Kystsikring

Ny aftale om klimasikring af Vestkysten

Publiceret 03-02-2026

Miljøminister Magnus Heunicke og borgmestrene i Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner har indgået en fireårig aftale om beskyttelse af udsatte dele af Vestkysten. Aftalen betyder 1,3 mia. kroner til sandfodring, der skal skabe tryghed langs kysten.

De fire vestjyske borgmestre fra kystkommunerne var samlet i Thorsminde til underskrivelsen af en ny fireårig aftale om beskyttelse af kyststrækningen fra Lodbjerg i nord til Nymindegab i syd. Foto: Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Hvis ikke der gøres en indsats, vil havet hvert år spise op til otte meter af Vestkysten på de mest udsatte steder. Det truer både boliger, sommerhusområder, infrastruktur og arbejdspladser i de lavtliggende baglandsområder. Men nu kan borgerne ved Vestkysten være trygge i de kommende år. Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

I går blev en ny fællesaftale mellem staten og de fire kystkommuner nemlig underskrevet i Thorsminde. Fællesaftalen betyder, at der frem mod 2029 vil blive investeret ca. 1,3 milliarder kroner i den fortsatte kystbeskyttelse af udsatte områder langs Vestkysten.

- Vestkysten er et af de steder i Danmark, som oplever den nye klimavirkelighed med vildere vejr og truende stormfloder på tætteste hold. Det kræver en vedvarende statslig indsats at beskytte lavtliggende baglandsområder, hvor tusindvis af mennesker bor og arbejder. Aftalen med Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner gør, at vi stopper kystens naturlige tilbagerykning, så vi kan opretholde det nødvendige sikkerhedsniveau og beskytte borgerne i det lavtliggende bagland, sagde miljøminister Magnus Heunicke i forbindelse med underskrivelsen af aftalen.

Minister Magnus Heunicke (tv) og borgmester Niels Jørgen Pedersen ved underskrivelsen af den nye aftale. Foto: Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Vigtigt samarbejde

Staten har sammen med de berørte kommuner siden 1983 investeret i kystbeskyttelsen fra Lodbjerg i nord til Nymindegab i syd. Opgaven handler om at sikre mod storm og erosion fra havet, for at sikre huse, sommerhuse og infrastruktur mod oversvømmelser.

For at opretholde sikkerhedsniveauet i fællesaftalen, tilføres der omtrent 3,8 mio. kubikmeter sand per år på kysten. Derfor glæder aftalen også borgmestrene i kystkommunerne:

- Det er glædeligt, at vi igen har indgået en samarbejdsaftale med staten og de øvrige kystkommuner om at beskytte Vestkysten. Kysten er helt central for Thisted Kommune – både for os der bor her, erhvervslivet og for de mange turister, der hvert år besøger Thy. At beskytte den er en omfattende og langsigtet opgave, som ingen kommune kan løfte alene. Derfor er det afgørende, at vi står sammen og hjælper hinanden, så vi også fremover kan sikre og bevare vores vigtige kyst, siger borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Fakta om strækningen

Den 112 km lange strækning på Vestkysten mellem Lodbjerg og Nymindegab er den mest udsatte del af Vestkysten. Kombinationen af en stor naturlig kysttilbagerykningshastighed, relativt høje vandstande under storm, en smal klitzone og et lavt bagland på store dele af strækningen gør, at risikoen for erosion eller gennembrud af klitrækken med oversvømmelse til følge er betydelig, hvis der ikke gennemføres kystbeskyttelsesarbejder.

Den primære kystbeskyttelsesmetode er sandfodring.

For fællesaftalestrækningen Lodbjerg-Nymindegab vil den kommunale medfinansiering udgøre 10 pct. over den fireårige periode. Det indebærer, at staten dækker ca. 1,17 mia. kr. af udgifterne til kystbeskyttelsen, mens de resterende ca. 130 mio. kr. betales af Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommune.

Med fællesaftalen skal kysten kunne modstå stormfloder svarende til en 100-års hændelse, mens der ud for Thyborøn dog skal sikres mod en 1.000 års stormflodshændelse, da byen vil være totalt afskåret ved en større stormflodshændelse.

Der er fra statens side oprindeligt afsat ca. 1,1 mia. kr. i perioden 2025-2029 til opgaven i forbindelse med Klimatilpasningsplan 1.
Med aftalen om Accelerationspakke for kystbeskyttelsen fra 2025 blev der afsat yderligere ca. 300 mio. kr. i 2026-2029 til opgaven.

Også glæde mod syd

Der lyder de samme toner fra hans borgmesterkolleger i Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern, som er de øvrige kommuner, der er en del af aftalen.

- Dagens aftale om at beskytte vores Vesterhavskyst er vigtig. Det er vigtigt samspil mellem stat og kommune. Accelerationspakken er et eksempel til efterfølgelse. Der er også ressourcer til en styrkelse af Kystdirektoratet i Lemvig, hvor vi i fællesskab kan udbygge mere end 100 års samarbejde om klimatilpasning. Et emne der er vigtigere end nogensinde, lyder det fra Jens Lønberg Pedersen i Lemvig. 

- Jeg er rigtig glad for, at vi med aftalen kan sikre Vestkysten sammen med staten og vores nabokommuner. For Holstebro Kommune betyder det, at borgere, sommerhusejere og de mange gæster på vores smukke strande kan føle sig trygge – også når vi ser frem mod voldsommere vejr i de kommende år. Samtidig viser aftalen, hvor vigtigt det er at samarbejde om at passe på de værdier, vi holder mest af langs vores kyster, siger Kenneth Tønning, borgmester i Holstebro Kommune.

Og også fra den sydligste flanke af aftalesamarbejdet er budskabet det samme:

- Vesterhavet er en del af vores DNA i Ringkøbing-Skjern Kommune - også når det viser tænder. Men med det vildere vejr har vi naturligt nok også en stor interesse i at beskytte vores 52 km vesterhavskyst mod naturens kræfter. Derfor er jeg rigtig glad for, at Ringkøbing-Skjern Kommune er en del af kystbeskyttelsesaftalen her, siger Lone Andersen, borgmester i Ringkøbing-Skjern.

Drift- og anlæg

Kontaktinfo
Kirkevej 9
7760 Hurup

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes