CO2 og e-metanol kan blive big business for fremtidens havne, og nu går en række partnere sammen om at undersøge, hvad det kræver at nå dertil. Projektet er døbt Marco Polo. Det står for Methanol Availability Readiness Cost Operationality for Port Logistics.
Udover Hanstholm er også Frederikshavn en del af undersøgelsen af, hvordan danske havne i fremtiden kan spille en nøglerolle i arbejdet med at mindske den globale CO2-udledning. Det fortæller Johan Byskov Svendsen, der er Program Manager ved Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping i en pressemeddelelse fra Energy Cluster Denmark:
- I projektet kommer vi til at arbejde med omstillingen af færgefart og fiskeriet samt håndteringen af CO2 – her med afsæt i Nordjylland, hvor kimen er lagt til noget, der kan skaleres op til resten af verden, siger Johan Byskov Svendsen.
Baner vejen for den grønne omstilling
Ifølge Hanstholm Havn er slutmålet med Marco Polo især et studie, der kan bruges i dialogen med fremtidige investorer.
- Vi vil gerne skabe forretning for Hanstholm Havn, samtidig med at vi omstiller vores flåde til grønne brændsler til gavn for klimaet. Projektet kan være med til at klæde os på til fremtiden, når der skal etableres nye anlæg på havnen indenfor Power-to-X og til håndtering af CO2, der blandt andet kan udskibes til lagre offshore, siger Jens Therkelsen, erhvervskonsulent i Thisted Kommune og repræsentant for Hanstholm Havn i Marco Polo-projektet, der har et lokalt udgangspunkt, men et internationalt perspektiv.
Store perspektiver
Marco Polo-partnerne skal blandt andet se på forretningsmodeller for anvendelse af grøn metanol på faktiske færgeruter og i fiskeriet, og på sikkerheds- og myndighedskrav til håndtering af grønne brændsler på havnene. Den sidste del står Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut for.
Marco Polo projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med 3,4 mio. kroner fra REACT-EU-programmet, og det løber til august 2023, og forventningerne til resultatet er til at få øje på:
- Vi tror på, at Danmark kan gøre en forskel globalt, når det gælder grønne brændsler. Det handler kort og godt om at gøre vores havne til grønne tankstationer, så vi dekarboniserer vores fiskeri og vores færger. Nu ser vi på det nationalt – og det kommer til at ske over hele verden over tid, siger Johan Byskov Svendsen.