Fodbold er for alle og i en sportsklub i Snedsted, er de nu gået ind i et samarbejde med Trombakken, der er Thisted Kommunes skole for specialtilbud, om at skabe et idrætstilbud for børn og unge med udfordringer som autisme, ADHD, udviklingshandicap eller cerebral parese (spastisk lammelse).
Erfaringen er nemlig, at disse grupper af børn og unge er mindre idrætsaktive end børn uden den type af udfordringer, og de har sværere ved at finde vej ind i idrætslivet.
- De er ofte ensomme og oplever kun det sociale samspil i skolen. Ofte er disse børn og unge ikke en del af en forening, fordi de kan have svært ved at rumme foreningslivet på lige vilkår med andre børn og unge, forklarer Pia Andersen, der er lærer på Trombakken, og en af initiativtagerne til det nye fodboldtilbud.
Opbakning fra klubben
I Snedsted var de med på ideen. FS Midtthy, der står for Fodboldsammenslutningen Midtthy, er et samarbejde mellem Sundby Thy IK og Snedsted GIF, og foreningen ønsker at være et sted for alle. Derfor var de ikke i tvivl om, at de gerne sammen med Trombakken vil skabe de gode rammer for et fodboldtilbud til målgruppen.
- Det er kærkomment at Trombakken har taget initiativet, da det kan være en udfordring for os i foreningslivet at skabe tilbud til grupper, som ikke finder ind i vores eksisterende muligheder, så vi vil meget gerne være med i det her samarbejde og håber at kunne bidrage til, at endnu flere kan finde glæde ved at spille bold, siger Dan Nørgaard, der er bestyrelsesmedlem i FS Midtthy.
Svært at komme med i fælleskabet
Undersøgelser viser, at mindre end 20 procent af børn og unge med bl.a. autisme og ADHD dyrker idræt i en forening – og det tal er langt lavere end for jævnaldrende uden de neurologiske eller fysiske udfordringer.
Samtidig viser forskning, at fodbold kan være med til at give børn og unge adgang til fællesskaber, venskaber, motion og meget mere, som er utroligt givende for børn og unges trivsel, og derfor er der potentiale i at skabe foreningstiltag for gruppen.
- Undersøgelser viser, at fysiske aktiviteter har en positiv effekt på målgruppens mestringsevne, selvforståelse og sociale evner. Vores tilbud af aktiviteter kan give målgruppen succesoplevelser, der øger en positiv selvfølelse. En øget selvforståelse og positiv selvfølelse spiller en væsentlig rolle i forhold til at styrke barnet/den unges evne til at mestre hverdagslivets udfordringer, siger Pia Andersen.
Kom med til møde
Træningen for det nye hold begyndte inden sommerferien, og nu holder foreningen et orienteringsmøde for at gøre alle opmærksomme på den nye mulighed.
Mødet bliver holdt torsdag den 15. august kl. 17 i klublokalet, Øster Alle 10 i Snedsted.
- Målet er, at træningen skal starte i uge 35 eller 36. Lige nu regner vi med det bliver på mandage fra 16.30-17.30, men det kan være dialogen på informationsmødet gør, at det bliver en anden dag. Det er alt sammen noget vi gerne vil tale med dem, der vil være med om, siger Pia Andersen.
Vil du med til informationsmøde, så kontakt Pia Andersen på tlf. 2490 1776 eller send hende en mail på pla@thisted.dk
Du er også velkommen til efterfølgende at henvende dig for mere information.