Der bliver fyldt. Både på gulvet og på tribunerne, når der den 23. januar 2026 for 12. gang skal afvikles Thy Award i Thy Hallen.
I alt 650 spisende gæster bliver der dækket op til og derudover er der uddelt og solgt billetter til 500 publikummer på tribunerne, som også skal opleve prisuddelingerne og det store show.
- Thy Awards er vores hyldest af de mange folkeoplysende foreninger i Thy, hvor frivillige hver dag, året rundt, gør en stor forskel ved at skabe værdifulde fællesskaber, som er åbne for alle. Det er en fejring af dem, der bruger deres tid, kræfter og hjerte på at give Thy endnu mere liv, siger Torben Overgaard, der er formand for Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget i Thisted Kommune.
Et skulderklap til de frivillige
Ud over mad og drikke, så bliver aftenen fuld af underholdende indslag, musik og masser af snak hen over bordene. Foreningerne er altid stærkt repræsenteret og aftenen er for alle en mulighed for at nyde hinandens selskab. F.eks. har Thy Motor Sport været med blandt publikum gennem mange år, og i år er de i alt 36, som skal afsted:
- Det er blevet en tradition for os at bakke op om dem, som er indstillet til både priser og anerkendelse, og I år har vi mange, som skal hyldes og hædres, så derfor er vi også en stor flok, som skal afsted. Aftenen er bestemt noget, vi glæder os til. Den er et skulderklap til foreningslivet, og er med til at vise, at der bliver sat pris på det arbejde, vi laver i klubberne, siger Børge Holm, der er kasserer i Thy Motor Sport.
Og de nominerede er...