De er kommet fra nær og fjern. Koldby, Hanstholm, Bedsted, Vorupør og mange andre landsbyer i Thy.
Rundt omkring ved bordene går snakken, og der tales om alt lige fra ændring af lokalplaner, tiltrækning af børnefamilier og ansøgning af fondsmidler.
Alle i rummet er repræsentanter fra landsbyer i Thy. De er samlet til stormøde i det nye landsbynetværk Thy til Fælles.
I Thy til Fælles kan medlemmer blive klogere på rammerne for landsbyudvikling og blive inspireret af andres erfaringer og succeser.
Denne gang er det Vilsund, der lægger lokaler til.
Repræsentanter fra byen tager også scenen for at dele erfaringer om projektet med Cold Hawaii Inland, Søsportscenteret og byens nye legeplads, der tilsammen har skabt et helt nyt og spændende samlingssted for byens borgere og besøgende.
- Der er altid nogen, der gerne vil hjælpe. Det er noget af det, der er helt unikt ved Thy. Vi brænder for vores landsbyer, og vi kan lykkedes med mange ting, fordi vi har viljen til at yde en indsats, fortæller Flemming Jensen, der er formand for Søsportscenter Vilsund, fra scenen.
Netværk for udvikling
Thy til Fælles er et netværk, der er åbent for alle borger- og erhvervsforeninger i landsbyerne i Thy. Det er faciliteret af Thisted Kommune, fordi kommunen har et ønske om at få styrket samarbejdet om landsbyudvikling i Thy.
Det fortæller Ulrik Andersen, der er kommunaldirektør i Thisted Kommune.
- Der er så mange engagerede og kompetente ildsjæle i landsbyerne, som vi gerne vil samle, så vi kan drage nytte af hinandens erfaringer og viden. For landsbyerne er ikke konkurrenter - tværtimod. Hvis én lykkedes, har det en positiv effekt på hele egnen, der gør det nemmere for den næste landsby at lykkedes, siger han.
På nuværende tidspunkt er 49 byer på netværkets kontaktliste, og håbet er, at netværket vil vokse sig stærkere over tid.