Praktik banede vejen
- Jeg indrømmer, at jeg var tilbageholdende i forhold til ideen. Jeg var ikke overbevist om, at vi havde et job til nogen. Ud over det, så havde jeg betænkeligheder ved, om der ville være nogle kulturforskelle og en sprogbarriere, men fordi vi lavede en aftale om en måneds praktik til at begynde med, så sagde jeg ”Ja”, fortæller han.
Og den beslutning har han aldrig fortrudt. Tværtimod betød den, at han med den største begejstring tog i mod, da jobkonsulent Hanne Nørby spurgte, om han kunne bruge en medarbejder, som var dygtig indenfor IT-sikkerhed?
- Vi stod præcist på det tidspunkt og manglede den viden i vores firma. Samtidig var alle mine bekymringer jo blevet gjort til skamme, så det var ikke svært for mig at takke ja, til endnu en indledende praktikperiode på en måned, fortæller Per.
Siden blev praktikken først forlænget i en periode, og efterfølgende har de været ansat i en periode med løntilskud, inden de begge nu løfter deres egen løn ind i virksomheden.
- De har bragt sig selv, og alt det de kan, med ind i virksomheden. De kigger på os med nye øjne. Det udvikler os, og så er de kommet med en stor vilje til at bidrage til vores team, så for mig - og os - er det her en succeshistorie, fortæller ejer af Simsoft, Per Ladefoged,
Begge kvinder har netop afsluttet deres sprogkursus, så nu kan de også begå sig på dansk, og de glæder sig dagligt over den hverdag, de nu har.
- Vi kom jo fra helt almindelige og gode liv med job, familie, fritid og venner. Og det er naturligvis stadig svært at være havnet i et nyt land, men vi føler, at vi lever og har skabt os en nyt og godt liv her, siger Alina, der også har engageret sig i sin fritid i en venskabsforening for ukrainere i Thy.
Du kan læse mere om Thisted Kommunes virksomhedsservice her