Handicapprisen 2023

Ny pris går til initiativ for børn og unge

Publiceret 05-12-2023

I weekenden blev en nystiftet pris uddelt for første gang i Thy. Fem indstillinger var i spil.

Det var formanden for Thisted Kommunes Handicapråd, Kresten Sigshøj Jeppesen, der søndag overrakte den nystiftede Handicappris i Thisted Kommune til Margrethe Sandbæk Rokkjær, der er træner og forkvinde i Lykkeliga i Thy.

Det skal markeres, værdsættes og hyldes, når der bliver gjort en særlig indsats for borgere med fysisk eller psykisk handicap. Derfor har Thisted Kommune, i samarbejde med kommunens handicapråd, som noget nyt, stiftet ”Handicapprisen”.

Prisen blev uddelt søndag den 3. december 2023 - på FN’s Internationale Handicapdag - og den gik i dette første år til håndboldinitiativet Lykkeliga Thisted og tovholder Margrethe Sandbæk Rokkjær.

- Den er jeg og vi meget glade for. Vi bliver hver torsdag til træning bekræftet af børnene i, at vi gør noget, som gør en forskel, men det er bestemt rart, at andre også kan se det, siger Margrethe Sandbæk Rokkjær, der også er træner i Lykkeliga i Thy, om hæderen - der ud over blomster og diplom - også var en lille skulptur.

Intiativ giver livskvalitet

Prisuddelingen foregik ved et arrangement i Thyhallen, hvor de i alt fem indstillede var inviteret til æbleskiver og gløgg sammen med dem, der har indstillet dem. Derudover var Thisted Kommunes Handicapråd inviteret, samt forpersonerne for alle Thistedafdelingerne af DH (Danske Handicaporganisationer).

Margrethe Sandbæk Rokkjær var indstillet for at gøre Lykkeliga-håndbold til leg en kæmpe succes, og for at forbedre forholdene for mennesker med handicap, og for at arbejde målrettet for, at de skal have de samme muligheder som andre.

Håndboldinitiativet som lige pt har 17 spillere mellem fem og 16 år, træner hver torsdag eftermiddag i Rolighedshallen i Thisted. Det blev årets vinder, fordi det er til stor glæde for de af områdets udviklingshæmmede børn og unge, der interesserer sig for håndbold. Det gør dermed en forskel for en masse børn med særlige behov, og deres forældre, og det ønskede bedømmelsesudvalget at anerkende.

- Den her gruppe af børn og unge har lige så meget brug for at danne fællesskaber og relationer som alle andre, og vi er et tilbud til børn og unge, med mange forskellige udfordringer. Jeg oplever af og til, at forældre kan være i tvivl om tilbuddet mon også er for deres barn? Til det siger jeg altid, at det overhovedet ikke betyder noget, hvilken diagnose barnet har. Kom og prøv det, og hvis barnet eller den unge har det godt hos os, så er der plads til alle dem, der har lyst til at være med, siger Margrethe Sandbæk Rokkjær.

Thy har haft et Lykkeliga hold siden 2018.

Du kan kontakte Lykkeliga Thisted  her 

Lykkeliga i Danmark

Lykkeliga blev etableret i Gistrup ved Aalborg i 2016 af den tidligere, professionelle håndboldspiller Rikke Nielsen.

Hun savnede et håndboldhold til sin datter Magda, der har Downs Syndrom.

Hurtigt voksede projektet og i dag er der 1.200 spillere på 70 hold rundt om i landet.

 

Rikke Nielsen, der selv er tidligere professionel håndboldspiller fik ideen til Lykkeliga i 2016. Foto: Lykkeliga.

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Handicapprisen i Thisted Kommune

Alle kan indstille en kandidat til at modtage prisen. Den kan både tildeles enkeltpersoner, foreninger, virksomheder, organisationer eller institutioner hjemmehørende i kommunen.

Man kan få prisen, hvis man for eksempel: 

  • har gjort en særlig indsats for at synliggøre forhold og udfordringer for personer med handicap.
  • har skabt aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for personer med handicap.
  • har iværksat tiltag, der har været til glæde for personer med handicap i Thisted Kommune. 
  • har skabt forhold, der bidrager til at forøge livskvaliteten for personer med handicap.
  • eller har bevaret et aktivt liv og bidraget med humør og livsglæde som hjælp eller inspiration for andre personer med handicap.