Den anden kursusdag er overskriften kropsro. Der er målet at skabe ro i nervesystemet. Det foregår gennem forskellige øvelser som bl.a. åndedrætsteknikker og mindfulness. Det kræver nemlig øvelse og tålmodighed at skabe ro i nervesystemet, når man er ramt af stresssymptomer, understreger de to undervisere.
Men både redskaberne og øvelserne er noget af det, deltagerne peger på, at de er utroligt glade for at få med videre.
- Jeg har næsten dagligt brugt åndedrætsøvelserne og flere andre af de teknikker vi har arbejdet med. De hjælper mig med at bevare roen, fortæller en tidligere deltager i sin evaluering og en anden skriver:
- Jeg har lært en masse, der har hjulpet med at åbne mine øjne for, hvor vigtigt det er at give mig selv tid og have mig selv foran. At mærke mine egne grænser og stole på, at det er mig, der ved bedst og har ansvaret for mit eget liv. Det er en proces, som aldrig slutter og som jeg kun lige er begyndt på. Jeg håber virkelig, jeg kan blive ved med at huske at have den i fokus.
Vilje til forandring
For underviserne er det vigtigt at understrege, at deltagerne skal være et sted i deres forløb, hvor de står med et ønske om at ændre på noget, for at det giver mening at være med på ”Tilbage på Sporet”.
- Man skal kunne mærke, at man vil forandringen, for ”Tilbage på Sporet” er et forløb, hvor man med udgangspunkt i sig selv, sparrer med de andre på kurset. Vi præsenterer dem for brugbare redskaber og teknikker i forhold til deres situation, men de skal selv tage styring og arbejde videre med det. Oplevelsen er, at det åbner deres øjne for en vej tilbage og langt de fleste finder en styrke i at være sammen med ligesindede om det, siger Henriette Odgaard Christensen.
Taknemmelighed gavner
Tilbage omkring bordet i kurseslokalet er sidste øvelse at arbejde med taknemmelighed. Al forskning peger nemlig på, at taknemmelighed har en række positive effekter på både mental og fysisk sundhed.
- Det kan virke ganske banalt, men gør det til en opgave, at du fx hver aften inden du går i seng kort skriver ned, hvad du er taknemmelig for lige præcis i dag? Det at føle og udtrykke taknemmelighed kan være bidragende til at vende både synet på os selv og vores syn på verden omkring os i en positiv retning, siger Henriette Odgaard Christensen.
Foråret byder på to nye hold. Første hold starter den 14. januar 2026.
Hvis du tænker, det er noget for dig, så er du velkommen til at tage kontakt til Helle Bunk Bisgaard på tlf. 9917 2317.