Thisted Kommune ønsker at gennemføre Nørhå Fosforvådområdeprojekt. Kommunen agter derfor at give de relevante tilladelser.
Projektet har til formål at forbedre vandmiljøet og naturen, ved at reducere udledningen af fosfor til bl.a. Nørhå Sø, som ligger nedstrøms projektområdet.
Ved gennemførelse af vådområdeprojektet ekstensiveres landbrugsarealerne indenfor projektgrænsen.
Projektbeskrivelse
Diget/balkerne langs Årup å skal reguleres ned i højde, således, at der kommer et bedre sammenspil mellem vandløb og engarealer. Ved helt eller delvist at fjerne diget langs vandløbet, vil der komme flere oversvømmelser, men samtidigt vil vandet nemmere kunne finde tilbage til åen. Oversvømmelserne med vandløbsvand medvirker til, at der sker en deponering af partikelbundet fosfor. Forud for regulering af diget skal hegnet langs Årup å flyttes. Hegnet genetableres efterfølgende.
Dræn fra oplandet afbrydes som udgangspunkt umiddelbart indenfor projektgrænsen og føres til overrisling på terræn. Dræning udenfor projektområdet sikres ved frit udløb til overrislingszonen og eventuelle omlægninger af drænsystemet opstrøms, hvis det måtte vise sig nødvendigt. Overrisling bidrager til at kvælstoffet omsættes inden det udvaskes til vandmiljøet.
Enkelte dræn der afvander internt i projektområdet afbrydes punktvis ved at grave kortere drænstrækninger over, eller fjerne brønde.
Der etableres to nye kreaturovergange, for at sikre, at der stadig er adgang til arealerne. Derudover skal der foretages sikring af en adgangsvej.
Offentlig høring
Reguleringsprojekter skal efter § 15 i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og restaurering m.v. fremlægges i offentlig høring i en periode på 4 uger. Således fremmes projektet hermed ved offentlig høring inden der træffes endelig afgørelse efter vandløbsloven.
Fristen for at komme med bemærkninger eller indsigelser til projektet er den 27. april 2026.
Bemærkninger og indsigelser skal indsendes til vandlobteam@thisted.dk
Spørgsmål eller bemærkninger kan fremsendes til Jakob Almind Jørgensen, jaaj@thisted.dk
Beskrivelse af projektet kan ses i nedstående projektforslag.
Projektforslag. Fosforvådområdeprojekt. Nørhå