Demensvenligt thy

Læsning åbner dørene til det levede liv

Publiceret 16-07-2026

Kulturrummet tilbyder guidet fælleslæsning, som har mange gavnlige effekter. På Sct. Thøgersgaard har det fået minderne til at pible frem.

Der er en duft af nybrygget kaffe i det hyggelige lokale under kvisten på plejecentret Sct. Thøgersgaard i Vestervig. I loftet hænger troldegrene med pynt, der kaster dansende skygger på væggene.  

Rundt om det aflange bord sidder Mande- og pigeklubben, som de kalder sig. De er alle mennesker, der har levet et langt liv, og så har de det til fælles, at de har demens.   

En gang i ugen mødes de her til forskellige aktiviteter med ligesindede, der ved, hvordan det er, når hukommelsen får huller, og forvirringen bliver en uvelkommen følgesvend. De seneste 10 uger har de haft besøg af bibliotekar Mette Marie Fuglsang Møller fra Kulturrummet. Hun er uddannet læseguide og kan facilitere guidede fælleslæsninger, hvor man kombinerer højtlæsning, samtale og samvær.

- Det handler om at være i en gruppe og sammen udforske, hvad litteraturen vækker i os. For litteratur kan hjælpe mange til at sætte ord på noget, vi selv kan have svært ved, fortæller hun.

Samtale om minder

Alle i rummet har et hvidt A4-ark foran sig. Det er dagens tekst, som Mette Marie gør sig klar til at læse op. Teksterne kan både være digte og noveller, og temaerne er valgt ud fra den gruppe af mennesker, fælleslæsningen skal faciliteres for. I dag er det digtet “Gentagelsens Glæde”. 

De ellers ivrigt talende deltagere i Mande- og pigeklubben bliver bomstille, da Mette Marie rømmer sig:

- Rugen husker næppe de hundred’ byger af vand, der bragte den styrken og væksten. De vigtigste indtryk blir skrevet i sand. Giv mig gentagelsens glæde, mens jeg kort er til stede. Lad mig huske livets hverdag, de almindeligste minder, før jeg atter pist forsvinder, læser hun.

Til guidet fælleslæsning bliver teksten læst højt og så faciliterer læseguiden en samtale om de tanker, minder og følelser, som teksterne vækker. 

Mette Marie har sommetider også en genstand med, der passer til det udvalgte stykke litteratur. 

- Og så begynder det ellers at spire frem med alle deres smukke minder, fortæller hun.

Styrker den mentale sundhed

Efter samtalen er der tid til en ekstra kop kaffe og et stykke jordbærtærte. Snakken går lystigt, og der er enighed om, at fælleslæsningen har været et meget velkomment indslag. 

- Man skulle næsten tro, at du kendte os på en særlig måde, når du kommer og læser op, for du ved lige, hvilken knap du skal trykke på, og det er som om, du kan få ting frem, som jeg egentlig troede, jeg havde glemt. Det er så dejligt, at der er nogen, der vil gøre det for os, siger Jonna Giltoft til Mette Marie.

Guidet fælleslæsning er en forskningsbaseret metode, som stammer fra England. Den har vist sig at have en positiv effekt på stress, depression, angst og ensomhed. Derfor er det også en metode, der anvendes mange steder – og i mange målgrupper.  
Tilbuddet om fælleslæsning på Sct. Thøgersgaard er en prøvehandling, som KulturRummet og Demensvenligt Thy har muliggjort i fællesskab. Formålet er netop at teste metodens effekt på mennesker med demens.  

Den foreløbige konklusion er, at deltagerne har haft stor glæde af det. Det fortæller dagcenterleder Britta Søgaard Tilsted:

- Det har virkelig været godt. Det giver nogle dybere samtaler, og de holder meget fast i de minder, der kommer frem til fælleslæsningen. Det har også givet mig et større kendskab til deres liv, som er meget værdifuldt i mit daglige arbejde. Undervejs i forløbet er deltagerne også blevet mere og mere åbne. Der er nogen, der tidligere har siddet lidt fast i nogle svære minder, som er begyndt at finde ind til minder, der giver en god følelse i kroppen. Det er næsten som om, der er noget, der falder på plads. Jeg synes, det er virkelig fantastisk, fortæller Mette Marie.

I Thisted Kommune har man flere uddannede læseguider på biblioteket.

Læs mere om demensvenlighed

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Du kan være med

Du er velkommen til at kontakte Biblioteket i Thy, hvis du er interesseret i at høre mere om guidet fælleslæsning eller har et ønske om et konkret forløb.  

Skriv en mail til: mfho@thisted.dk