Landskabet kommer til at ændre sig i fremtiden. Også i Thy. Nye skove, mere sammenhængende natur, større biodiversitet og sundere fjorde og kyster.
Det bliver det tydelige aftryk den grønne trepart kommer til at sætte.
Og nu er omlægningsplanen klar for, hvordan vi i Thy vil arbejde med målsætningerne i den grønne trepart. Det fortæller Niels Jørgen Pedersen, der er borgmester i Thisted Kommune:
- Vi ser konturerne af store, værdifulde og sammenhængende naturområder i Thy, der kan gøre en reel, tydelig og meget mærkbar forskel for biodiversiteten og vandmiljøet. Nu starter arbejdet med at gå fra visioner til konkrete projekter, og det skal ske gennem frivillige aftaler med lodsejerne, siger han.
Thisted Kommune er en del af to lokale treparter, hvor repræsentanter fra landbruget og Danmarks Naturfredningsforening sidder med. De to lokale treparter er Limfjorden og det nordlige Kattegat og Skagerrak. Ud af de to er det den lokale trepart for Limfjorden, der har betydning for landskabet i Thy.
I den lokale trepart for Limfjorden fremgår det, at vi opnår 100 procent af kvælstofindsatsen i Kås Bredning, Løgstør Bredning og Nissum Bredning ved at tage landbrugsjord ud af drift og omdanne det til natur.
Realiserbarhed i fokus
I Thisted Bredning er udfordringen en anden. Her vil Thisted Kommune nå 74 procent af kvælstofindsatsen ved at tage landbrugsjord ud af drift og omdanne til natur. De resterende 26 procent af kvælstofindsatsen skal stadig indfries ved Thisted Bredning, så man kommer helt i mål. Men her vil Thisted Kommune undersøge, om der kan tages andre redskaber i brug end arealomlægning.
Det er f.eks. regulering af brugen af kvælstof på landbrugsarealerne i oplandet til Thisted Bredning. Derudover skal Kystvandrådet for Thisted Bredning gennem en treårig periode kigge på yderligere muligheder og virkemidler.
Niels Jørgen Pedersen fortæller, at det er en bevidst og velovervejet beslutning ikke at indtegne 100 procent i omlægningsplanen for Thisted Bredning.
- Målstregen flytter sig ikke – vi tager bare en anden vej derhen. Vi mener, det giver det bedste fundament for arbejdet med den grønne trepart, at vi forhandler med et landbrug, der også kan se det realiserbare i projektet. Tegner vi 100 procent ind i kortet, har vi at gøre med så højproduktiv landbrugsjord, at vi ikke har en chance for at forhandle frivillige aftaler hjem, siger han.
Allerede i gang
I alt har Thisted Kommune indtegnet ca. 13.000 hektar i omlægningsplanen. Heraf ligger de ca. 8.100 hektar i oplandet til Thisted Bredning. De resterende 26 procent af kvælstofindsatsen for Thisted Bredning ville kræve, at man tog yderligere ca. 4.500 hektar landbrugsjord ud af drift i Thy.
Nu ser borgmesteren frem til, at ambitionerne i omlægningsplanen skal føres ud i virkeligheden.
- Det bliver et stort arbejde, men længe inden, der var noget, der hed grøn trepart, har landbruget i Thy samarbejdet med os om at tage lavbundsarealer, der udleder store mængder CO2, ud af drift. Jeg er sikker på, at den velvilje, og de erfaringer, vi har gjort os sammen, bliver taget med videre i det her arbejde, siger han.
Kvælstofmålet i den grønne trepart skal være nået i 2027. Lavbundsindsatsen skal være i mål i 2030, og skovrejsningsindsatsen skal være i mål i 2045.