Derudover er en vigtig del af projektet at genskabe områdets naturlige hydrologi. Det vil sige, at man fra Thisted Kommunes side genskaber vandløbets naturlige forløb og fjerner gamle dræn, så dele af området kommer til at stå under vand igen. Vandløbet, der i dag er rørlagt på en strækning på cirka 300 meter, bliver genslynget med gydebanker og skjulesten til vandløbets fisk og smådyr.
Det fortæller Tanja Bilde Binderup, der er sektionsleder for Landbrug og Natur i Thisted Kommune.
- I Thy har vi en lang række projekter i gang, der handler om at give naturen mere plads, og vi ved af erfaring, at vi får de bedste resultater, når vi samarbejder om løsningerne med andre lokale aktører. På den måde sikrer vi, at naturprojekterne giver den størst mulige værdi til et område - både i forhold biodiversitet, vandmiljø og friluftsliv.
Hør mere på et infomøde
På nuværende tidspunkt er projektet i sin spæde start, og det er vigtigt, at naboer og andre interesserede bliver inkluderet i processen.
Derfor inviterer Naturstyrelsen Thy og Thisted Kommune til et infomøde d. 27. maj fra kl. 19.00-21.00.
Mødestedet er musiklokalet på Tilsted Skole. Til en start vil der være en kort præsentation af projektet, hvorefter alle går i samlet flok til det område, hvor skoven skal anlægges. Det er en gåtur på cirka 10 minutter.
- Vi har mange idéer og visioner for området, men det nye skovrejsningsområde skal være et sted for alle, der bor i og omkring Thisted, og derfor er det vigtigt for os at få inddraget ønsker og tanker i den videre planlægning, siger Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen Thy.