Frit ældreliv

Sådan sikrer vi sygeplejen

Publiceret 30-09-2024

Hjemmeplejen i Thisted Kommune forbereder sig på en fremtid, hvor antallet af ældre over 80 år stiger, og hvor antallet af sygeplejersker falder. Særligt to indsatser skal sikre, at man som borger i kommunen - også i fremtiden - kan modtage sygepleje.

Fra 1. oktober tager hjemmesygeplejerskerne i Thisted Kommune en ny arbejdsgang i brug. Den nye arbejdsgang skal hjælpe med at finde ud af hvilke borgere, der er egnede til at modtage dosispakket medicin.

Hver anden uge levere Apoteket i Hurup dosispakket medicin hjemme hos Bodil Agnete Hørup. Medicinen er pakket af en maskine i små plasticposer, og på posen er der trykt indhold, dato og tidspunkt for, hvornår medicinen skal indtages. Tidligere fik Bodil Agnete Hørup besøg af hjemmesygeplejen hver anden uge, og medicindoseringen foregik ude hos hende. Dengang blev pillerne doseret af en sygeplejerske, der manuelt optalte og fordelte pillerne i pilleæskerne.

Ny arbejdsgang

Den dosispakkede medicin er én af de ting, som skal være med til at sikre, at Thisted Kommune også i fremtiden kan yde sygepleje til dem, der har behov for det.

Fra 1. oktober tager hjemmesygeplejerskerne i Thisted Kommune derfor en ny arbejdsgang i brug. Den nye arbejdsgang skal hjælpe med at finde ud af hvilke borgere, der er egnede til at modtage dosispakket medicin, så sygeplejerskerne ikke længere skal bruge arbejdstid på manuel medicindosering ude hos cirka 1.000 borgere i løbet af en to-ugers periode, sådan som de gør i dag.

- Vi ser ind i en fremtid, hvor vi bliver presset på udviklingen i befolkningen. Vi bliver markant flere ældre, mens vi samtidig bliver færre i den arbejdsdygtige alder, og vi bliver ramt af de samme rekrutteringsudfordringer til plejeområdet, som resten af landet, så vi står med en vigtig opgave med at prioritere vores ressourcer og sikre, at vi kan hjælpe de mest sårbare og dem med det største behov, siger Anne Fink, chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune.

 

Sygeplejerskerne i hjemmeplejen i Thisted Kommune besøger i dag omkring 1.000 borgere to gange hver måned for at dosere medicin til dem. Med dosispakket medicin, som apotekerne står for, kan sygeplejerskerne frigøres til at løse andre plejeopgaver, og det er der brug for i fremtiden.

Politisk opbakning

Den nye arbejdsgang omkring dosispakket medicin er blevet til på baggrund af en besparelse på en mio. kr. på sygepleje fra 2025. Med besparelsen fulgte en politisk beslutning om, at pengene skal spares ved at bruge dosispakket medicin.

Ud over at dosispakningen frigør sygeplejersker til andre opgaver, så er det samtidig en meget mere sikker løsning for borgerne. Ifølge Danmarks Apotekerforening er der kun risiko for fejl i to ud af 1 mio. dosispakkede poser, mens der er risiko for fejl i op til 40.000 ud af 1 mio. manuelle doseringer.

Derudover nævner leder af hjemmeplejen i Thy, Nina Odde, også andre fordele ved den løsning:

- Den er mere hygiejnisk, fordi den er maskinelt pakket. Det er mere brugervenligt, fordi man kan se hvad der er i den enkelte pose. Selvom det koster et gebyr at modtage dosispakket medicin, vil mange opnå en besparelse, fordi der kun betales for den medicin, der bliver brugt, og borgeren har færre udgifter til kasseret medicin. Borgere vil med dosispakket medicin desuden spare udgiften til dyre doseringsæsker, siger hun.

Tilfreds med løsningen 

Bodil Agnete Hørup fra Hurup er glad for sin dosispakkede medicin. Hun kunne i dag ikke ønske sig en anden løsning:

- For mig var det nemt at starte med den dosispakkede medicin, og Apoteket leverer lige til min gadedør. Det gør mig tryg, at jeg kan se præcis hvornår jeg skal tage medicinen og hvad der er i poserne, fortæller hun om sit valg af dosispakket medicin, siger hun. 

Der er ingen som overgår til dosispakket medicin uden en forudgående samtale og uden en lægelig vurdering af, om det er muligt. I de tilfælde, hvor dosispakket medicin ikke er en mulighed vil hjemmeplejen fortsat dosere denne medicin manuelt.

Dosispakket medicin kommer i små plastlommer på en rulle med angivning af tidpunkt for, hvornår pillerne skal tages, og hvad hver lomme indeholder.

Fra veje til pleje

Ud over øget brug af dosispakket medicin, skal en bedre brug af kommunens 11 sygeplejeklinikker i de kommende år også frigøre sygeplejersker til andre opgaver – fx pleje af døende i eget hjem.

I dag bruger de ansatte i hjemmeplejen mange timer på landevejene. Hver måned kører hjemmeplejens biler omkring 200.000 km. Det betyder at plejepersonalet bruger en stor del af deres arbejdstid bag rattet, bl.a. på at køre ud til medicindoseringen hos borgerne.

Flere borgere vil i fremtiden blive tilbudt hjælp til medicin-dosering i en af hjemmeplejens sygeplejeklinikker, som ligger geografisk spredt. Når borgere kommer i en sygeplejeklinik, sparer hjemmeplejen køretid, tid der i stedet kan bruges på sygepleje til kommunens borgere

Hver sygeplejeklinik er bemandet af få medarbejdere, hvilket betyder, at de borgere der kommer i sygeplejeklinikkerne næsten altid, vil møde den samme medarbejder. Når en borger skal komme i en sygeplejeklinik, aftales et tidspunkt og der er derfor sjældent ventetid.

Hjemmeplejen har sygeplejeklinikker i Hurup, Hundborg, Hanstholm, Frøstrup og i Thisted på Dragsbækcentret og på Industrivej.

Læs om det frie ældreliv i Thy her 

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Hvad er dosispakket medicin?

Dosispakket medicin betyder, at en maskine på apoteket pakker medicinen i stedet for de ansatte i hjemmeplejen. Apoteket følger altid lægens ordination.

Medicinen pakkes i små ”lommer” på en rulle med angivelse af indhold, dato og tidspunkt for indtagelsen.

Borgeren henter medicinen på apoteket eller får apoteket til at bringe det til deres hjem.

 

Det sker der 1. oktober

Fra 1. oktober træder en ny arbejdsgang i kraft i hjemmeplejen i Thisted Kommune.

Det betyder, at:

  • Flere borgere vil overgå til dosispakket medicin – helt eller delvist.
  • Flere borgere vil få medicinen manuelt doseret i en af hjemmeplejens 11 sygeplejeklinikker.
  • I stedet for dosering til 14 dage, vil der blive doseret til fire uger, når det er muligt.
  • Hvis hjemmeplejen skal dosere borgers medicin, skal der altid være ekstra medicin i beholdningen, så man dermed ikke risikerer restdoseringer.
  • Borgeren skal ikke købe doseringsæsker før opstart af hjælp til medicindosering.