Barnet har to familier – sin biologiske familie og jer som plejefamilie. Et godt samarbejde mellem jer og barnets biologiske netværk er afgørende for barnets trivsel og identitetsudvikling. Forskning viser, at konflikter mellem plejefamilie og biologiske forældre kan skade barnets udvikling, mens et respektfuldt samarbejde styrker barnets selvopfattelse og følelsesmæssige tryghed.
Som plejefamilie har I en vigtig rolle i at:
• Skabe en positiv og anerkendende tilgang til barnets biologiske familie
• Være forudsigelige og omsorgsfulde i kontakten med forældrene
• Undgå negative udtalelser om forældrene i barnets nærvær
• Bidrage til, at barnet kan være stolt af sin baggrund og føle sig hel
Det er en svær opgave at dele et barn med andre, men det er også en af de mest betydningsfulde. Jeres indstilling og tilgang til barnets biologiske familie sender et vigtigt signal til barnet om, at det er elsket og accepteret – hele vejen rundt.
Samvær – en vigtig opgave i plejefamilien
I Thisted Kommune er udgangspunktet, at plejebørn har ret til samvær med deres forældre, søskende og øvrige familie – medmindre det vurderes at være til skade for barnet. Dette er også fastslået i Barnets Lov, hvor der lægges vægt på barnets ret til at bevare nære relationer og på at samværet tilrettelægges med udgangspunkt i barnets trivsel og ønsker.
Samværet besluttes af barnets børne- og ungerådgiver, som træffer afgørelse om omfang, form og rammer. Samvær kan foregå på hverdage, i weekender, ferier og helligdage – og på forskellige steder, fx hos forældrene, hos plejefamilien eller på et neutralt sted.
Der kan også være tale om støttet eller overvåget samvær, hvis det vurderes nødvendigt.
Thisted Kommune har en klar forventning om, at plejefamilien støtter positivt op om barnets samvær. Det indebærer, at I som plejefamilie udviser omsorg og rummelighed – både over for barnet og dets biologiske forældre – og bidrager til, at barnet oplever et respektfuldt og trygt samarbejde omkring sin anbringelse.
I forbindelse med ændringer i samvær, vil I som plejefamilie blive bedt om at afgive en skriftlig udtalelse, som indgår i beslutningsgrundlaget.
Samvær i ferieperioder
Som plejefamilie spiller I en vigtig rolle i at understøtte barnets kontakt til de biologiske forældre og øvrige netværk. Samtidig kan ferieperioder være en særlig tid, hvor barnet deltager i fælles oplevelser, aktiviteter og traditioner sammen med jer som plejefamilie.
I Thisted Kommune er udgangspunktet, at plejebarnet holder ferie sammen med Jer. Barnets mulighed for at deltage i ferieaktiviteter, oplevelser og fællesskaber med jer kan derfor indgå som et relevant hensyn, når samvær planlægges.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at samvær ikke automatisk ændres som følge af den varslede ferie. Afgørelser om samvær træffes af barnets børne- og ungerådgiver på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets behov og bedste.
I nogle tilfælde kan det være relevant at tilrettelægge samvær på en anden måde i forbindelse med ferie. Ved denne vurdering vil der blandt andet blive lagt vægt på barnets relation til de biologiske forældre, samværets omfang og hyppighed samt barnets mulighed for at deltage i jeres ferie- og familieliv.
Vi forventer, at I som plejefamilie bidrager konstruktivt til planlægningen af samvær og samarbejder med barnets rådgiver om at finde løsninger, der understøtter barnets trivsel, udvikling og relationer. Samvær kan foregå på hverdage, i weekender, ferier og helligdage.