Der skal både skabes kreative figurer, laves kostumer, leges, løses mordmysterier og spilles spil den her sommer.
Rollespilsforeningen ThyRF er nemlig blandt de mange foreninger i Thy, der arrangerer sommerferieaktiviteter for børn og unge.
Alle tilbuddene er at finde i et sommerferiekatalog, der bliver omdelt til skolebørn i Thy – enten i fysisk eller digitalt format.
For ThyRF er det vigtigt at være med til at bidrage og gøre det nemt og sjovt for børn og unge at prøve kræfter med forskellige typer af fællesskaber.
Det fortæller Gitte Frostholm Søe Larsen, der er formand i ThyRF.
- I vores forening er der virkelig plads til alle. Vi har et unikt fællesskab, der ikke er konkurrencedrevet, og vi håber, at der er rigtig mange, der har lyst til at komme og se, hvor mangfoldigt tilbuddene i foreningen er, og hvad rollespil kan, fortæller hun.
En indgang til sunde fællesskaber
Det er helt på linje med formålet med sommerferieaktiviteterne, der netop er at give børn og unge en indgang til sunde fællesskaber og nye oplevelser - både alene og sammen med familien.
Det fortæller Peter Emil Tikøb Højlund, der er leder for Fritid i Thisted Kommune.
- Det er helt fantastisk, at vi kan samarbejde om at skabe så fedt et tilbud til børn og unge i sommerferien. Og alle kan være med. Der er enkelte ting, der koster penge at deltage i, men der er også et stort udvalg af gratis aktiviteter, fortæller han.
I år er der 31 folkeoplysende foreninger, der er med til at skabe sjove og underholdende aktiviteter i sommerferien. Derudover er der også bidrag fra haller og kulturinstitutioner.
Plads til alle
Foreningerne, der bidrager til sommerferiekataloget, får et tilskud fra Folkeoplysningsudvalget. Derudover giver sommerferiekataloget også foreningerne noget synlighed, der måske kan ende ud i nye medlemmer.
Det er også håbet hos ThyRF, der i dag har 33 medlemmer.
- Vi vil meget gerne være mere synlige, fordi vi tror på, vi er en forening, der kan samle nogle børn og unge op, der måske ikke bliver fanget af det øvrige foreningsliv i Thy. Derudover er vi også med, fordi vi rigtig gerne vil bidrage til at løfte fællesskabet i Thy generelt, siger Gitte Frostholm Søe Larsen.
I ThyRF er der både figurrollespil, bordrollespil og liverollespil. Der er også medlemmer der mødes og spiller Magic Cards, Pokemon-kort osv.
Og det er ikke kun indholdet i aktiviteterne, der spænder bredt – det samme gør alderssammensætningen og livsvilkårene blandt medlemmerne.
- Det yngste medlem, der har været i kostume, er fire år, mens det ældste medlem for længst er pensioneret. Vi har også personer i kørestol med, hvor vi finder en måde at få det ind i historien på. Jo flere karakterer, jo federe er det - også i skabelsesprocessen, fortæller Gitte Frostholm Søe Larsen.