Job & Karriere

Viden viste vejen til job

Publiceret 03-03-2026

For to unge kandidater har projektet "Vækst via Viden" ført til ansættelse i Thy, og en god start på arbejdslivet. Gennem praktik fik både de og virksomheden et kendskab til hinanden som betød to nye job.

Mark Bovbjerg fandt et job hos virksomheden inu'it i Thy gennem et nordjysk initiativ, der matcher kandidater og virksomheder på jagt efter arbejdskraft.

Hverken Sarah Højberg Kristensen eller Mark Panabe Bovbjerg kendte til virksomheden inu’it, før de deltog i et arrangement, der skulle matche ledige kandidater med virksomheder. De to unge i midten af 20’erne drømte om job i Thy efter studietiden i Aalborg, men der var gået omkring et halvt år med jobsøgning, inden de en novemberdag i 2025 stod og skulle sælge sig selv på en scene i Thisted.

- Jeg havde sendt omkring 40 ansøgninger afsted, siden jeg blev færdig som erhvervsjurist i sommeren 2025, så på det tidspunkt i efteråret var det lidt op ad bakke. Men samtidig lød det arrangement, som "Vækst via Viden" tilbød, spændende. Jeg ville jo bare så gerne ud at prøve min uddannelse af i praksis, så jeg var ret beset parat til at gå alle mulige veje, siger Sarah Højberg Kristensen om det matchmaking-arrangement, som skaffede hende et praktikforløb, der i sidste ende blev til en ansættelse – foreløbig frem til efteråret.

Mark Panabe Bovbjerg og Sarah Højberg Kristensen har fået deres første job ud af at deltage i "Vækst via Viden"-initiativet, som Thisted Kommune og Thy Erhvervsforum står bag i Thy.

Også Mark Panabe Bovbjerg havde søgt job i samme omfang siden sommeren 2025. På hans uddannelsesbevis står der bachelor i IT-sikkerhed, men også han var snublet over manglende erhvervserfaring under sin jobsøgning.

- Jeg hørte om "Vækst via Viden" og valgte at deltage, for den jobsøgning, jeg hidtil havde forsøgt, ikke havde resulteret i et arbejde – så hvorfor ikke deltage? siger han om tilbuddet.

Matchmaking med resultater

"Vækst via Viden" er et nordjysk initiativ, der matcher højtuddannede – både studerende og færdiguddannede – med lokale virksomheder, som har konkrete udviklingsopgaver og behov for ny viden. Samarbejdet bygger på et stærkt partnerskab mellem kommuner, jobcentre, uddannelsesinstitutioner og erhvervsaktører og har siden 2016 skabt omkring 2.800 match mellem virksomheder og studerende og højtuddannede profiler. Formålet er at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og innovationskraft ved at gøre adgangen til kvalificeret viden og kompetencer lettere – og samtidig give kandidater en værdifuld vej ind på arbejdsmarkedet gennem relevante opgaver, praktikforløb eller ansættelser.

På matchmaking-dagen mødes arbejdsgivere og kandidater til et fælles arrangement, hvor der er rig lejlighed til at få talt sammen efter, at kandidaterne har præsenteret sig selv. Arkivfoto.

I Thy er det Thisted Kommune og Thy Erhvervsforum, der står bag arrangementerne, hvor kandidater og virksomheder kan møde og præsentere sig for hinanden.Det foregår helt konkret ved, at jobtager og jobgiver inviteres til en såkaldt matchmaking-dag, hvor målet er at åbne op for fire ugers praktik, hvis parterne finder interesse for hinanden. Kandidaterne laver en præsentation af sig selv, som må vare 1 minut og 20 sekunder. Den leverer de efter tur på en scene foran de fremmødte virksomheder. Herefter mødes man 1:1 og får en snak, stiller spørgsmål og lærer hinanden bedre at kende. Nogle går hjem med en aftale om praktik; andre bliver efterfølgende kontaktet, fordi virksomheden får ny viden med hjem, som de efterfølgende bliver nysgerrige på.

Direkte adgang til viden

For virksomhederne betyder deltagelse i matchmaking, at de kan få hjælp til at rekruttere den rette højtuddannede profil, få løst strategiske opgaver inden for fx markedsføring, produktudvikling eller organisationsforbedring og i mange tilfælde få dækket en del af lønudgifterne gennem tilskudsordninger. For kandidaterne skaber Vækst via Viden adgang til konkrete projekter, relevante jobmuligheder og et stærkt afsæt for at komme i gang med karrieren hos lokale virksomheder, der efterspørger netop deres kompetencer.

- Jeg havde fået at vide, at ca. 4 ud af 5 deltagere ville gå fra matchmaking-dagen med en forbindelse til en arbejdsgiver, men jeg indrømmer, at jeg var skeptisk. Den skepsis har jeg pakket sammen, for det er jo tydeligt, at virksomhederne også er der af en grund. De leder efter noget, så det er et vigtigt sted at være, hvis man søger job, siger Sarah Højberg Kristensen om dagen, der skabte den første kontakt mellem hende og den kommende arbejdsgiver inu’it.

Nye øjne på virksomheden

Inu’it er et konsulenthus, der leverer IT-infrastruktur, drift og support af hardware- og softwareløsninger til både private og offentlige kunder. De har hovedkontor i Grønland og derudover afdelinger i Thisted og Aalborg og i alt 50 ansatte. For dem har "Vækst via Viden" givet nye muligheder i rekrutteringen. Administrerende direktør Morten Lykke Olsen fortæller, at de tit har svært ved at få fat på de rigtige kompetencer gennem jobopslag, og både han og leverancechef Vicki Hørup Jeppesen er begejstrede for mulighederne i "Vækst via Viden".

Adm. direktør Morten Lykke Olsen og leverancechef Vicki Hørup Jeppesen opfordrer andre virksomheder til at være med i "Vækst via Viden", da de ser det som en rigtig god mulighed for at få øje på tilgængelig, kvalificeret arbejdskraft.

- Vi oplever det som en rigtig god måde at møde jobsøgerne på. Når de præsenterer sig på scenen, har de fokus på at fortælle, hvad de kan, i stedet for at forsøge at sige noget, de tror, vi som arbejdsgiver gerne vil høre. Og så kan vi få en dialog i gang bagefter, hvor vi kan være nysgerrige på hinanden. Praktikperioden giver begge parter mulighed for at prøve det af, og vi har rigtig gode erfaringer med det og kan kun anbefale andre virksomheder at være med. Du får nemlig også nye øjne på nogle opgaver, og det har for os været virkelig givende, siger Vicki Hørup Jeppesen.

Den fede fornemmelse

I dag sidder Sarah og Mark begge med egne opgaver hos inu’it på kontoret i Thisted, og de glæder sig hver dag til at gå på arbejde.

- Det er en fed fornemmelse at være i gang med at bruge de ting, jeg har brugt tid på at lære, siger Mark – og Sarah supplerer: – Ja, det er jo en dejlig følelse at opleve, at man godt kan bruges. At de tror på, at jeg godt kan, selvom jeg ikke kommer med flere års erhvervserfaring inden for mit fag. Det er virkelig fedt!

Hvis du vil vide mere om "Vækst via Viden" i Thy kan du kontakte Asbjørn Kolby, der er konsulent i Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune på tlf. 2154 6819, e-mail: ashk@thisted.dk eller Thy Erhvervsforum på tlf. 9796 3090, e-mail: info@thyef.dk

Erhverv og Beskæftigelse

Kontakt
Skolegade 22C
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Hvad er Vækst via Viden?

  • Et bredt partnerskab af aktører på erhvervsfremme-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet.
  • Initiativet går ud på at matche nordjyske virksomheder med studerende og højtuddannet arbejdskraft.
  • Målet er at styrke virksomheders muligheder for at tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere, som er en stærk driver for vækst og udvikling, særligt i små og mellemstore virksomheder.
  • I Thy er det Thisted Kommune og Thy Erhvervsforum der står for arrangementerne, hvor kandidaterne og arbejdsgiverne mødes.
  • Næste arrangement forventes at være til efteråret.

Hvis du vil vide mere kan du kontakte Asbjørn Kolby, der er konsulent i Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune på tlf. 2154 6819, e-mail: ashk@thisted.dk eller Thy Erhvervsforum på tlf. 9796 3090, e-mail: info@thyef.dk