Demensvenligt Thy

En uge med ekstra fokus på demens

Publiceret 11-05-2023

Mennesker med demens bliver i høj grad isoleret i eget hjem, når de har fået demensdiagnosen. I den nationale demensuge i denne uge bliver der sat fokus på, at det skal være tryggere for mennesker med demens at komme ud fra hjemmet.

Det kan være stressende og uoverskueligt at komme afsted hjemmefra – særligt når man lever med en demenssygdom. En af årsagerne til det er utryghed med at komme fra A til B og det er blandt andet derfor at der i dette års demensuge er fokus på, hvordan vi alle kan gøre en forskel i den offentlige trafik, når vi møder en passager med demens. I den forbindelse bliver der også kastet lys over det nationale demenssymbol, Håndsrækningen, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark lancerede i 2021.

Symbolet kan sidde synligt på jakken eller i en nøglesnor, men kan også findes mere diskret, fx på rejsekort og sundhedskort.

- Med årets demensuge markerer vi, at det skal være trygt at komme fra A til B, når man lever med demens. Og det gør vi i samarbejde med mange af landets største trafikselskaber. Demens er stadig tabubelagt, og hvis man ikke kender til demens, kan det afføde berøringsangst. Det vil vi gerne være med til at gøre noget ved, og vi kan som samfund gøre en stor forskel for mennesker med demens, hvis vi blot er lidt ekstra tålmodige, siger Lone Harlev, der er sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

Tre handleråd for alle

Hun minder om de tre handleråd, vi alle kan huske på, når vi møder en passager med demens.  Oftest skal der nemlig ikke så meget til. Rådene lyder:

· Tag kontakt – Smil og vær imødekommende

· Tal tydeligt – Stil et spørgsmål ad gangen

· Vær Tålmodig – Sæt tempoet ned og hjælp gerne på vej

Rigtig mange af landets transportselskaber bakker op og bruger deres platforme til at sætte fokus på demens og demenssymbolet overfor både ansatte og kunder. Også i Thy bakker vi op om tiltaget og opfordrer til opmærksomhed på netop det lille symbol, som signalerer at her er en borger, der kan have brug for en håndsrækning.

- Jo større opmærksomhed vi får om demenssymbolet, jo tydeligere vil det blive for alle i samfundet, at her møder de et menneske som kan have behov for en håndsrækning og på den måde kan vi alle være arbejde for at alle kan leve et liv, hvor de – på trods af demens – har mulighed for at indgå i samfundet på lige fod med andre, siger demenskoordinator Gitte Sand Dahlgaard fra Thisted Kommune.

Hun er en af flere demenskoordinatorer, som gerne kommer ud og fortæller om demens; mødet og samværet med mennesker med demens etc.

Du kan læse mere om, hvordan du kan få hjælp eller hjælpe andre på Demensvenligt Thy's hjemmeside.  

Og du kan læse mere om Demensugen her

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted