Kongeligt besøg

Her er gaven til Kongeparret

Publiceret 26-08-2025

D.M. Konge og Dronningen fik under den officielle modtagelse overrakt en eksklusiv miniature-skulptur af et særligt vartegn i Thy.

Kongeparret får et særligt minde med hjem fra besøget i Thisted Kommune.  

Under den officielle modtagelse på Det Gl. Rådhus fik Kongeparret – traditionen tro - overrakt en gave.

Gaven er en mini-bronzeskulptur af Thisted Pigen, der har været et vartegn i Thisted siden 1956.  

Thisted Pigen i sin virkelige størrelse er lavet af billedhugger Henning Wienberg Jensen, der selv var fra Thisted.   

Han modtog i 1948 Kunstakademiets lille guldmedalje for figuren, der på dette tidspunkt blev navngivet ”Stående nøgen pige”.  Faktisk fortælles det, at denne pris blev overrakt af Kongens morfar, Hans Majestæt Frederik IX.  

Thisted Pigen, som skulpturen hedder i dag, står i sin fulde figur ved Thisted Kystvej og skuer ud over fjorden. 

Miniature-skulpturen, der blev overrakt til Kongeparret, findes i meget få eksemplarer. Den uddeles til "Årets Thybo" en gang om året af Sparekassen Thy, der også har doneret eksemplaret til Kongeparret.

Ved overrækkelsen stod gaven i en trækasse, der var fremstillet til lejligheden af Elmelund, som er et socialpædagogisk tilbud i Thisted 

På Elmelund arbejder de både med Bostøtte, botræning, erhvervsafklaring, særligt tilrettelagte uddannelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes