Handicap og socialpsykiatri

Analyse understreger behov for forandring

Publiceret 29-08-2024

En ekstern analyse af Handicap- og Socialpsykiatri bekræfter, at kommunens arbejde med at løfte kvaliteten i sagsbehandlingen og økonomistyringen i afdelingen, er nødvendig.

Thisted Kommune er på rette vej på Handicap- og Socialpsykiatri-området, men der er fortsat et stort stykke arbejde, der skal gøres.  

Det er en af hovedkonklusionerne i en ekstern analyse af Handicap- og Socialpsykiatri-området i Thisted Kommune, som er udarbejdet af BDO.  

Analysen er en såkaldt økonomisk og faglig dybdeanalyse af området, hvor BDO har analyseret 20 sager fra forvaltningen.  

Den peger på en række velkendte udfordringer og anbefalinger til, hvordan Thisted Kommune kan styrke arbejdet med at løse de udfordringer fremadrettet. 

Det fortæller Nikolaj Bilgram, der er konstitueret chef i Handicap og Socialpsykiatri i Thisted Kommune.  

- Sammen med en lang række andre kommuner er vi midt i en forandringsproces, hvor vi ændrer på vores strukturer og arbejdsgange. De forandringer falder i tråd med BDO’s anbefalinger i analysen, som tydeliggør, at det arbejde, vi er i gang med, er vigtigt. Den gør det også klart, at det arbejde skal styrkes og understøttes yderligere, siger han.

Stigende udgifter kaldte på handling  

Den eksterne analyse er bestilt af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i forbindelse med budget 2024, fordi udgifterne i Handicap- og Socialpsykiatri er steget markant de seneste år.  

Det er en tendens i hele landet, da der er flere, der har brug for hjælp, samtidig med at de problemstillinger, den enkelte har, bliver mere komplekse. 

I Thisted Kommune har vi i lyset af de udfordringer, handlet og set på, hvad vi kan gøre anderledes, og det er sideløbende med det arbejde, at området er blevet analyseret af BDO.  

- Analysen er et vigtigt værktøj for os, der hjælper os til at blive skarpere på, hvordan vi bedst kommer i mål med de forandringer, der er sat i gang. Vi har fået konkrete råd til, hvad vi med fordel kan justere på, og hvordan vi kan gøre det. Det har gjort det muligt for os at lave en konkret handleplan og gjort os skarpe på, hvad vi selv kan løfte - og hvor vi får brug for ekstern vejledning, siger Nikolaj Bilgram og tilføjer:  

- I sidste ende handler det om at sikre, at de penge, vi har til rådighed, bliver brugt på den mest hensigtsmæssige måde, så vi hjælper borgerne under Handicap- og Socialpsykiatri bedst muligt.  

Ny måde at strukturere arbejdet på 

Helt konkret peger analysen blandt andet på, at økonomien i Thisted Kommune er mere presset, end den behøver at være. BDO vurderer, at der er en betragtelig sandsynlighed for, at borgere får et højere serviceniveau end det, der er deres reelle behov, og at borgerne ikke oplever et ensartet serviceniveau. 

BDO kommer også med forslag til, hvordan Thisted Kommune kan løse de udfordringer, og det er de forslag, der i høj grad stemmer overens med de forandringer, der er igangsat i Handicap- og Socialpsykiatri. 

En af forandringerne er for eksempel at gå fra en såkaldt rammestyret økonomi til en aktivitetsstyret økonomi. 

Det betyder, at fremfor at et botilbud, aktivitets-, eller behandlingssted får en bestemt pose penge hvert år, så følger pengene i stedet den enkelte borger. Det skal sikre, at pengene matcher det reelle behov, borgerne har.  

Derudover er Thisted Kommune også i gang med at implementere en styrket dokumentationspraksis, hvor der er et større fokus på at sætte mål sammen med borgerne, så det er tydeligt for alle, hvad det er, der skal opnås.  

På den måde kan man sikre, at den service borgerne får, svarer til deres reelle behov for hjælp og støtte. 

Stort arbejde venter 

Men selvom de udfordringer, der bliver peget på i analysen, i høj grad var velkendte, tydeliggør analysen, at der fortsat venter et stort arbejde forude, lyder det fra Nikolaj Bilgram: 

- Det bliver ikke nemt. Der er – alt andet lige - nogle af vores borgere, der er vant til at få mere, end de reelt er visiteret til. Det er ikke en sjov proces at skulle ind og ændre på det, men i sidste ende handler det her om at sikre, at alle borgere i Thy kan få den hjælp, de har brug for - både nu og i fremtiden. 

Fakta

  • Analysen hos BDO er bestilt af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune. 
  • BDO har både analyseret Handicap og Socialpsykiatri og Børne- og Familieforvaltningen.  
  • I analysen er der gennemgået 20 sager i begge forvaltninger.  
  • Analysen har både til formål at give et indblik i styringen og sammenhængen mellem de socialfaglige vurderinger, den udmålte indsats hos Myndighed og det effektuerede serviceniveau. Alle led i håndteringen af en sag, er altså blevet analyseret.   
  • Analysen giver også et servicetjek af budget- og økonomi-opfølgningsmodellen i Thisted Kommune. 
  • Politikerne i Thisted Kommune skal behandle analysen fra BDO og en handleplan for, hvordan Thisted Kommune kan styrke arbejdet med forandringerne på området.  

Dyk ned i analysen

Samlet set viser dybdeanalysen i Handicap- og Socialpsykiatri, at Thisted Kommune arbejder fokuseret med at sætte del og delmål for borgernes forløb, samt at der sker rettidig opfølgning i langt de fleste sager. BDO konstaterer dog samtidig, at der er behov for at løfte kvaliteten af det økonomiske og faglige grundlag.  

BDO’s analyse er udarbejdet sideløbende med, at Handicap og Socialpsykiatri har igangsat initiativer til at løfte den faglige kvalitet, herunder overgang til VUM 2.0., styrket dokumentationspraksis samt et fagligt forløb med Social- og Boligstyrelsen. Ligeledes afholdes der fortsat implementeringsaktiviteter i overgangen fra rammebudgetter til aktivitetsstyrede budgetter. Resultater af disse indsatser vil forventeligt først vise sig senere og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt ses i de 20 sager, som BDO har gennemgået.  

Der vil være flere forklaringer på, hvorfor Thisted Kommune ser væsentlige udgiftsstigninger de seneste år i Handicap- og Socialpsykiatri, herunder stigning i opgavekompleksiteten og flere dyre enkeltsager. Endvidere er det BDO’s vurdering, at en del af forklaringen kan findes på den faglige og økonomiske styring af området.  

I de 20 sager BDO har gennemgået på både midlertidige botilbud SEL § 107 og botilbudslignende ABL § 105 / SEL § 85 er der dog i størstedelen foretaget en socialfaglig vurdering og rettidig opfølgning.  

Dog ser BDO, at der ikke i tilstrækkelig høj grad er taget økonomiske hensyn i forbindelse med valg af tilbud og ydelsespakke. Dertil kommer, at BDO vurderer, at Myndighed i forbindelse med opfølgninger ikke i tilstrækkelig grad tager stilling til, om indsatsen/ydelsespakken fortsat svarer til borgerens konkrete støttebehov. Det er BDO’s vurdering, at der er behov for, at Handicap- og Socialpsykiatri løfter kvaliteten heraf.  

Når der ikke i tilstrækkelig grad tages stilling til ydelsespakken i forbindelse med opfølgningerne, skal det ses i relation til, at sagerne generelt ikke er tilstrækkeligt oplyste, og at visiteringerne, bestillingerne og målene for indsatserne er for overordnede. Kvaliteten af målarbejdet hæmmer herved potentielt både den faglige og økonomiske styring. Konsekvenserne herved er, at der er en betragtelig risiko for både, at serviceniveauerne bliver højere end borgernes reelle behov, men også at borgerne ikke oplever ensartet serviceniveau.  

I efteråret 2023 har Thisted Kommune valgt at lave en ændring af, hvordan budgetter tildeles, hvor Thisted Kommune går fra at være rammestyret til at anvende pakkestruktur på bl.a. deres midlertidige botilbud SEL § 107 og deres botilbudslignende tilbud ABL § 105 /SEL § 85.  

Borgerne skal efter ny pakkestruktur visiteres til en given ydelsespakke. BDO har haft en dialog med Thisted Kommune, hvor det blev tydeligt, at der fortsat arbejdes på at få pakkestrukturen implementeret i praksis. Et internt tilbud har i foråret 2024 udarbejdet en genopretningsplan, som gav et indblik i hver enkelt borgers bevilling, indmeldt takst efter ny pakkestruktur samt en vurdering af det leverede timeforbrug. Det viste sig, at ca. 8-10 borgere får langt flere timer på tilbuddet end det visiterede/udmålte, hvilket bekræfter konsekvenserne af, at serviceniveauerne bliver højere end borgernes reelle behov, når der er manglende faglig og økonomisk styring.  

Det er BDO’s vurdering, at overgangen til aktivitetsafregning er den rigtige vej at gå både fagligt og økonomisk. Det er dog også BDO’s samlede vurdering, at den nuværende proces, hvor nogle borgere får flere timer, end de er visiteret til, risikerer at blive udgiftsdrivende for Thisted Kommune. BDO præsenterer en række anbefalinger til, hvad kommunen kan gøre for at undgå dette scenarie.  

  • Kvalitetsløft i oplysningsgrundlaget ved beskrivelsen af borgernes støttebehov.  
  • Udarbejdelse af arbejdsgangsbeskrivelser, der sikrer eksplicitte vurderinger af sammenhængen mellem borgernes helt konkrete støttebehov, målgruppe, tilbud samt takst. 
  • At myndighedsrådgiverne får større indsigt i interne tilbud (herunder også ny pakkestruktur), og at de bliver klædt på til takstforhandling med tilbud.  
  • Genbesøg indsatsformål, indsatsmål og delmål på alle 20 sager.  
  • Styrket opfølgning og løbende fokus på takstjustering.  
  • Servicetjek af både botilbuds- og botilbudslignende områder.  
  • Implementering af døgnskemaer.  

Du kan finde Thisted Kommunes handleplan her: 

Link til handleplan

Hele analysen

Du kan læse analysen fra BDO i sin fulde længde via linket her: 

Link til analyse fra BDO

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes