Elbiler

Nu er der sat mere strøm til Thy

Publiceret 20-04-2023

Der er for alvor skruet op for lade-kapaciteten for elbiler i Thy. Virksomheden Clever A/S er netop blevet færdig med at opstille endnu flere lade-stationer i kystbyerne. Derudover er et nyt udbud i gang om lade-standere ved kommunens ejendomme.

Der er nu oprettet ladepladser ved blandt andet Nationalparkcentret i Vorupør.

El-infrastrukturen i Thy har fået endnu et løft, og det er godt nyt for - ikke blot thyboerne, men også den kommende sæsons mange turister.

I denne uge blev Clever A/S færdige med etableringen og udbygningen af alle de nye - og flere elladestandere - der har været undervejs siden udbuddet sidste år.

Der er etableret både nye og flere lade-standere i Agger, Vorupør og Klitmøller.
Clever har overtaget de otte 22 kW standere, der blev etableret Agger og Vorupør før sommerferien 2022 og har derudover udbygget kapaciteten, så der nu både er flere 22 kW ladepladser og to lynlade-pladser på 150 kW i hver af de tre kystbyer.

I praksis betyder det at eksempelvis Vorupør er gået fra fire standere til nu ni, som giver plads til at 18 biler kan tanke el på samme tid.

- Vi er både stolte og virkelig glade for, at det lykkedes at komme i mål med et så stort udbud, der sikrer både hurtig og god ladekapacitet langs hele kysten. Det er et decideret scoop, at vi nu står stærkt i de vigtige turistområder. Med de nye ladestationer har vi yderligere sikret vores position som en destination, man trygt kan vælge og det vil gavne Thy, siger Jens Kr. Yde, formand for Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune.

Samtidig er antallet af standere i Thisted også vokset. Ud over den nye el-tankstation, som åbnede på havnen ved Østerbakken i efteråret, er der sat fire 22 kW og fire 50 kW standere op på den kommunale parkeringsplads lige ved siden af tankstationen. Det betyder at 16 biler kan blive ladet op, mens ejerne gæster Thisted.

Hos ladeoperatøren Clever sætter man pris på samarbejdet med Thisted Kommune og på muligheden for at sikre relevant og offentlig tilgængelig opladning til kommunens borgere:

- I Clever arbejder vi hver dag på at gøre elbilen folkelig og for alle – uanset hvor du bor i landet, så skal det være nemt at få strøm på elbilen. Vi ved, at mange elbilister har efterspurgt bedre lademuligheder i Thy og omegn, og derfor er vi rigtig glade for, at vi sammen med Thisted Kommune nu har opgraderet ladeinfrastrukturen med en masse ladepunkter og gjort hverdagen nemmere for de borgere, som har en elbil og for dem, der overvejer at få en, siger Morten Kruse, Relationship Manager i Clever.

Godt nyt for turistsæsonen

De nye lade-muligheder er også sød musik i ørerne på Peter Krusborg, der er direktør for turismesamarbejdet Destination Nordvestkysten.

- Lade-mulighederne er et vigtigt parameter for turisterne. Nu signalerer Thy, at her kan man roligt komme uden, man behøver bekymre sig om, om bilen kan være klar til at køre hjem igen. Det giver en efterspurgt tryghed, og vi glæder os meget over, at kommunen går forrest med signalet om, at vi både vil og skal den grønne vej. Vi har brug for, at flere kommer med, men det er værd at bemærke, at Thy ligger forrest i feltet, siger turistdirektøren.

Vi vil den grønne omstilling, og målet er et vidt forgrenet lade-tilbud i Thy.

Jens Kr. Yde.

Fmd., Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Thisted Kommune

Nyt udbud i gang

Planerne for lade-muligheder i Thy stopper imidlertid ikke her.
Thisted Kommune har netop igangsat et nyt udbud, om etablering af lade-standere ved kommunale ejendomme. Det drejer det sig om minimum 67 standere. 53 på 22 kW og 14 på 50 kW.

Udbuddet er netop afsluttet, og der er flere tilbudsgivere, som har givet bud på at etablere ladestanderne. Opstillingen af ladestanderne bliver uden omkostninger for Thisted Kommune, og Kommunen er gået i dialog med de tilbudsgivere, der har givet de bedste tilbud på hver af de seks puljer.

Samlet set vil det give en endnu bedre lade-kapacitet og være med til at dække hele Thy ind, og det er vigtigt fastslår udvalgsformand Jens Kr. Yde.

- Vi vil den grønne omstilling i Thy, og der er en rivende udvikling i gang på markedet for elbiler. Derfor har det også været vigtigt for os at få endnu et projekt sendt i udbud. Denne gang med endnu flere decentrale placeringer. Målet er et vidt forgrenet lade-tilbud i Thy, siger Jens Kr. Yde.

Du kan læse mere om den grønne omstilling i Thy her.

De nye ladesteder
Efter aftale med Thisted Kommune har Clever A/S opstillet nye ladestandere her:
Thisted, Østerbakken, P-plads på havnen: fire nye 22 kW-standere og fire nye 50 kW-standere. Der er to udtag på hver stander.
Agger, P-pladsen ved Vesterhavsvej: Overtager de eksisterende fire 22 kW-standere. Opstillet en ny 150 kW-stander. Der er to udtag på hver stander.
Vorupør, Området ved købmanden og kirken: Overtager de fire eksisterende 22 kW-standere. Opstillet fire nye 22 kW-standere og en ny 150 kW-stander. Der er to udtag på hver stander.
Klitmøller, P-pladsen ved Ørhage: Opstiller fire nye 22 kW-standere og en ny 150 kW-stander. Der er to udtag på hver stander.

P-regler
Parkeringspladser tilknyttet ladestandere vil blive reserveret til ladende køretøjer, derudover skelnes der mellem to forskellige tidsbegrænsninger:
Normal / hurtiglader, vil blive tidsbegrænset til 3 timer parkering.
Lynlader, vil blive begrænset til 1 times parkering.