 30 grader varmt saltvand i bassiner under tag. I alt skal virksomheden bruge 13 ha jord til etableringen, og dem kan kommunen finde på Hjertebjerg, øst for det eksisterende industriområde i Hanstholm, hvor virksomheden vil få genbrugsstationen som nærmeste nabo.

- Det har været en stor fordel for os, at vi nu også har et indgående kendskab til Hanstholm Havns forhold, og kan arbejde for at kombinere havnens muligheder med kommunens erhvervsområde, og det er en væsentlig årsag til, at vi allerede er nået langt i processen, som har stået på i et halvt års tid, og der er en rigtig god dialog med alle aktørerne, siger Mogens Kruse Andersen, der er direktør for direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune.

Kristian Bennetsen (tv) er markedsudviklingsdirektør i det svenske firma WA3RM, som har fået øje på Hanstholm som en mulig placering til en stor produktion af varmtvandsrejer. Her ses han sammen med borgmester Niels Jørgen Pedersen, under et besøg i Hanstholm.

Blandt årsagerne til at svenskerne kigger mod Hanstholm er særligt adgangen til saltvand, men også det faktum, at her ligger den største havn for konsumfiskeri og følgeindustrierne og logistikken for transport fra havnen. Samtidig er der erfaring med etablerede, landbaserede saltvandsdambrug, så man allerede har viden om håndtering af vand til og fra dambrugsproduktion, miljøforhold og miljøgodkendelser.

Samtidig ser svenskerne potentiale i Danmark og kommunens fokus på den grønne omstilling:
”I de projekter vi laver, arbejder vi meget cirkulært, hvor vi udvikler produktionssystemer, der er baseret på industrielle biprodukter som overskudsvarme, CO2 og slam. Et cyklisk system er kommercielt levedygtigt for alle interessenter og giver frem for alt en mulig vej til en sundere fremtid for vores planet”, skriver WA3RM blandt andet på sin hjemmeside.

Passer ind i kommunens strategi

I Hanstholm vil grøn energi fra vindmøller og solceller på virksomhedens tag skulle levere energi til produktionen af varmtvandsrejer.

Borgmester Niels Jørgen Pedersen synes, de skitserede planer passer som ”fod i hose” med kommunens ambitioner.

- Det er et projekt, som vil være med til at give sammenhæng i forhold til vores ambition om, at energianlæggene i kommunen skal bindes sammen med produktionen. Det lægger sig også godt op ad vores stolthed ved lokal produktion af fødevarer, og jeg ser store perspektiver i det for Thy, siger Niels Jørgen Pedersen.

Hvis svenskerne ender med at vælge at placere fabrikken i Hanstholm, så vil der på sigt være tale om omkring 80 arbejdspladser til området. Forventningen er, at WA3RM træffer beslutning om placering af rejeproduktionen inden sommeren 2024.

Ledelsessekretariatet

Kontakt
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Hvad er WA3RM?

Det er fonden WA3RM Regenergy Developer Fund I AB der investerer i projekt igennem WA3RM AB. Det er et selskab, der er oprettet med det formål at administrere investeringer i at udvikle, opbygge og administrere godkendte projekter, som har cirkulære produktionssystemer.

Forretningskonceptet er at opfange affaldsstrømme fra større industrier og bruge disse til at skabe virksomheder, hvor det cirkulære element er dominerende. Der er ofte tale om fødevareproducerende virksomheder.

Projekterne er baseret på gennemprøvet teknologi og etablerede løsninger til at udnytte spildvarme i stor skala.

Hvert projekt er opkaldt efter den lokalitet, hvor produktionsanlægget er bygget.

Pt står de bag: Regenergy Frövi, Regenergy Gällivare og Regenergy Östersund, som alle ligger i Sverige.

3-tallet i WA3RM´s navn understreger filosofien. Det står for "Responsible, Renewable, Recyclable". På dansk Ansvarlig, Vedvarende, Genanvendelig.

Kilde: www.wa3rm.com