Grøn omstilling

Stor delegation kom forbi Hanstholm

Publiceret 04-12-2023

Der blev knyttet nye kontakter, lyttet og svaret på spørgsmål, da en delegation, med skotsk regeringsrepræsentation og store industrispillere indenfor energiområdet, i sidste uge var i Hanstholm.

Over 20 aktører, der alle aktivt arbejder med reduktion af CO2-udledningen har været på besøg i Thy. Blandt deltagerne var en repræsentant fra den skotske regering og industriens store projektudviklere, rådgivere og virksomheder fra England, Skotland og Danmark.

Det var Den Danske Ambassade i London, som stod i spidsen for turen, der på et døgn også bragte de mange gæster forbi Aalborg og Lemvig for at se på, hvordan der arbejdes med de grønne satsninger i Danmark.

Christina Jensen, der er vindrådgiver fra ambassaden, og arrangør af turen forklarede, hvorledes målet med turen var at sikre en vidensdeling indenfor området på tværs af landegrænser, så landene kan supportere hinanden og arbejde sammen om løsningerne i den grønne omstilling. Hun indviede undervejs deltagerne i, at England og Danmark på regeringsniveau har en samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) omkring energiomstillingen, og at det ligeledes er væsentligt at industrien samarbejder og finder løsninger på kort sigt, for at reducere den forventede temperaturstigning som følge af CO2 udledninger. 

Stort potentiale

Nordsøen spiller en stor rolle i den grønne omstilling, både i forhold til udvikling af havvind, men ikke mindst muliggør Nordsøen et samarbejde på tværs af landene i regionen igennem integreret teknologi og transmission. Thy-besøget var valgt som programpunkt på besøget i Danmark, bl.a. fordi Hanstholm er strategisk placeret i forhold til tre af de otte kystnære områder, som Energistyrelsen tidligere har udpeget til at have et stort potentiale for lagring af CO2. Bliver lagring i et eller flere af de tre områder til virkelighed, er Hanstholm Havn oplagt dels som bindeled mellem lagringsområder i undergrunden og udledere af CO2 og produktion af PtX. 

Delegationen var også på en rundtur på havnen, hvor de kunne se det store havneareal, der kan rumme grønne energiløsninger.

Så Thy fra toppen

Gæsterne blev modtaget ved Hanstholm Fyr af borgmester Niels Jørgen Pedersen, og inden de gik ombord i det faglige og faktuelle, fik de fra toppen af fyret den allersmukkeste udsigt over nationalparken, havnen og helt til møllerne i Testcentret Østerild. Herefter sørgede konsulent i Thisted Kommune Jens Therkelsen for en gennemgang af de muligheder, som kan udvikles på havnen, inden havnechef Søren Zohnesen tog gruppen med en tur på kajen, så de fik fornemmelsen af de store arealer, som kan sættes i spil, når der skal logistiske løsninger til den grønne omstilling.

 

Borgmester Niels Jørgen Pedersen og havnechef Søren Zohnesen bød delegationen velkommen ved Hanstholm Fyr.

- Det var et meget spændende besøg. Vi mødte en meget engageret gruppe af mennesker, med en virkelig stor viden om CCUS-området, og de viste stor interesse for det, vi kunne præsentere dem for. Der var mange gode snakke og en spændende dialog i gang. Både dem og os imellem, men også de mange aktører imellem, fortæller Søren Zohnesen om besøget.

For Thisted Kommune er arbejdet med fremtidens muligheder med at skabe erhvervsudvikling på Hanstholm Havn et fokusområde. Bliver havnen et CO2-hub for ind- og udskibning, vil det nemlig være naturligt for flere at vende blikket mod Hanstholm, når en del af CO2’en skal sættes i spil som ressource i for eksempel PtX-sammenhæng.

Læs om mulighederne for CO2-lagring og PtX-produktion i Hanstholm her.

Besøget i Hanstholm bød også på en tur i toppen af Hanstholm Fyr med udsigt over et snedækket Thy.

Team Energi og Ressourcer

Kontakt

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Hvad betyder CCSU?

Det er en forkortelse for Carbon Capture, Storage and Utilization – og står dermed for fangst, lagring og udnyttelse af CO2.

 

Hvad er PtX produktion?

Power-to-x er processen, hvor grøn elektricitet omdannes til brint eller andre Power-to-X-produkter baseret på brint. Den grønne brint kan så anvendes direkte eller videreforarbejdes til at erstatte fossile produkter i for eksempel skibs-, flytrafik og tung transport.