Frit Ældreliv

Træning hjemme giver styrke og livsmod

Publiceret 01-12-2025

Med et digitalt træningsprogram rykker træning af borgere i stigende omfang ud i hjemmene. Erfaringen er, at den type træning fastholder evnen til selv at kunne.

- Det nemmeste er at blive siddende…men det er jo ikke det bedste! 

Mona Møller Larsen står ved sit køkkenbord. Hun er i gang med at lave høje knæløft. 10 til hvert ben.  Ved siden af hende står social- og sundhedshjælper Brian Thinggaard med en Ipad. På den har han Monas personlige træningsprogram fra ExorLive. Det er navnet på programmet, de bruger, hvor små videoer viser de seks øvelser, der pt er en del af Monas træning. Hun fokuserer lige nu på ben og balance.

Hvad er ExorLive? 

  • ExorLive er et digitalt træningsprogram, hvor man laver øvelser ud fra et program man får lavet sammen med en fysioterapeut. 
  • Brugen af programmet har kørt som et projekt i Thisted Kommune siden 2024. 
  • Projektet er blevet muligt med støtte fra bl.a. EU. 

- De øvelser Mona laver, er valgt specielt til hende i samarbejde med en fysioterapeut. Sådan er det hos alle de borgere, som vi assisterer med træning to til tre gange i ugen. De har deres helt eget program tilpasset det, de har brug for at styrke. Min opgave er at støtte dem under træningen og hjælpe, hvis der er noget, som er svært, siger Brian Thinggaard. 

Støtte fra hjemmeplejen

Forløbet, som det Mona Møller Larsen er i, tilbydes til borgere, der modtager personlig hjælp og pleje eller hjælp og støtte til praktiske opgaver i hjemmet. De er målgruppen, fordi de særligt kan have gavn og glæde af træning sammen med en medarbejder fra hjemmeplejen.

- Det er en god støtte at få. Brian giver lige det puf til, at jeg får lavet det hele. Alene kan jeg finde på alle mulige undskyldninger for at holde pause eller stoppe, siger Mona Møller Larsen.

Hun har været gennem både operation og et meget langt sygdomsforløb, og lider derudover af leddegigt.

Mona Møller Larsen er meget glad for muligheden for at træne hjemme og hun har sat et mål om, at hun gerne vil blive så stærk, at hun kan tage trappen op til sin 1. sal.

- Formålet med indsatsen er at forbedre eller vedligeholde borgernes funktionsniveau, så de i højere grad kan klare dagligdagsopgaver på egen hånd. Dette kan være med til at styrke deres selvstændighed og øge livskvaliteten gennem større selvhjulpenhed i hverdagen, forklarer Tina Bach Thomsen, der er leder af Træning og Rehabilitering i Thisted Kommune.

Gode erfaringer

Indsatsen begyndte som et kommunalt projekt i 2024, men er nu blevet et fast redskab i genoptræningsindsatsen, da erfaringerne er rigtigt gode.

Tina Bach Thomsen er leder af Træning og Rehabilitering i Thisted Kommune.

- Vi kan på nuværende tidspunkt se at 90 procent af de borgere, der gennemfører træningsforløbet med ExorLive, vedligeholder eller forbedrer deres funktionsevner. Det vil sige, at de efter et træningsforløb, i højere grad er i stand til at udføre dagligdagsaktiviteter som f.eks. at tage bad, gå, klæde sig på, lave kaffe og andre ting i hjemmet, fortæller Tina Bach Thomsen. 

Monas mål

Mona er i dagens halv time lange program nået til træning i at gå på sin trappe. Det er absolut det, hun både synes er sværest og hårdest. Det er over et år siden, hun selv har været ovenpå i sit hus i Vildsund. Hun kommer heller ikke derop i dag, men det går fremad. Fem trin op og ned igen, to gange.

- Jeg har et mål om at komme helt op, og jeg kan også mærke, at jeg bliver stærkere, så jeg fortsætter…og prøver at være tålmodig, siger hun.

Læs mere om træning og rehabilitering

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes