Erhverv

Unikt el-kursus skaber nye arbejdsliv

Publiceret 11-06-2025

Et særligt samarbejde giver faglærte og ufaglærte kompetencerne til at kunne arbejde med el i industrien. Én af kursusdeltagerne er 30-årige Morten Birk Gasberg.

Han har egentlig altid været glad for sit job som slagteriarbejder.

Men for nogle år siden begyndte 30-årige Morten Birk Gasberg alligevel at spekulere på, om han skulle lave et fagligt skifte.

- Jeg var allerede færdiguddannet slagteriarbejder som 19-årig, og jeg kunne mærke, jeg havde lyst til at prøve noget andet. Jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, og det begyndte også at blive hårdt for min krop, fortæller han. 

Men ønsket om at lave et skifte i sit arbejdsliv var ikke lige til for Morten Birk Gasberg.  

- Jeg har to børn og økonomiske forpligtelser, så det var svært for mig at se, hvordan jeg skulle komme videre, fortæller han. 

Svaret kom, da Morten Birk Gasberg hørte om et særligt samarbejde mellem Jysk Elteknik, Tican – som var Mortens daværende arbejdsplads – Jobcenter Thisted og Skive College. 

Partnerne har i fællesskab lanceret et nyt kursusforløb, hvor ufaglærte og faglærte fra andre brancher kan opgradere deres kompetencer inden for el, så de kan arbejde som såkaldte el-supporterer i industrien. 

Kurset varer kun 17 uger, og Morten Birk Gasberg kunne få løn som voksenlærling undervejs. 

- Jeg har altid interesseret mig for el, og det var en kæmpe fordel mig, at jeg kunne få løn undervejs. Det gjorde det til en reel mulighed og var med til at skubbe mig videre, fortæller Morten Birk Gasberg.    

Efterspurgte hænder

Idéen om det nye kursus opstod hos Jysk Elteknik, der oplevede så stor en efterspørgsel, at deres elektrikere ikke kunne følge med. 

Det fortæller Jesper Overgaard, der er administrerende direktør i Jysk Elteknik: 

- Det her kursus giver os en gruppe af mennesker med nogle specifikke kompetencer. De kan for eksempel håndtere vedligehold og service af industrianlæg, og det frigiver tid hos vores elektrikere til at løse de mere komplekse opgaver, fortæller han. 

De forskellige parter har hver især haft stor betydning for, at det er lykkedes at stable kurset på benene.  

Jobcenter Thisted har bidraget med at finde egnede kandidater. Tican har hjulpet med udarbejdelsen af kurset og tilbudt at tage kursister i praktik. Jysk Elteknik har bidraget med økonomi til initiativet og jobmuligheder for nogle af kursisterne, mens Skive College har oprettet kurset og står for undervisningen. 

- Det her er kun lykkedes, fordi alle parter har vist en stor velvillighed og haft modet til at gå innovativt til værks for at øge arbejdsudbuddet, fortæller Jesper Overgaard. 

Undervisning og praktik

Selve kurset er et såkaldt AMU-forløb. Kurset består af 16 ugers teoretisk og praktisk undervisning på Skive College og én uges praktik på Tican. 

- Kurset er primært relevant for personer, der har erhvervserfaring, og de fleste har allerede en teknisk eller håndværksmæssig uddannelse at bygge videre på, fortæller Jesper overgaard. 

Størstedelen af kursusdeltagerne var ledige ved kursus-start, mens de resterende – af forskellige årsager - har sagt et andet arbejde op. 

For Morten Birk Gasberg gav det rigtig god mening at sige sit job op for at nå nye kompetencer. Han er sikker på, det giver ham en større jobsikkerhed på den lange bane. 

- Det har indtil videre været rigtig lærerigt og spændende, og jeg tror på, at det her kursus kan åbne dørene til mange forskellige typer af virksomheder. Det er i hvert fald en stilling, rigtig mange kunne have gavn af at få tilknyttet, siger han.  

Når forløbet af slut i uge 27, forventer Jysk El-Teknik som minimum at kunne ansætte fire kursusdeltagere. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes