- Carsten Otte kommer med solid erfaring som leder i en kommune – både tæt på den daglige drift og på det strategiske niveau. Han er god til at omsætte politiske beslutninger til konkrete resultater og skabe sammenhæng mellem udvikling og den daglige opgaveløsning. Samtidig oplever vi, at hans måde at lede og samarbejde på passer rigtig godt til kulturen og værdierne i Thisted Kommune. Derfor er jeg sikker på, at Carsten bliver en stor gevinst for kommunen, og jeg ser frem til samarbejdet, siger Niels Jørgen Pedersen i forbindelsen med ansættelsen.
Imponeret af Thy
For den kommende kommunaldirektør var det ikke tilfældigt, at blikket faldt på Thisted Kommune.
- Jeg har familie i Thy og kommer i området og har lagt mærke til, hvordan Thisted Kommune formår at skabe værdier tæt på borgerne. Samarbejder som Nationalpark Thy og senest SMK Thy vidner om en kommune med en entreprenant tilgang og mod til at tænke nyt. Det er en tilgang, jeg gerne vil være med til at videreføre i ambitionen om at skabe en kommune, der er attraktiv for både nuværende og kommende borgere, siger Carsten Otte.
Han beskriver sig selv som en leder, der tror på, at de bedste løsninger altid skabes i fællesskab.
- Der er noget decideret smukt i det lokale demokrati, hvor alle kan være med, have en holdning og en mening, og jeg ser frem til at skulle understøtte det i mit nye job. Jeg insisterer på, at de stærkeste resultater opstår i samarbejdet mellem politikere, ledere, medarbejdere og borgere. Høj faglighed, medejerskab og inddragelse er afgørende, hvis vi skal træffe bæredygtige beslutninger og skabe løsninger, der giver mening i hverdagen, siger den kommende kommunaldirektør.
Vil præge udviklingen
Carsten Otte kommer til Thy fra en stilling som direktør for Børn og Skole i Randers Kommune, hvor han har stået i spidsen for familie-, handicap-, skole- og dagtilbudsområdet de seneste fire år. Derudover har han også tidligere været Skole- og Dagtilbudschef i Brønderslev Kommune. Oprindeligt er den tidligere sergent uddannet lærer ved Aalborg Seminarium. Han har arbejdet som først lærer, siden skoleleder og gennem årene bygget flere ledelsesuddannelser på sit CV, og er netop i øjeblikket i fuld gang med en efteruddannelse i Strategisk Byledelse ved Dansk Arkitektur Center.
Med jobbet som kommunaldirektør bliver det første gang, han bliver øverste, kommunale leder:
- Min drivkraft har altid været ønsket om at gøre en forskel. Som lærer var det foran tavlen overfor eleverne. Siden blev det som leder med fokus på strategien. Jeg får energi af at være i det spændingsfelt, der handler om at præge en udvikling, og det har givet mig et spændende arbejdsliv. Nu ser jeg meget frem til at sætte mine kompetencer i spil for udviklingen af Thy og være med til at præge den, så egnen fortsat er et attraktivt sted at bo, leve og arbejde, siger Carsten Otte.
Privat er Carsten Otte bosat i Aalborg. Han har to voksne børn, og bruger gerne sin fritid på at være ude i naturen, bl.a. på vandet som lystsejler.
Han tiltræder stillingen som kommunaldirektør i Thisted Kommune den 1. august 2026.