For Inge Diget er det vigtigt, at der er god tid til hver enkelt. Nogle bliver klippet på deres stuer, andre – som Jens Vegeberg – ude i fællesrummet, hvor der også foregår andre ting.
Hun arbejder ikke efter en fast tidsplan, men i stedet med tid og stor tålmodighed. Det handler om at være i øjenhøjde med beboerne.
- Jeg har lært meget om, hvor vigtig øjenkontakt er. Når man bliver ramt af demenssygdom, så reduceres evnen til at kommunikere, og når det bliver svært at forstå og bruge sproget, så bliver det nonverbale og mimik fx vigtigt. Så kan man bedre aflæse en situation i fx et ansigt, så den del gør jeg meget ud af, og jeg kan mærke, at det giver dem noget ro, forklarer Inge.
Trygge rammer for nærvær
Selvom hun hver gang ved, hvem der skal klippes, er det altid beboernes dagsform, der afgør, hvad der lader sig gøre. Undervejs bruger hun god tid på småsnak, hun holder en pause, hvis der er noget, som driller, og beboeren får et lille klem på hånden eller armen undervejs. Det handler for frisøren om at møde mennesket med demens der, hvor de er.
- De pårørende giver udtryk for, at de er glade for ordningen, og mange er søde til at have hængt et foto i stuen af, hvordan deres familiemedlem så ud som yngre. Det giver mig noget at arbejde ud fra, når det kommer til frisuren, siger hun.
Ved bordet sidder nu en nyklippet Jens Vegeberg, og mens han og Inge Diget får en snak om at danse i Østerild Multicenter, som de begge kender godt, dukker næste kunde op.
- Har du klippet mig før? spørger Erik Oddershede.
Det bekræfter Inge Diget.
- Det har jeg Erik, men jeg kan se, at du trænger til, at jeg gør det igen.
Find mere information om demens her