Hvem mon bliver valgt?
Det spørgsmål har været et stort samtaleemne blandt de 18-årige i Thy, siden det blev offentliggjort, at alle kommuner i Danmark skulle vælge to 18-årige til at deltage i Prins Christians fødselsdagsfejring den 15. oktober.
Nu er spændingen om, hvem der skal deltage fra Thy, udløst.
Valget er faldet på Sine Hilligsøe Lauritsen og Magnus Østlund Øllgaard. Begge kommer fra Thisted og går på Thisted Gymnasium.
De glæder sig begge til at repræsentere Thy.
- Det betyder meget for mig, fordi det er en vild og enestående oplevelse, som ikke mange får chancen for at prøve, siger Magnus Østlund Øllgaard.
- Jeg er utrolig spændt. Der skal ske så meget, som jeg aldrig har prøvet før. Og så er jeg meget nysgerrig på at møde de andre gæster og opleve stemningen, oppyntningen, beklædningen og musikken, siger Sine Hilligsøe Lauritsen.
En jury af unge tog valget
Det har været helt op til den enkelte kommune, hvordan man udvælger de to unge repræsentanter. Eneste krav er, at de begge er 18 år - og ikke fyldt 19 år -på dagen for fødselsdagsfejringen. Derudover skulle de være af forskelligt køn.
I Thisted Kommune valgte vi, at det skulle være muligt for alle 18-årige at sende en ansøgning afsted. Derudover besluttede vi, at det skulle være de unge selv, der udvalgte de to repræsentanter.
Det resulterede i en unge-jury med otte elevrådsrepræsentanter fra forskellige ungdomsuddannelser i Thy. Her var både deltagere fra STX, HF, Social- og Sundhedsskolen, FGU Nordvest, EUD, HHX og HTX.
Og unge-juryen fik deres sag for.
Hele 143 unge valgte at sende en ansøgning afsted. De blev alle anonymiseret, så unge-juryen ikke kunne se, hvem der stod bag de motiverede ansøgninger.
Unge-juryen blev samlet, hvor de i fællesskab læste ansøgningerne igennem og fandt frem til de to, de mente, fortjente at komme afsted. De unge valgte at vurdere ansøgningerne ud fra, om de kunne mærke ansøgerens engagement og passion, og om der var en lyst og vilje til at repræsentere Thy. Sidst men ikke mindst havde de et blik for den personlige fortælling.
Da beslutningen var truffet, blev spændingen udløst, og de fik sammen løftet sløret for navnene på de to unge, de havde valgt. Unge-juryen var også selv med til at ringe og overraske dem.
En historisk begivenhed
Både Magnus og Sine blev meget glade, da de fik beskeden. De er enige om, at de tror, det bliver en vild oplevelse at deltage i den historiske begivenhed.
- Jeg ser virkelig frem til at mærke atmosfæren og møde de andre unge, der også er inviteret med. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at fejre prinsen, fortæller Magnus Østlund Øllgaard.
- Jeg ved med sikkerhed, det bliver en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, siger Sine Hilligsøe Lauritsen.