Der er en, som døjer med vejrtrækningen på grund af KOL, en som for nyligt blev hjertepatient, en tredje, som lever med diabetes, og en helt fjerde, som skal genfinde nogle kræfter midt i et kræftforløb. Men denne mandag formiddag er de fælles om at være trukket i træningsskoene, og er taget med et hold fysioterapeuter fra Træning og Rehabilitering i Thi-sted Kommune ud for at træne i naturen.
- Jeg har ikke spillet golf i fire måneder, så jeg har et meget klart mål om at genoptræningen skal hjælpe mig i form, så jeg får kræfter til at spille igen, fortæller Kurt Johannesen fra Thisted.
Motion i naturen er for alle
Han er 76 år og én af de i alt 22 deltagere ved dagens træning udendørs på Isbjerget ved Nors. Målet er, at vise deltagerne, hvordan den natur vi her i Thy lige uden for døren, kan bruges i dagligdagen og gøre noget godt for helbredet.
- Når man kommer ud i naturen, så sker der noget andet, end når vi træner indenfor. Blæsten, solen, regnen, som vi kan mærke i ansigtet - det gør noget positivt for os mentalt. Og herude kan vi bruge bakkerne, træstubbene, bænkene så det samtidig lykkes at få pulsen op og også styrketræne. Det handler mest om at komme afsted, forklarer Sanne Bang Andersen, der er fysioterapeut og koordinator på ”Bevægelsesuge i Thy”.
Ud over formiddagen ved Isbjerget så har hun og kollegerne i denne uge besøgt Stenbjerg Klitplantage, området ved besøgscentret i Østerild og Ashøj Plantage ved Hurup.