Brobygningsforløbet sikrer også, at børnene kender deres nye, fysiske rammer, inden de starter.
- De bliver vist rundt i de lokaler, der bliver deres base, og de får lov til at opleve den rutine, de vil blive mødt af. Vi har også nogle lege, vi introducerer, som vil gå igen. Det handler simpelthen om at skabe genkendelighed og tryghed, siger Hanne Poulsen.
Stærkt samarbejde
Den gode skolestart er et vigtigt fokusområde på alle folkeskoler i Thy, da man ved fra forskning, at det har stor betydning for børns trivsel i resten af deres skoleliv.
Det fortæller Per Overgaard, der er chef for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune.
- Det er et område, vi arbejder aktivt med, og vi har en masse engagerede lærere og pædagoger, der på forskellig vis samarbejder om at sikre, at børnene falder godt til, siger han.
Det er forskelligt fra skole til skole, hvordan de rent lavpraktisk arbejder med den gode skolestart, men alle skolerne har skoleintro fra april til juni, for de børn, der skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Derudover er nogle af de ting, der går igen, at sikre relationer til kendte voksne, styrke børnefællesskabet, skabe genkendelighed og sikre et stærkt samarbejde mellem børnehave og skole.