Troede det gjaldt nyt pas
På baggrund af det ønske gik arbejdet i gang med kontakt til kommunens skoler, så der kunne komme navne på dem, der skulle have foræret en cykel og udstyr til at komme godt i gang.
Valget faldt i løbet af efteråret på fem drenge mellem ni og 13 år. De kommer fra Bedsted, Hanstholm og Thisted og går på fire forskellige skoler i Thy.
I april var det så tid til at overraskelsen skulle afsløres. Ingen af drengene anede, hvad der var i gære, da de en mandag skulle med deres forældre på kommunen. Den ene troede, at han skulle ind og have lavet nyt pas, fortæller hans mor.
- Det skulle jo være en hemmelighed, og han blev meget, meget overrasket, siger hun.
Fik autografer og billeder
Jonas Vingegaard og Trine Marie Hansen stod for overrækkelsen, hvor de fem thy-drenge fik at vide, at de var særligt udvalgte. Der blev skrevet autografer og taget billeder, og det er en af de dage, som alle der var med vil huske længe.
- Ja, det var en kæmpe overraskelse….altså det havde man jo ikke lige forestillet sig, siger en stolt Mads, som siden den dag i april har tracket, at han har cyklet over 300 km på sin nye racer med 16 gear.
- Vi fik at vide, at vi var valgt, fordi vi alle sammen er nogle drenge, som har haft en lidt svær barndom. Min bror Magnus og jeg mistede pludselig vores far, da vi var små. Det har været rigtigt svært for os, men Jonas sagde, at han håbede, at cykling kunne give os nogle gode oplevelser og en glæde, fortæller Mads på 12 år, som går på Tingstrup Skole.