Findes i nord og syd
Gå-fællesskaberne foregår både i den nordlige og sydlige del af kommunen. De er et åbent tilbud til mennesker med mild til moderat demens og deres pårørende. Der er fastlagt kalender for mødegangene og stederne, og det er frivillige som med hjælp fra kommunens demenskoordinatorer står for dem.
Derudover er der et gå-korps på plejecentret Sct. Thøgersgaard i Vestervig. Det er for beboere med moderat og svær demens. Her er det også frivillige, som kommer og tager beboerne med ud på en tur.
Bedste initiativ for borgeren
På topmødet i sidste uge blev der uddelt i alt seks priser til demensvenlige initiativer. Thisted Kommune fik prisen i kategorien ”Årets Demensvenlige Initiativ for Borgeren”.
Det er andet år i træk at Thisted Kommune drager hjem fra demenstopmødet med en pris. Sidste år fik kommunen prisen indenfor kategorien Transporten med initiativet "Taxa i Thy – Med Smil & Håndsudrækning".