Din skole

Bliv klogere på Juniormesterlære

Publiceret 28-01-2026

I næste uge er der informationsmøder for kommende elever i overbygningen, som er interesseret i at vælge at gå i Juniormesterlære.

I Juniormesterlære er eleverne i 8. og 9. kl. i praktik nogle dage hver uge og arbejder praktisk som en del af deres skoletid.

Det kan godt være, vi kun er i januar måned, men er man elev i overbygningens 7. og 8. klasser er det er tid til, at gøre sig overvejelser om næste skoleår, og om man skal være en del af Juniormesterlære programmet i Thy?

Tilbuddet er en del af Folkeskolens Kvalitetsprogram, der blev vedtaget i forbindelse med ændringen af folkeskoleloven i 2024. Og siden august 2025 har der været Juniormesterlæreklasser i Hurup og Thisted.

En anden slags overbygning

Juniormesterlæren er et praktisk og virksomhedsrettet tilbud, der går ud på, at eleverne i 8. og 9. klasse får mulighed for at vælge en linje, hvor de 1-2 dage om ugen er enten i praktik eller i skolepraktik. De resterende 3-4 dage af skoleugen undervises de i en reduceret fagrække i folkeskolen. De skal som minimum have dansk og matematik, og til en afsluttende afgangseksamen.

- Juniormesterlære er en anden vej ud af folkeskolen end den ordinære 9. klasse. Det er en anderledes skoledag, hvor det praktiske og boglige spiller fantastisk sammen. Tilbuddet er ikke rettet mod gymnasiet, men ruster elever rigtigt godt til erhvervsuddannelserne, og giver en god grundig livsduelighed, siger Per Munksgaard Olesen, der er skoleleder på Hurup Skole, om tilbuddet.

Et tilbud til alle de ældste elever

På de kommende informationsmøder i Hurup og Thisted vil deltagerne blive klogere på, hvordan tilbuddet praktisk er organiseret i Thy, og hvad der både er af muligheder og begrænsninger for eleverne i ordningen.

Juniormesterlære kan være en god ide for elever, der motiveres af praktisk orienteret undervisning, og ordningen støtter elever der:

  • lærer bedst gennem praksis og handling
  • har svært ved at se meningen med traditionel undervisning
  • allerede overvejer en erhvervsfaglig vej

Kom med til infomøde

Hvor og hvornår:

Tirsdag den 3. februar 2026 kl. 17-18.30 på Campus, Kronborgvej 113a, Thisted.

Onsdag den 4. februar 2026 kl. 16-17.30 på Hurup Skole, Idrætsvej 11, Hurup

Juniormesterlære kan styrke trivsel, motivation og læringsudbytte, samtidig med at eleven fortsat følger folkeskolens mål og afslutter 9. klasse med afgangseksamen – blot i en tilpasset form.

- Der er så mange kvaliteter i Juniormesterlære, og det foldes ud i samarbejde med elever, praktiksteder og personale. Vi har gjort os mange vigtige erfaringer i det første år. Det er ikke en nemmere vej gennem overbygningen, men vores elever giver udtryk for at den anderledes skoledag, hvor det praktiske og boglige spiller supergodt sammen fungerer for dem og betyder, at de også gerne vil skolen. At være i praktik er også skolegang, men bare på en anderledes måde, men i sidste ende lige vigtig, siger Per Munksgaard Olesen.

Læs mere om Juniormesterlære

Læs om projekt for juniormesterlæreelever

Kontaktinfo

Undervisning
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes