Grøn trepart

Stor interesse for historisk vådområde

Publiceret 30-01-2026

Mere end 180 lodsejere var i denne uge samlet til et orienteringsmøde om et muligt vådområde i Thy, der kan blive Danmarks største.

Fremtiden for cirka 4000 hektar jord i det nordlige Thy var emnet, da lodsejere, Thisted Kommune, Naturstyrelsen og Fjordland i denne uge var samlet.

De 4000 hektar er et stort forbundet område omkring Storåen, der strækker sig fra Hovsør og ud til Thisted Lufthavn i det nordlige Thy.

Det er jord, der primært er landbrugsjord i dag, men som gerne skal gennemgå en forandring i fremtiden, for at Thy kan leve op til den bundne opgave i den grønne trepart.

Det var budskabet på et orienteringsmøde, hvor de godt 180 fremmødte lodsejere var inviteret til at høre mere om muligheden for at igangsætte en såkaldt forundersøgelse i området.

 

Det fortæller Tanja Bilde Binderup, der er sektionsleder for Landbrug og Natur i Thisted Kommune.  

- I det her område på 4000 hektar bliver cirka 1500 hektar i dag holdt tørt ved hjælp af pumper, dræn mm. For at kunne realisere den grønne trepart, skal vi have set på, hvad de gavnlige effekter er for natur, miljø og evt. klima, hvis man fører dele af området tilbage til sin naturlige og mere våde tilstand, fortæller hun. 

Undersøge gevinster og konsekvenser

En forundersøgelse handler om, at man søger finansiering hos EU til at indsamle en masse data fra området, der tilsammen tydeliggør, hvad konsekvenserne og gevinsterne ved et eventuelt vådområde- eller lavbundsprojekt vil være.  

Ud fra den forundersøgelse vil den enkelte lodsejer så blive bedt om at tage stilling til, om de ønsker at bidrage frivilligt ind i projektet eller ej.  

Leif Gravesen, der er formand for Fjordland, opfordrede på aftenen lodsejerne til at tage dialogen og medvirke i forundersøgelsen.

- Forundersøgelsen skal vise, om det kan lade sig gøre, og om det får den forventede effekt, hvis man hæver vandstanden i dele af området. Vi skal se på mulighederne sammen, så vi på et senere tidspunkt kan tage endeligt stilling på et mere oplyst grundlag, siger Leif Gravesen. 

Udpegningen af de 4000 hektar, parterne ønsker at få lavet en forundersøgelse på, er valgt ud, da der i høj grad er tale om såkaldt lavbundsjord. Det er landbrugsjord, der oprindeligt stod under vand, men som er drænet for at kunne dyrke jorden.

Stort, ambitiøst projekt

Forundersøgelsen skal se på, hvor store mængder kvælstof fra arealet, der ender i Limfjorden via Storåen, og om der kan være en klimagevinst ved at vådgøre dele af området igen. Derudover skal forundersøgelsen konsekvensberegne, hvordan et potentielt projekt vil påvirke veje, landsbyer og boliger.

Helt lavpraktisk sker det bl.a. ved at opsætte målestationer, indsamle jordprøver og snakke med lodsejerne, så man får det lokale kendskab med.

- Vi er i den helt spæde start, og det er fortsat alt for tidligt at forudsige, hvor stort et areal, der potentielt kan blive tale om, og hvilke gavnlige effekter, det kan få. Men der er tale om et meget ambitiøst projekt, der kan blive det største vådområdeprojekt i Danmark, fortæller Tanja Bilde Binderup.

Hun understreger dog samtidig, at der aldrig vil blive tale om, at samtlige 4000 hektar i undersøgelsesområdet skal omdannes til natur. 

- Det er slet ikke en mulighed, men vi har valgt at tage hele området med i forundersøgelsen, da det er vigtigt at få et samlet billede af, hvordan eventuelle forandringer vil påvirke området samlet set, siger hun.  

I alt er der 422 lodsejere, der ejer jord i undersøgelsesområdet. Alle var inviteret med til mødet og vil løbende blive orienteret om forundersøgelsens videre forløb.  

Se kortet

Her kan du se et kort over de 4000 hektar, der potentielt kan blive en del af forundersøgelsen.  

Hvis du er lodsejer og har land eller ejendom inden for afgrænsningen - eller i dens umiddelbare nærhed - er du velkommen til at kontakte Thisted Kommune eller Naturstyrelsen Thy for yderligere information.

Den grønne trepart

Du kan læse mere om målene for den grønne trepart i Thy lige her: 

Link til info om grøn trepart

Udtagningskonsulenterne

Fjordland har en række udtagningskonsulenter, som kan give dig gratis og uforpligtende rådgivning dine muligheder som lodsejer.  

Find kontaktoplysninger

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Yderligere info

Du kan se slides fra lodsejermødet her:

Oplæg fra Thisted Kommune

Oplæg fra Naturstyrelsen

Oplæg fra Fjordland