Nye levesteder

Flagermus er flyttet ind i bunkers

Publiceret 04-07-2025

Et projekt i Thy er lykkedes med at skabe overvintringssteder til truede arter af flagermus på en utraditionel måde.

De bunkers, tyskerne efterlod langs Vestkysten i Thy, har fået nye fredelige beboere.  

Ved hjælp af særligt udviklede trækasser er det lykkedes at gøre fire udvalgte bunkers til overvintringssteder for flagermus.  

Det er resultatet af en indsats, der blev sat i gang i 2022, hvis formål var at sikre flere levesteder til flagermus i Thy. 

Det fortæller Anja Sørensen, der er biolog og projektleder i Thisted Kommune.  

- Vi er meget glade for at se, at den her lidt utraditionelle idé har vist sig at gøre en forskel for de stærkt beskyttede flagermusarter, der har hjem i Thy. Det gælder for eksempel damflagermusen, som vi har en særlig forpligtigelse overfor, fortæller hun. 

Færre levesteder

Flagermus har brug for steder, der er mørke, frostfri, forholdsvist rolige, fugtige og i læ. Det kan for eksempel være gamle, hule træer, utætte lader eller andre udhuse. Men de levesteder bliver der færre af, og det er rigtig svært at finde egnede erstatninger. 

Derfor giver det rigtig god mening at forsøge sig med bunkers, fortæller Anja Sørensen.  

- Her har vi et rum, der ikke har en funktion i dag, hvor vi forholdsvist simpelt kan skabe de betingelser, flagermus har brug for, fortæller hun.  

Idéen opstod i forbindelse med et projekt, hvor flagermusbestanden i Nationalpark Thy skulle registreres. Her kunne man se, at der sad enkelte flagermus i loftet af en bunker, selvom der ikke var noget oplagt, de kunne hæfte sig fast i på den glatte beton.  

I et forsøg på at gøre stederne mere egnede for flagermus installerede man bl.a. et hult betonrør og en særligt udviklet trækasse med riller i de fire bunkers.  

- De bruger ikke rørene, men vi kan se, at kasserne bliver brugt, og at der er flere flagermus, der bruger de fire bunkers som overvintringssted. Der sidder typisk mellem 2-5 flagermus i hver kasse, fortæller Anja Sørensen.  

Resultaterne af indsatsen er blevet vurderet på helt simpel manér. 

- Når vi ved, flagermusene er i dvale midt vinter, så lister vi ind i de fire bunkers med en lommelygte i dybeste stilhed og kigger op i kasserne, hvor vi kan se, de sidder og putter sig, fortæller Anja Sørensen.  

Kasser kan gøre en forskel

De positive erfaringer med trækasserne har givet en ny viden om, hvordan man kan hjælpe flagermusarterne, og Anja Sørensen håber, at der også er private, der synes, det er et sjovt projekt at lave overvintringssteder til flagermus derhjemme.  

- Ligesom der er nogle der kan lide at følge med i fugleliv, bygger insekt-bo og huler til pindsvin, så er de her kasser også så simple, at alle kan være med. Og flagermus ødelægger ikke noget, og de forstyrrer heller ikke, når de overvintrer. Her er de helt rolige og i hi, fortæller hun.  

Initiativet i bunkerne er realiseret i et samarbejde med Biologisk Forening Nordvestjylland.  

Designet på trækassen er udtænkt af Hans Baagøe, der forsker i flagermus på Københavns Universitet.  

Sådan ser det ud

Kom med tilbage til 2022, hvor flagermuskasserne blev monteret.

Guide: Byg din egen flagermuskasse

Du kan være med til at gøre en forskel ved at lave din egen flagermuskasse. Den skal hænges op et sted, der er mørke, frostfri, forholdsvist rolige, fugtige og i læ.

Beskrivelse af materialer

Målene nedenfor er vejledende. Du kan både bygge større og mindre flagermuskasser. Det er dog afgørende, at renderne imellem brædderne er 2 cm tykke. 

Vær opmærksom på, det er vigtigt, at det træ, du bruger, er ru, så flagermusene kan hænge fast. 

  • 1 stk. bagplade: 2-3 cm x 15 cm x 100 cm
  • 1 stk. centralt bræt: 2-3 cm x 30 cm x 100 cm
  • 2 stk. sidebrædder: 2-3 cm x 15 cm x 100 cm
  • 8-10 stk. klodser: 2 cm x 10 cm x 4 cm
  • Kroge og snor eller skruer til montering. 

Sådan gør du

  • Monter det centrale bræt på højkant midt på bagpladen.
  • Monter de to sidebrædder på højkant på bagpladen, så der er en rende/mellemrum på to cm mellem sidebræt og på bagpladen.
  • Monter klodserne mellem sidebræt og centralt bræt med cirka 20 cm. afstand. 

Montering

Kassen skal monteres cirka 10 cm nede fra loftet. Den den konteres med kroge og snore, vinkel-beslag eller direkte på væg.

Bagpladen skal vende opad, og de 2 cm tykke render, skal vende nedad.  

Fakta om flagermus 

Flagermus er stærkt beskyttet, og Thisted Kommune har en helt særlig forpligtigelse til at sikre deres udbredelse og levesteder.  

I forbindelse med nedrivningssager skal Thisted Kommune for eksempel altid vurdere, om det kan påvirke flagermus.  

Flagermusens levesteder bliver færre og færre, fordi vi fælder gamle træer og river gamle og dårligt isolerede bygninger ned. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes