Omkring 100 lagde vejen forbi fyraftensmødet i Plantagehuset. Her blev der udvekslet visitkort og præsenteret muligheder af flere lokale virksomheder, Thy Erhvervsforum og repræsentanter fra både jobcenter og fritids- og kulturlivet.
Fra Dubai til Thy
For 28-årige Kezane Sudan fra Indien var aftenen en øjenåbner. Hun kom til Danmark for tre år siden og bor med sin danske mand, Kim Fisker, i Sjørring. Bag sig har hun en uddannelse indenfor virksomhedsledelse og hun boede og arbejdede med rekruttering i Dubai, da de to mødtes gennem fælles bekendte:
- Jeg vil rigtigt gerne have et job, men jeg har savnet en mulighed for at præsentere mig selv og det jeg kan, så selvfølgelig skulle jeg med her i dag. Efter nu at have mødt fx Sjørring Maskinfabrik, så kan jeg jo se og høre, at mine kvalifikationer kan bruges. Jeg anede faktisk ikke, at der lå sådan en stor virksomhed, som har interessante jobmuligheder så tæt på, hvor jeg bor, fortæller Kezane Sudan.