Mental sundhed

ABC giver livsglæde til udsat gruppe

Publiceret 18-11-2024

En midtvejsevaluering har vist, at de såkaldte ABC-forløb gør en stor forskel for deltagerne, der kæmper med enten psykiske lidelser eller sårbarheder.

Jens er en af de borgere, der har haft stor gavn af ABC-forløbet.

En ny type gruppeforløb i Thisted Kommune fokuserer på deltagernes mentale sundhed gennem aktiviteter og fællesskaber med andre.  

Og det gør en stor forskel for deltagerne mentale sundhed.  

Det er en af konklusionerne i en midtvejsevaluering af ABC-forløbene, som er et projekt, Thisted Kommune deltager i. 

ABC-forløbene handler om, hvordan vi som mennesker kan styrke vores mentale sundhed ved at gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt. 

Evalueringen, der er udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser blandt andet, at deltagerne oplever en betydelig forbedring af deres trivsel og livskvalitet, og at de i højere grad deltager i socialt samvær.  

Det er virkelig fantastisk at se, at ABC-forløbene har så stor en positiv effekt for deltagerne. På papiret kan de ting, som deltagerne opnår via ABC, måske se små ud. Det kan være selv at tage bussen eller at komme ud at sin lejlighed hver dag. Men for den enkelte er det en kæmpe sejr, som gør en stor forskel i deres liv, fortæller Hanne Brogaard Christensen, der er fagkoordinator og facilitator på ABC-forløbene.  

En dør tilbage til samfundet 

En af de deltagere, for hvem ABC-forløbene har gjort en forskel, er Jens, der lever med diagnosen paranoid skizofreni. Jens er ikke hans rigtige navn, men har en fortid, der gør, at han ønsker at være anonym. 

I en årrække har han levet et liv helt ude på kanten af samfundet i København, hvor han levede med et misbrug af stoffer. Han endte med at flytte til Hurup, hvor han blev clean, men han havde det stadig ikke godt. Udover diagnosen paranoid skizofreni kæmpede han også med angst og depression. 

I Jens’ tilfælde har ABC-forløbet givet ham en dør tilbage til samfundet. Tidligere gik han kun udenfor sin lejlighed, én gang i ugen for at handle, og han havde meget begrænset interaktion med andre mennesker. 

- Verden var blevet et farligt sted for mig, og jo mere jeg isolerede mig, jo farligere virkede den. Det er sådan en ond spiral, jeg var endt i. Nu er jeg ude hver dag. Jeg tager på ture ind til Thisted. Jeg tør at være mere social, og jeg har mødt nogen, jeg kan være social sammen med, siger han. 

Bygger på ABC for mental sundhed 

ABC-forløbene tilbydes til mennesker, der på den ene eller anden måde kæmper med psykiske udfordringer eller lidelser.  

Her får de hjælp til at blive bevidste om, hvad der styrker deres mentale sundhed, og hvordan de kan få de ting ind i hverdagen.

- Selvom det kan lyde enormt simpelt og banalt, så kan vi se i de her ABC-forløb, at der er et stort behov for at italesætte det og skabe et rum, hvor den enkelte kan mærke efter, hvordan de skal bruge de værktøjer i deres eget liv, siger Hanne Brogaard Christensen. 

For nogle kan det handle om at løbe en tur, mens det for andre kan være at læse en bog i sofaen. Nogle har stor gavn af og behov for at være i et stort fællesskab, mens andre har det bedst, når de taler med vennerne online. 

Det kan også være meget forskelligt, hvad der giver os en følelse af meningsfuldhed.  

- Den indsigt i ens egne behov kan være enormt svær at mærke for os alle - også personer med for eksempel depression, angst, skizofreni osv. Det hjælper ABC-forløbene dem med, siger Hanne Brogaard Christensen. 

Undervejs i forløbet arbejdes der også målrettet med social inklusion og brobygning til blandt andet foreningsliv og uddannelse.  

Håb og drømme for fremtiden 

For Jens er den mest mærkbare forskel, at han har fået et større geografisk område, hvor han er tryg ved at færdes. Han har altid kæmpet med, at han nemt mister orienteringen og bliver angst, når han færdes ude.  

Nu har han en håndfuld lokationer i Thisted, han selv kan finde hen til, og han har endda været en tur til Aalborg i bus sammen med nogle venner.  

- I stedet for at kigge ned i jorden, kan jeg nu se på mennesker, og nogle af dem smiler til mig. Nu ser jeg også velkendte ansigter, som jeg blandt andet har mødt i ABC, som jeg kan sige hej til.  Det lyder måske ikke af så meget, men hvis man har gået i en måned og kukkeluret uden at hilse på nogen, så betyder et smil eller en hurtig snak utroligt meget, siger han. 

ABC-forløbene er en del af et treårigt projekt under Socialstyrelsen, som seks kommuner deltager i. Målgruppen er bred, og de mål, de gerne vil opnå, er også meget forskellige.  

Undervejs i projektperioden har deltagerne i forløbet svaret på forskellige spørgeskemaer, og det er den data, der ligger til grund for midtvejsevalueringen, som viser foreløbige resultater og tendenser, der altså ser meget lovende ud.  

Jens er i hvert fald ikke i tvivl om, at ABC-forløbet har gjort en stor forskel i hans liv. Han tror på, at han kan fortsætte sin stabile periode, hvor han holder fast i at gøre de ting, der styrker hans mentale sundhed. Derudover har han helt konkrete drømme, han håber på at opnå. 

- Jeg vil rigtig gerne flytte til Thisted og måske endda få et lille arbejde i nogle timer om ugen. Der er stadig lang vej derhen, men jeg tør at sige det højt, og efter ABC tror jeg også på, at det kan lade sig gøre, siger han.  

Projektet med ABC-forløbene løber fra januar 2023 til december 2025.  

Udover Thisted Kommune deltager Jammerbugt, Holstebro, Nordfyn, Sorø og Roskilde kommuner også i projektet.

Fakta om forløbet

Et ABC-forløb varer 20 uger, hvor deltagerne mødes i gruppen 2-2,5 time hver uge.  

Der er i alt 22 gruppemøder.  

Derudover er der individuelle vejledninger med en kontaktperson.  

Hvert hold har maksimalt 10 deltagere. 

Forløbene kører i Daghuset, der er et Dagtilbud til personer med psykisk lidelse eller sårbarhed. 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

ABC for mental sundhed

Forskningsprojektet ABC for mental sundhed handler om at oplyse befolkningen om, hvad man selv kan gøre for at fremme egen og andres mentale sundhed.

ABC for mental sundhed er inspireret af den vestaustralske indsats Act-Belong-Commit. 

På dansk er de tre indsatser omsat til: 

  • A: Gør noget aktivt
  • B: Gør noget sammen
  • C: Gør noget meningsfuldt

Yderligere info om ABC for mental sundhed

Resultater fra midtvejsevalueringen

Du kan læse mere om resultaterne i midtvejsevalueringen her:

Link til evalueringen