Høringssvar vedrørende lukning af Bedsted skole
Til Kommunalbestyrelsen I Thisted kommune
Kommunens plan om at nedlægge skoler i yderområder rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt beslutningen er i overensstemmelse med Kommunestyrelseslovens § 2, der forpligter kommunalbestyrelsen til at varetage kommunens anliggender som helhed.
Når man træffer beslutninger med så store konsekvenser for kommunens geografiske, sociale og økonomiske balance, må der foreligge en tydelig, dokumenteret plan for, hvordan helheden sikres.
- Hvor er den samlede plan?
For borgerne kan det være vanskeligt at få øje på, om kommunen arbejder ud fra en samlet, langsigtet strategi – en egentlig masterplan – for, hvordan man ønsker at bevare livskraft og sammenhæng i både by og land.
De nuværende beslutninger fremstår som enkeltstående, økonomisk begrundede tiltag. Set udefra danner de et mønster, hvor visse områder gradvist mister funktioner, mens andre styrkes. Denne trinvise centralisering kan i praksis føre til, at lokalsamfund afvikles uden en samlet politisk beslutning om, at det er strategien.
Det bør derfor afklares, om kommunalbestyrelsen faktisk har en plan for geografisk balance og sammenhængskraft – og hvordan skolelukningerne indgår i den. Findes en sådan plan ikke, bør den udarbejdes, før der træffes irreversible beslutninger.
- Risikoen for tipping points
Manglen på en tydelig og langsigtet strategi rummer risikoen for, at kommunen uforvarende skubber enkelte lokalsamfund ud over det, samfundsforskningen kalder tipping points – de punkter, hvor gradvis afvikling bliver irreversibel.
Når skoler, pasningstilbud og transportmuligheder forsvinder, mister områderne deres tiltrækningskraft for børnefamilier.
På et tidspunkt når man et niveau, hvor udviklingen ikke længere kan vendes med økonomiske tiltag eller gode intentioner.
Kommunens plan bør derfor identificere og forebygge disse tipping points i stedet for ubevidst at fremprovokere dem.
- Midlertidig “ro” er ikke udvikling
I forbindelse med den første runde af skolelukninger blev det fra politisk hold udtalt, at “hvis man gennemfører denne plan, er der i hvert fald ro på i 10 år.”
Udtalelsen antyder, at formålet ikke er udvikling, men midlertidig ro – en pause i en løbende afviklingsproces.
Det er vanskeligt at forene med Kommunestyrelseslovens § 2, som pålægger kommunalbestyrelsen at handle helhedsorienteret og langsigtet.
At købe “ro” i 10 år er ikke en strategi.
Det er at udskyde næste runde af forringelser, indtil konsekvenserne af den foregående bliver tydelige. Det mønster svækker borgernes tillid og kommunens samlede sammenhængskraft.
- Sociale og økonomiske følgevirkninger
Skolelukninger påvirker ikke kun undervisningen, men ændrer hele den sociale sammensætning i et område.
Når børnefamilier med ressourcer flytter væk, og billige ejendomme overtages af udlejere, som lejer ud til borgere med behov for offentlig støtte, opstår en ny social ubalance.
Det fører typisk til stigende udgifter til:
- socialrådgivning og familieindsatser
- støtteforanstaltninger og misbrugsbehandling
- vedligeholdelse af tomme eller forfaldne ejendomme
- og tabte skatteindtægter.
Flere undersøgelser (Sørensen 2021, Lehtonen 2021, Haynes 2022) viser, at de langsigtede følgeudgifter ofte overstiger de kortsigtede besparelser.
Kommunen risikerer derfor at gøre en økonomisk dårlig forretning ved at spare sig fattig.
- Forskningen og det menneskelige perspektiv
Studier, der fremhæver “positive effekter” af skolelukninger, vurderer kun undervisningen isoleret – adgang til flere fag, større lærerkorps osv.
De ser ikke på de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.
Når man alene måler på testresultater, sætter man fællesskabets værdi ud af spil.
En skole er ikke blot et undervisningssted, men et socialt og kulturelt omdrejningspunkt, der holder et lokalsamfund sammen.
At fjerne den funktion uden at inddrage de sociale og økonomiske følgevirkninger er ikke saglig forvaltning.
- Den sociale ubalance rammer hele kommunen
De negative konsekvenser af skolelukninger og afvikling i yderområder stopper ikke ved sognegrænsen.
Når enkelte lokalsamfund svækkes, flytter problemerne sig, de forsvinder ikke.
Familier med stærke ressourcer søger mod Thisted og kystbyerne, hvor der stadig er skole, fritidstilbud og tryghed i ejendomsværdierne, mens borgere med færre ressourcer i højere grad samles i de billigste områder, som efterlades uden institutioner og service.
Denne bevægelse skaber stigende social og økonomisk ubalance i hele kommunen:
- pres på boligmarked, skoler og institutioner i de mest attraktive områder,
- stigende kommunale udgifter til støtteforanstaltninger i de afviklede zoner,
- og en udhuling af mellemstore byer som Hurup, der tidligere har fungeret som lokale
kraftcentre.
Over tid betyder det, at kommunens samlede bæreevne svækkes.
Man kan ikke have sunde byer i en syg kommune.
Kommunens opgave må derfor være at sikre, at alle områder holdes stærke nok til at kunne klare sig selv – for helhedens skyld.
- Balancen mellem kyst og opland
Der er ingen tvivl om, at kystbyerne – Klitmøller, Vorupør og dele af Hanstholm – i en årrække har været en positiv drivkraft i kommunen.
Deres vækst, turisme og iværksætterkultur har trukket opmærksomhed og investeringer til området, og det skal anerkendes.
Men netop fordi disse byer i dag står stærkt, er det rimeligt at spørge, om tiden ikke er inde til, at de i højere grad klarer sig selv, så kommunale ressourcer i en periode kan målrettes de dele af kommunen, der kæmper for at bevare basale funktioner som skole og dagtilbud.
Kommunens opgave bør være at styrke helheden, ikke blot de steder, hvor udviklingen allerede kører af sig selv.
Måske har vi glemt, at den energi og opmærksomhed, som kystbyerne nyder godt af, i sin tid blev skabt af det fællesskab og de ressourcer, som hele kommunen har bidraget til.
- Hvilke initiativer har kommunen for at fastholde og styrke de lokale samfund?
Hvis kommunen reelt vil varetage sine anliggender som helhed, må der også være en strategi for, hvordan man aktivt styrker og fastholder livskraften i de lokalsamfund, hvor skolerne er truet.
Det bør ikke kun handle om, hvordan man lukker en skole, men om, hvordan man undgår, at behovet for lukning opstår.
Kommunalbestyrelsen bør derfor redegøre for, hvilke initiativer og investeringer der findes – eller planlægges – for at fastholde bosætning, børnetal og lokale arbejdspladser i de berørte områder.
Hvis sådanne tiltag ikke eksisterer, må det nødvendigvis stilles spørgsmålstegn ved, om kommunens politik er udviklingsorienteret eller blot en gradvis afvikling med perioder af “ro på”.
Det er i denne sammenhæng helt centralt, at kommunen prioriterer initiativer, der forebygger skolelukninger, i stedet for at bruge kræfter på at forsvare dem bagefter.
- Krav om dokumentation og gennemsigtighed
Vi stiller derfor to centrale spørgsmål til kommunalbestyrelsen:
- Hvilken dokumentation foreligger der for, at lukningen af skoler i yderområder vil styrke hele kommunen – både socialt og økonomisk?
- Hvordan begrunder kommunen, at disse lukninger ikke vil føre til den befolkningsnedgang og sociale ubalance, som uafhængig forskning har dokumenteret?
Hvis der ikke kan fremlægges troværdig dokumentation for, at beslutningen på længere sigt styrker helheden, må den anses for brandslukning, ikke udvikling.
- Opfordring og retsligt grundlag
Kommunalbestyrelsen bør:
- Fremlægge den langsigtede plan for hele kommunens udvikling, herunder forebyggelse af tipping points og social ubalance.
- Udsætte beslutningen om skolelukninger, indtil denne dokumentation foreligger og har været offentligt drøftet.
I henhold til Kommunestyrelseslovens § 2 har kommunalbestyrelsen pligt til at varetage kommunens anliggender som helhed – geografisk, socialt og økonomisk.
Denne forpligtelse indebærer, at beslutninger skal træffes på et sagligt, helhedsorienteret og langsigtet grundlag.
Den nuværende udvikling står desuden i kontrast til de europæiske målsætninger om at mindske forskellene mellem by og land (territorial cohesion), hvor lige adgang til service og uddannelse i hele landet betragtes som en forudsætning for social sammenhængskraft.
Tilbage står derfor et enkelt, men afgørende spørgsmål- set I lyset af Kommunestyrelseslovens § 2 og dens krav om, at kommunalbestyrelsen skal varetage kommunens anliggender som helhed:
Hvordan vil disse skolelukninger med rimelig sandsynlighed styrke hele kommunen på
længere sigt, både økonomisk og menneskeligt?
Med venlig hilsen
Palle Hove Olesen