1

Baggrund

Formålet med Handleplan for godkendelse og drift af private daginstitutioner er at beskrive, hvilke ting man skal gøre, for at blive godkendt som privat daginstitution i Thisted kommune. Med denne handleplan er målet, at den skal indeholde alle nødvendige informationer om, hvilke ting der skal gøres og opfyldes for at blive godkendt som privat daginstitution. Det har været hensigten at formulere teksten således, at den fremstår så ligetil og handlingsorienteret som muligt.
Handleplanen er skrevet på baggrund af KLs nye publikation, ’Privatinstitutioner – godkendelseskriterier’, som gav en passende anledning til at få opdateret Thisted kommunes dokumenter i forhold til godkendelse og drift af private daginstitutioner. Tanken med handleplanen er at samle alle de nødvendige oplysninger, der skal til for at blive godkendt, i et samlet dokument samt også overordnet at beskrive, hvilke vilkår der er i Thisted kommune for at drive en privatinstitution.

2

Indledning: Thisted Kommune som myndighed

Det er således, at det er Thisted kommune som har myndigheden over det samlede dagtilbudsområde i kommunen. Det vil blandt andet sige, at det er kommunalbestyrelsen i Thisted kommune der skal godkende op-rettelsen af private daginstitutioner, ligesom det er kommunalbestyrelsen der skal fastsætte og offentliggøre kriterier for godkendelse. Idet kommunen har myndigheden er det således, at kommunen har hjemmel til enten at standse tilskuddet eller ultimativt at trække godkendelsen tilbage, såfremt en godkendt privatinstitution af forskellige årsager ikke opfylder de kriterier, som den er godkendt på baggrund af. Dette gør sig også gældende, hvis institutionen forsømmer eventuelle påbud fra kommunen – eksempelvis påbud fra det kommunale tilsyn. Godkendelsen kan desuden tilbagekaldes, hvis privatinstitutionen i løbet af et kalenderår har optaget mere end 30 pct. Børn fra et udsat boligområde1
Det er således, at Thisted kommune giver drifts-, bygnings- og administrations tilskud pr. barn der er optaget i private dagtilbud2 Vælger privatinstitutionen desuden at tilbyde sundt frokostmåltid til børnene i institutionen, giver Thisted kommune også tilskud til dette3. Tilskuddene svarer alle til de samme tilskud som gives i de kommunale institutioner, beregnet i forhold til den gennemsnitlige udgift pr. barn i alderssvarende dagtilbud. I forhold til dette er det værd at nævne, at Thisted kommunes tilskud er uafhængigt af institutionens økonomi. Det vil sige, at kommunen ikke er ansvarlig for, hvordan institutionen klarer sig i øvrigt4.

Lovgivningsmæssige krav, godkendelseskriterier og vilkårskriterier
Denne handleplan vil indeholde de godkendelseskriterier, man i Thisted kommune skal opfylde for at blive godkendt som privatdaginstitution samt de vilkår man som privatinstitution må acceptere, såfremt man bliver godkendt. Alt sammen er udarbejdet i henhold til de lovgivningsmæssige krav der gælder for at blive godkendt som privat daginstitution i almindelighed.
I handleplanen vil lovgivningsmæssige krav, godkendelses- og vilkårskriterier som udgangspunkt skrives ind i en Thisted kontekst. Dette er gjort for at gøre teksten mere læservenlig, så handleplanen ikke blot fremstår som lovtekst. I stedet vil der løbende igennem handleplanen være henvisninger i fodnoten til relevant lovgivning. Dette gælder både når et krav er direkte lovbestemt, men også når et krav er kommunalt besluttet med rod i en lov.
I forhold til denne handleplan – og godkendelseskriterierne som sådan – er det vigtigt indledningsvist at pointere, at kriterierne for Thisted kommunes godkendelse af private daginstitutioner svarer til de krav, der følger af lovgivningen, og de krav, som kommunen i forvejen stiller til de kommunale institutioner – hverken mere eller mindre5.

3

Almindelige bestemmelser

I Thisted kommune fastsætter og offentliggør kommunalbestyrelsen kriterier for godkendelse, og herefter skal privatinstitutionen handle for at kunne godkendes6. Privatinstitutioner skal opfylde kriterierne for godkendelse senest seks måneder efter offentliggørelse heraf.
En privat daginstitution skal leve op til den almindelige lovgivning på dagtilbudsområdet samt de kriterier, som Thisted kommune stiller i denne handleplan. Dette betyder, at en privatdaginstitution skal leve op til de regler og kriterier der præsenteres i nærværende handleplan for at opnå godkendelse.
Ved godkendelse af en ny institution skal Thisted kommune have tilsendt dokumentation for ansøgers identitet i form af et CVR-nummer samt bevis på, at det er en tegningsberettiget person, som indsender ansøgningen til kommunen.
Dagtilbudsloven beskriver formålet med dagtilbud7. Denne skal ledere og medarbejdere i private daginstitutioner være bekendte med og efterleve i praksis, sammen med også dagtilbudslovens øvrige bestemmelser, herunder den styrkede pædagogiske læreplan, sprogvurdering og sprogstimulering, forældresamarbejde mv.

4

Krav til nye ansøgere

Med henblik på at opnå højest mulig leverandørsikkerhed stilles der i Thisted kommune krav om, at den private leverandør skal opfylde grundlæggende krav til økonomisk og faglig hæderlighed. Det vil sige, at leverandøren skal have orden i økonomien, opfylde sine forpligtelser og have hæderlige erhvervsudtalelser. Det betyder, at den private leverandør i ansøgningen skal afgive erklæring på, at denne ikke er under konkurs, likvidation, skifte, rekonstruktionsbehandling eller befinder sig i en lignende situation, og ligeledes give erklæring på, at denne ikke har ubetalt forfalden gæld til det offentlige i form af skatter, afgifter, bidrag til sociale sikringsordninger m.m. Derfor kræves som tillæg til ansøgningen, at den private leverandør/ansøger vedlægger bankerklæring, hvori der redegøres for, at ansøgeren ikke er begæret konkurs mv.
Thisted kommune ønsker desuden at få oplyst i ansøgningen, om leverandøren tidligere har udført opgaver indenfor området.

5

Depositum

For at forhindre usaglige ansøgere stilles der i Thisted kommune krav om, at der indbetales depositum på kr. 30.000 i forbindelse med ansøgning om oprettelse af privat daginstitution8. Beløbet tilbagebetales, når kommunen har truffet afgørelse, uanset om institutionen/ansøgningen godkendes eller ej. Pengene refunderes uanset om institutionen godkendes eller ej, da formålet med depositum er at afholde useriøse private leverandører fra at søge om godkendelse.

6

Vedtægter

Når en privat leverandør søger om godkendelse som privatinstitution, skal der sammen med selve ansøgningen vedlægges vedtægt for virksomheden. Denne skal udarbejdes af privatinstitutionens bestyrelse.  Af denne bør det fremgå, hvorledes privatinstitutionen lever op til dagtilbudslovens formålsbestemmelse for dagtilbud og Thisted kommunes sammenhængende børne-, unge- og familiepolitik samt hvordan dette gøres. Dette kan eventuelt ske i form af en redegørelse for institutionens pædagogiske praksis.
Ansøgningen skal desuden indeholde de oplysninger og den dokumentation, der er nødvendig for, at kommunen kan vurdere, om privatinstitutionen lever op til de krav der gælder i henhold til lovgivningen og Thisted kommunes godkendelseskriterier.
Vedtægten skal ikke godkendes af kommunalbestyrelsen, men kommunen skal sikre, at vedtægten overholder loven i forbindelse med godkendelse af privatinstitutionen.

 

Af vedtægterne for privatinstitutionen skal blandt andet fremgå følgende: 

  • Navn og adresse på privatinstitutionen og den private leverandør
  • Formål, herunder værdigrundlag, samt hvordan den private daginstitution vil omsætte
    dagtilbudslovens formålsbestemmelse § 7, bestemmelser om pædagogisk læreplan § 8,
    bestemmelsen om sprogvurdering og stimulering § 11 samt arbejdet med børn med særlige behov og tosprogede børn. Privatinstitutionens formål skal være i overensstemmelse
    med de til enhver tid gældende politikker af relevans for dagtilbud og indsatsområder for
    det pædagogiske arbejde i Thisted kommune.
  • Antal børn, angivet som det forventede antal gennemsnit lige indmeldte og den maksimale
    kapacitet i institutionen, fordelt på 0-2 årige og 3 årige til skolestart
  • Åbningstid og lukkedage
  • Optagelsesregler, herunder eventuel fortrinsret, og ind og udmeldelsesregler, fastsættelse og opkrævning af forældre betaling samt ophør
  • Overgang mellem forskellige institutionsformer, fx mellem dagpleje/vuggestue og børnehave og mellem børnehave og SFO/skole
  • Forældreindflydelse/forældrebestyrelse
  • Procedure for vedtægtsændringer og retningslinjer for fra valg af frokostordning
  • Procedure for valg af bestyrelse, bestyrelsens sammensætning og kompetencer, optagelseskriterier, opsigelsesvarsel mm.
  • anvendelse af eventuelt overskud mm. 

Den private leverandør skal udpege én kontaktperson, der repræsenterer den private leverandør
som driftsansvarlig, og én kontaktperson fra den daglige ledelse. Disse er begge ansvarlige for kontakten til kommunen. Fremgår visse af oplistede punkter ikke af vedtægten, skal de fremsendes i form af et beslutningsreferat fra et bestyrelsesmøde.
 

Privatinstitutionen skal indgå som en del af Thisted kommunes samlede generelle tilbud til børn og være en del af den forebyggende og støttende indsats over for børn, herunder også børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller anden behov for støtte.

Privatinstitutionen skal, som alle andre dagtilbud i kommunen, medvirke til børns integration i det danske samfund. Det indebærer, at privatinstitutionen skal have fokus på behovet for sproglig stimulering og udvikling af forståelse for dansk kultur, værdier og demokratiske principper. Hovedsproget i privatinstitutionen skal være dansk.

Det vedtægtsbestemte formål må ikke stride imod anden lovgivning. Ved ændringer af institutionens vedtægter skal Thisted kommune orienteres om disse.

 

 

7

Optagelsesregler, opsigelse og udmeldelse

Optagelse

Privatinstitutionen skal selv fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i institutionen9. Thisted kommune skal dog ved godkendelsen påse, at disse regler ikke strider imod almindelige retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen, diskriminationsforbuddet og lignende. I praksis betyder dette, at der ikke kan fastsættes optagelsesregler eller udvikles en praksis, der formelt eller reelt udelukker visse grupper fra optagelse i en privatinstitution10.

Privatinstitutionen kan kun afvise at optage børn, såfremt der ikke er plads i institutionen, eller hvis privatinstitutionen på baggrund af barnets folkeregisteradresse i et udsat boligområde vurderer, at der er en risiko for, at institutionen ikke kan leve op til kravet om, at privatinstitutionen i løbet af et kalenderår højst må optage 30 pct. børn fra udsatte boligområder11.

Private institutioner er i Thisted kommune ikke en del af den kommunale anvisning, hvorfor Thisted kommune ikke kan anvise plads i privatinstitutioner12. Der er ingen klageadgang for forældre i forbindelse med optagelse, flytning mv., hvilket er samme betingelser som for forældre til børn i kommunale tilbud.

Institutionens kriterier for optagelse skal offentliggøres på institutionens hjemmeside. Privatinstitutionen skal gennem sine optagelseskriterier sikre samme rummelighed for alle børn, som kan findes i kommunens institutioner i øvrigt.

Privatinstitutioner kan oprettes med et særligt formål, hvor der gives fortrinsret til bestemte grupper af børn, f.eks. virksomhedsbørnehaver13.

Privatinstitutioner skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for anvendelse af deltidspladser på 30 timer om ugen14. OBS – se også afsnittet ’Åbningstider og lukkedage’.

 

Opsigelse og udmeldelse

I Thisted kommune skal privatinstitutioner fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn i institutionen, herunder med hvilken tidsfrist forældrene kan udmelde deres barn15.

I forbindelse med opsigelse fra og lukning af en privatinstitution er børn, der har været optaget i en privatinstitution, berettiget til en plads i en kommunal daginstitution inden for de gældende optagelsesregler i Thisted kommune. Hvis privatinstitutionen går konkurs eller på anden måde pludselig ophører, vil kommunen være forpligtet til at skaffe plads til børnene andre steder i de kommunale dagtilbud ifølge pladsgarantien.

Fremgår optagelses- og udmeldelsesregler ikke at privatinstitutionens vedtægt, skal det indsendes til Thisted Kommune særskilt.

8

Børnemiljø og den pædagogiske læreplan

Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring16. Derfor skal arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i dagtilbuddet integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer.
I Thisted kommune er der en forventning om, at der bliver arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan kombineret med børnemiljøet17.
I forhold til den pædagogiske læreplan skal det fremgå, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børns brede læring, herunder nysgerrighed, gåpåmod, selvværd og bevægelse, inden for og på tværs af følgende temaer:

1. Alsidig personlig udvikling.
2. Social udvikling.
3. Kommunikation og sprog.
4. Krop, sanser og bevægelse.
5. Natur, udeliv og science.
6. Kultur, æstetik og fællesskab.

Der er hertil forventning om, at privatinstitutionen bevidst arbejder med læringsmiljøer, fysiske rammer, relationsarbejdet og i øvrigt inddrager børneperspektivet i den pædagogiske læreplan og i det pædagogiske arbejde. I forhold til dette skal privatinstitutionen udarbejde en pædagogisk læreplan, i hvilken børnemiljøet skal indgå, samt en helhedsplan for daginstitutionen18.

De to planer skal være godkendt af bestyrelsen og vedlægges ansøgningen. Såfremt godkendelse opnås, forpligter privatinstitutionen sig til løbende at ajourføre planerne. Dette tilses desuden ved de løbende tilsyn.
Kravene til børnemiljø og den pædagogiske læreplan gælder ligeledes kommunale institutioner i Thisted Kommune.

9

Personale

I Thisted kommune er det sådan, at privatinstitutionens bestyrelse skal sikre, at medarbejderstaben samlet set er i besiddelse af de fornødne kompetencer for at kunne udøve pædagogisk arbejde, som det er beskrevet i dagtilbudsloven. Derfor skal minimum 60% af det pædagogiske personale have en pædagogisk uddannelse på professionsbachelor niveau. Dette kan dog ud fra en konkret vurdering fraviges, hvis institutionen godtgør, at normeringen i forvejen ligger højt.

I Thisted kommune er det desuden således, at private institutioner etableret efter d. 10.08.2015 er forpligtede til at indgå i uddannelsen (praktikforløb) af pædagogstuderende. Privatinstitutioner, der er etableret og godkendt før denne dato, kan på frivillig basis indgå i uddannelsen af pædagogstuderende.

 

Børne- og straffeattest

I Thisted kommune er privatinstitutioner forpligtede til ved ansættelse af personale at indhente børne- og straffeattest vedrørende alle medarbejdere, der skal have kontakt med børnene. Derfor bør privatinstitutionen ved stillingsopslag gøre opmærksom på, at det er en forudsætning for ansættelse, at der foreligger børneattest, der ikke indeholder forhold, der efter en konkret vurdering vil stride imod ansættelsen i privatinstitutionen. Ved modtagelse af en positiv børneattest er det inden for lovgivningens rammer op til privatinstitutionen at træffe beslutning om, hvorvidt man stadig ønsker at ansætte den pågældende person19.

Arbejdsgiveren (kommunal såvel som privat) kan ikke forlange en ”ren” attest, da dette vil være at sætte skøn under regel. I stedet for kan arbejdsgiver kræve en ”tilfredsstillende” attest, hvorefter det vil bero på en konkret vurdering, om pågældende attest og indhold er tilfredsstillende eller ej i forhold til den stilling, som skal besættes.

Ikke alle arbejdsgivere har adgang til at indhente en børneattest – det afhænger af, om de har hjemmel til indhentelsen eller ej. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den offentlige straffeattest, hvorimod den private straffeattest kan indhentes af medarbejderen selv og fremvises på forlangende fra arbejdsgiver.

Thisted kommune kan ikke stille krav om at se børne- og straffeattester forud for ansættelser i privatinstitutioner, da det er bestyrelsen for privatinstitutionen der er arbejdsgiver.

 

Ansættelser

Forældrebestyrelsen i privatinstitutionen har ret til at deltage ved ansættelse af ledere samt indstillingsret ved ansættelse af personale i daginstitutionen. 20

10

Ledelse

I privatinstitutionen skal der ansættes en ledelse, der er ansvarlig for den daglige administrative og pædagogiske ledelse af privatinstitutionen. I Thisted kommune er ansættelse af en daglig ledelse en forudsætning for en endelig godkendelse som privatinstitution, idet kommunen skal sikre, at der er kvalificeret personale i institutionen.

Lederen af privatinstitutionen er blandt andet ansvarlig for følgende:
• Den pædagogiske læreplan: Lederen af privatinstitutionen er ansvarlig for, at den pædagogiske læreplan udarbejdes og offentliggøres. Lederen er også ansvarlig for, at det pædagogiske arbejde tilrettelægges og udøves indenfor rammerne heraf.
Evalueringskultur: Lederen af privatinstitutionen er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i institutionen, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske læringsmiljø.
• Løbende dokumentation: Lederen er desuden ansvarlig for at sikre en løbende pædagogisk dokumentation af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

På baggrund af ovenstående ledelsesmæssige ansvar, skal lederen have uddannelses- og erfaringsmæssige forudsætninger for at kunne løfte det ansvar, lederen har 21. Derfor skal den daglige ledelse i den private daginstitution have samme uddannelsesmæssige forudsætninger og kompetencer som kræves af ledelsen i de kommunale institutioner i Thisted kommune. Det vil som udgangspunkt minimum være pædagoguddannelse eller tilsvarende pædagogisk uddannelse.
Lederen er desuden forpligtet til at iagttage de almindelige forvaltningsretlige bestemmelser, bl.a. i forhold til tavshedspligt og skærpet underretningspligt.
Der stilles i Thisted kommune ikke krav om, at lederen skal være ansat på fuld tid.

 

Ændringer i den daglige ledelse

I Thisted kommune er privatinstitutionen forpligtet til at underrette kommunen om enhver personændring i den daglige ledelse, herunder både ved til- og fratræden, opsigelse, afskedigelse og bortvisning, så kommunen kan gennemføre sit tilsyn med, om privatinstitutionen har en daglig ledelse, der lever op til ovenstående krav.

 

Samarbejde med den kommunale administration

To gange årligt afholder lederne af de private institutioner dialogmøde med dagtilbudsforvaltningen i Thisted kommune. Målet med disse møder er at sikre et godt og smidigt samarbejde, at informere om ny lovgivning, nye lokalpolitiske prioriteringer inden for dagtilbudsområdet mv.

 

 

11

De fysiske rammer

I Thisted kommune skal privatinstitutionen dokumentere, at den råder over lokaler og arealer til formålet i en længere periode og kan efterkomme kravet om, at børn skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring22.

Privatinstitutionens bygninger og udendørsarealer skal leve op til reglerne i Bygningsreglementet23 og skal være i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler i byggelovgivningen samt regler om brand-sikkerhed, sikkerhed og sundhed samt arbejdsmiljølovgivningen, herunder APV.

Privatinstitutionen har selv ansvaret for at indhente godkendelse fra alle relevante myndigheder, herunder en ibrugtagningstilladelse fra bygningsmyndighederne/bygningsinspektoratet.
I Thisted kommune skal legepladsen tilses af en certificeret legepladsinspektør én gang årligt. Ved ansøgning og oprettelse af privat daginstitution skal man vedlægge kopi af godkendelsen for legepladsen.

 

Bygningernes kvalitetsniveau 

I Thisted kommune indgår de fysiske rammer i det løbende tilsyn, hvor der også er fokus på institutionens pladsforhold. I forhold til dette skal der ved ansøgning indsendes opgørelse over bygningernes pladsforhold samt normering af børn. Ved godkendelse vil dette blive registreret i et samlet skema over alle privatinstitutioner, hvor institutionernes data og kvalitetsniveauer vedrørende bygninger vil fremgå. Dette gælder desuden også kommunale institutioner. Skemaerne tilses som en del af kommunens tilsyn og revideres ved om-bygning/udvidelse og ændring af normering.

Kvalitetsniveauerne består i 3 klassifikationer: A, B og C. Hvorledes institutionerne klassificeres ift. disse fremgår af nedenstående tabel:

 

Kvalitetsniveauer

Frit gulvareal i dag- og døgninstitutioner24

Kvalitet Frit gulvareal
Kvalitetsniveau C

Vuggestue: min. 3 m2 pr. barn

Børnehave: min. 2 m2 pr. barn

Kvalitetsniveau B

Vuggestue: min. 4,5 m2 pr. barn

Børnehave: min. 3,5 m2 pr. barn

Kvalitetsniveau A Som B suppleret med aktivitetsrum

 

Ved opgørelse af pladsforholdene i en daginstitution medregnes rum, der anvendes til ophold for børnene, herunder alrum, grupperum, legerum, hvilerum og liggehaller. Plads til senge/hvilelejer og eventuelt nagelfast inventar regnes ikke som frit gulvareal og skal lægges oven i tabellens arealangivelser. Det er værd at bemærke, at aktivitetsrum ikke indgår i m2 frit gulvareal, da det ikke regnes som opholdsrum.

Kvalitetsniveau C svarer til bygningsreglementets minimumskrav.

NB ift. Kvalitetsniveauer:

I forhold til kvalitetsniveauer er det væsentligt at pointere, at institutionen som helhed indgår i vurderingen. Det vil sige, at der i vurderingen også kigges på de indvendige fysiske rammer i forhold til udendørsarealer og institutionens profil osv. Hvis institutionen eksempelvis har et særligt fokus på skov/natur/udeliv, og man bruger det meste af tiden udenfor, kan der ikke nødvendigvis define-res et kvalitetsniveau på baggrund af m2 til ophold og aktivitet.

Det er ligeledes vigtigt at bemærke, at kvalitetsniveauerne ikke nødvendigvis angiver noget om kvaliteten af institutionens pædagogiske praksis, da kvalitetsniveauerne alene går på pladsforhold.

 

Indeklima

 

Ift. Indeklima skal der sikres tilstrækkelig ventilation institutionen. Der er desuden krav til lydforhold, hvor kravene i dagtilbud er, at rummene i dagtilbud skal dæmpe lyden mest muligt25.

Gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner og i normalklasserum i skoler og lignende må ikke være placeret lavere end terræn. Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet er placeret over terræn langs med mindst én vinduesvæg. Dette skyldes risiko for indtrængende fugt og radon.

12

Sikkerhed, sundhed og hygiejne

I Thisted kommune skal privatinstitutioner leve op til de lovgivningsmæssige krav til sundhed og hygiejne i daginstitutioner samt Sundhedsstyrelsens vejledning om hygiejne i daginstitutioner og Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge26. Thisted kommunes rygepolitik skal desuden efterleves, hvorfor børn i privatinstitutioner ikke må udsættes for passiv rygning, og der må ikke ryges i de lokaler, hvor børn er til stede, eller hvor der senere kommer til at være børn27.
Privatinstitutioner er i Thisted kommune også forpligtede til at efterleve både arbejdsmiljø- og fødevarelovgivningen. I forhold til arbejdsmiljølovgivningen skal der udarbejdes APV, som skal kunne fremvises på forlangende på tilsynet. I forhold til fødevarelovgivningen skal Thisted kommune have tilsendt dokumentation for, at privatinstitutionen har de nødvendige godkendte køkkenfaciliteter.
Hvis børnene i privatinstitutionen tages med udenfor institutionens område, skal færdselslovgivningen altid overholdes. Ønsker privatinstitutionen desuden at benytte bil, bus eller cykel til transport af børnene, skal privatinstitutionen indhente skriftligt samtykke fra forældrene – og disse skal kunne fremvises på forespørgsel.
Endelig skal privatinstitutionen have retningslinjer for, hvordan der reageres, hvis der opstår mistanke om vold og/eller andre overgreb i samt udenfor tilbuddet. Disse retningslinjer skal vedlægges ansøgningen.

13

Åbningstider og lukkedage

I Thisted kommune skal privatinstitutionen offentliggøre sine åbningstider og lukkedage. Hvis privatinstitutionen har begrænset åbningstid, kan driftstilskuddet i Thisted kommune reduceres forholdsmæssigt28. Med begrænset åbningstid menes der en åbningstid, der afviger markant fra den almindelige åbningstid, fx hvis privatinstitutionen er en deltidsinstitution. Begrænset åbningstid er således ikke en åbningstid der hen over en uge er en halv time eller en time kortere end almindelig åbningstid.
Privatinstitutionen kan desuden indføre lukkedage, men hvis antallet af lukkedage overstiger antallet af lukkedage for kommunale daginstitutioner, kan kommunen regulere driftstilskuddet herefter.
Omvendt er der dog ikke hjemmel til at give private institutioner et højere tilskud end de objektive fastsatte tilskud efter dagtilbudslovens regler om privatinstitutioner29
Endelig stilles der i Thisted kommune krav om, at private daginstitutioner stiller alternativ pasning til rådighed på lukkedage, bortset fra 5. juni og 24. december30

 

Deltidsplads og kombinationstilbud

Børne- og Socialministeriet har ved lov nr. 554 af 29. maj 2018 besluttet en række ændringer i Dagtilbudsloven, der har til formål at øge forældrenes valgmuligheder, bl.a.:

• Deltidsplads til børn af forældre på barselsorlov31.

• Kombinationstilbud. Et kombinationstilbud består af en deltidsplads i et dagtilbud samt tilskud til ”fleksibel

pasning”. Dette kan dog kun tilbydes forældre såfremt der er dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov,

der ligger uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid32.

Disse tilbud er private daginstitutioner således også forpligtet til at tilbyde.

14

Tværfagligt samarbejde

I Thisted kommune er privatinstitutioner forpligtede til at deltage i tværfagligt samarbejde omkring børn i kommunen. I forhold til dette er det privatinstitutionen, der skal sikre samtykke fra forældrene. Det tværfaglige samarbejde kan for eksempel være med PPR, sundhedsplejen, socialrådgivere, skole, sundhedsplejerske, tandplejen og pladsanvisningen33.
I Thisted kommune er privatinstitutioner også forpligtede til at deltage i samarbejdet i forhold til sårbare børn mv. Dette vil typisk være i form af deltagelse i kompetenceteammøder og sagsteammøder. Der gøres desuden opmærksom på, at man som fagprofessionel i dagtilbud altid kan henvende sig til de koordinerende socialrådgivere i familieafdelingen og Pædagogisk Psykologisk rådgivning, med henblik på at få en generel sparring i spørgsmål vedrørende sårbare børn.
Endelig skal privatinstitutioner i samarbejde med forældrene sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud, og i samarbejde med forældre og skole sikre en god sammenhængende overgang mellem dagtilbud, fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres grundlæggende kompetencer og lysten til at lære34.

 

Børn med særlige behov

I Thisted kommune skal privatinstitutioner som udgangspunkt være åbne for børn med særlige behov (for

eksempel børn med handicap eller udsatte børn). Privatinstitutioner kan alene nægte optagelse, hvis institutionen ikke er indrettet eller kan indrettes til at varetage barnets behov, eller hvis personalet ikke har tilstrækkelig kompetence til at varetage opgaven35. Ønsker forældre til et barn med særlige behov, at barnet optages i en privatinstitution, og har privatinstitutionen ledige pladser, er institutionen derfor som udgangspunkt forpligtet til at optage barnet.

I forhold til optagelse af børn med handicap er det dog i Thisted kommune således, at optagelsen skal godkendes af kommunen. Godkendelsen sker på baggrund af en vurdering af de pædagogiske og ledelsesmæssige forhold samt de fysiske rammer. Vurderer Thisted kommune, at barnet, selvom det tilbydes støtte, ikke

vil kunne trives og udvikles i privatinstitutionen, kan kommunen træffe afgørelse om at tilbyde barnet en

plads i et dagtilbud med støtte i kommunen eller i et særligt dagtilbud efter servicelovens regler og således

afslå at yde tilskud til en plads i en privatinstitution.

Det er Thisted kommune der vurderer, om barnet bør tilbydes støtte36. Børn med særlige behov, der er optaget i en privatinstitution, modtager støtte fra Thisted kommune på samme vilkår og efter samme retningslinjer som børn i kommunale dagtilbud.

I Thisted kommune oprettes desuden et tværfagligt samarbejde efter servicelovens § 49a i de sager, hvor det

er nødvendigt. Privatinstitutionen er forpligtet til at deltage i disse, når der er tale om børn, som er optaget i

institutionens tilbud.

 

 

Sprogstøtte

I Thisted kommune vil sprogstøtte til børn i privatinstitutioner være organiseret på samme måde som sprogstøtte til børn i kommunale institutioner. Det vil sige, at privatinstitutioner modtager ressourcer til sprogstøtte i form af råd, sparring og vejledning fra PPR.

Tosprogede børn, der efter en sagkyndig vurdering har behov for støtte til at fremme den sproglige udvikling

med henblik på tilegnelse af dansk, skal tilbydes en sådan støtte senest når de fylder tre år37.

Endelig har privatinstitutionen pligt til at informere Thisted kommune, hvis de modtager et barn med særlige

behov, da de er omfattet af den skærpede underretningspligt38.

15

Forældreindflydelse

I Thisted kommune skal privatinstitutionen sikre, at forældrene har indflydelse i dagtilbuddet. Dokumentation for forældrenes indflydelse bør fremgå af vedtægterne, som skal vedlægges ansøgningen.
I forhold til forældreindflydelsen skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere, medmindre privatinstitutionens bestyrelse består af et flertal af valgte forældre39.

Forældrebestyrelsen skal have indflydelse på følgende ting:
• Principperne for daginstitutionens arbejde, for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem, principperne for anvendelse af budgetramme, indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelse af ledere samt indstillingsret ved ansættelse af personale i daginstitutionen40.
• Forældrebestyrelsen skal inddrages i udarbejdelsen af, evalueringen af og opfølgning på den pædagogiske læreplan, samt i institutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud samt fra dagtilbud til dagtilbud og fra dagtilbud til skole/SFO41.
• Forældrebestyrelsen kan også beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid42.
Privatinstitutionens bestyrelse skal udarbejde en vedtægt for institutionen efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen.

16

Kommunale tilskud, betalinger og restancer

Kommunale tilskud

Det tilskud, som privatinstitutionen modtager fra kommunalbestyrelsen pr. barn optaget i privatinstitutionen, er fastsat ud fra objektive kriterier og udgøres af summen af:
• Driftstilskud43
• Bygningstilskud44
• Administrationstilskud45
Tilskuddene – driftstilskuddet, bygningstilskuddet og administrationstilskuddet – er fastsat ud fra niveauet i det enkelte barns opholdskommune. Kommunalbestyrelsen har pligt til at give tilskud fra det tidspunkt, hvor et barn er berettiget til et dagtilbud under den kommunale forsyning. Reglerne om driftstilskud til privatinstitutioner findes i dagtilbudslovens § 36;
Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud pr. barn, der optages i en privatinstitution.
Stk.2. Driftstilskuddet svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter, eksklusive støttepædagogudgifter, jf, § 4, stk. 2, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk 2 og 3.


Størrelsen af tilskuddet til den løbende drift fastsættes, så det svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. barn, eksklusive udgifter til støttepædagog, i et alderssvarende dagtilbud for en fuldtidsplads i den enkelte kommune. Tilskuddet vægtes efter antal pladser i de forskellige alderssvarende dagtilbud i kommunen. Driftstilskuddet er således fastsat, så privatinstitutionen modtager et tilskud pr. barn
svarende til den udgift, kommunen kunne påregne, at barnet gennemsnitligt set ville have kostet i et alderssvarende dagtilbud under den kommunale forsyning. Det bemærkes videre, at tilskuddet følger tilbuddet.
Det vil sige, at hvis man vælger at optage børn i børnehaven før de fylder 3 år (tidlig børnehavestart), vil det være børnehavetakst der udbetales.
Det er kommunens forpligtelse at yde støtte til børn i dagtilbud, uanset om barnet er optaget i et kommunalt dagtilbud eller i en privatinstitution. Udgiften til støtte til børn i privatinstitutioner afholdes ved siden af driftstilskuddet og består i Thisted Kommune p.t. udelukkende af støtte i form af råd og vejledning fra f.eks.
PPR. Derudover er der i Thisted kommune afsat midler til inklusionspulje, som både kommunale og private institutioner kan søge ind på 2 gange årligt.

 

Sundt frokost måltid

Endelig giver Thisted kommune tilskud til sundt frokost måltid, når privatinstitutionen tilbyder det. Tilskuddet svarer til det, kommunen giver pr. barn i kommunale institutioner, i forhold til den aldersgruppe, som barnet tilhører46.

 

 

 

Betalinger og restancer

Privatinstitutioner i Thisted kommune opkræver selv betaling for de ydelser, som privatinstitutionen tilbyder47. I forhold til dette fastsætter den enkelte institution selv forældrebetalingen, som der lovgivningsmæssigt intet loft er over. Et eventuelt overskud i privatinstitutionen kan desuden anvendes til andre formål end daginstitutionsdrift.

I Thisted kommune er manglende betaling af restancer i privatinstitutionen et anliggende mellem institutionen og forældre. I forhold til dette kan privatinstitutionen opsige barnet, hvis der mangler betaling. Vælger institutionen dog ikke at opsige barnet, betaler kommunen fortsat driftstilskuddet, så længe barnet går i institutionen.

Det er et krav, at privatinstitutionen udviser økonomisk hæderlighed i anvendelsen af de kommunalt finansierede driftstilskud og forældrenes betaling til daginstitutionen. Dog er det sådan, at privatinstitutionen kan anvende et eventuelt overskud til andre formål end egentlig daginstitutionsdrift, medmindre det er i strid med lovgivningen i øvrigt48.

Idet kommunen ikke er ansvarlig for, hvordan institutionen klarer sig, hæfter kommunen ikke for eventuelle underskud i privatinstitutionen, da de kommunale tilskud er uafhængige af privatinstitutionens økonomi.

 

17

Tilsyn og kontrol

Thisted kommune fører tilsyn med alle dagtilbud i kommunen – både kommunale og private daginstitutioner.
Tilsynet i privatinstitutioner tilrettelægges således, at det i indhold, systematik mv. svarer til tilsynet med kommunens egne daginstitutioner. I Thisted kommune er der 2 forskellige tilsyn, herunder det anmeldte PULS tilsyn (Pædagogisk Udviklings- og Læreplanssamtale) og det uanmeldte tilsyn49.
Tilsynene er generelt set den kommunale lovpligtige kontrol af dagtilbuddene. Derfor tager tilsynene udgangspunkt i bestemmelser i lovgivningen, herunder dagtilbudsloven, godkendelsesgrundlaget samt privatinstitutionens egne mål, børnemiljø, pædagogiske læreplaner mv50. I Thisted kommune har tilsynene dog samtidigt et stærkt udviklingsperspektiv i sammenhæng med kommunens strategier og handleplaner på området, der alle taler ind i den styrkede pædagogiske læreplan. Rammerne for tilsynene kan findes i Handleplan for tilsyn i Thisted Kommunes Dagtilbud. Gennem tilsynene vil Thisted kommune bl.a. sikre, at privatinstitutionen lever op til de centrale og kommunale kriterier, som privatinstitutionen er godkendt efter51. Desuden føres der tilsyn med, at det kommunale tilskud ikke går til ulovlige formål52. Der stilles de samme krav til kommunale institutioner, som til privatinstitutioner.
Det er sådan, at privatinstitutionen er forpligtet til at samarbejde med det pædagogiske tilsyn og give de oplysninger, som er nødvendige for dets udførelse. Det vil sige, at det kommunale tilsyn skal kunne foregå frit og uhindret, og kommunen kan desuden kræve at se den dokumentation, der evt. kan være nødvendig for at udøve tilsynet. F.eks. skal privatinstitutionen til enhver tid over for det kommunale tilsyn være i stand til at dokumentere, at de modtagne tilskud svarer til de indskrevne børn, og at tilskuddene anvendes til lovlige formål.
Privatinstitutionen skal uanset det kommunale tilsyn – på samme måde og inden for samme tidsfrister som gælder for kommunale daginstitutioner – på eget initiativ dokumentere, at privatinstitutionen lever op til de krav der gælder for daginstitutioner.
Privatinstitutionen har ansvaret for og afholder omkostningerne til, at der indhentes godkendelser, tilladelser og attester fra alle relevante myndigheder, herunder ibrugtagningstilladelse fra bygningsmyndighederne.

18

Forsikringer

Thisted Kommune stiller krav om tegning af de nødvendige forsikringer. I forhold til dette skal privatinstitutionen være i besiddelse af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring samt erhvervsansvarsforsikring. Dokumentation i form af police skal fremsendes til Thisted kommune.
Derudover kan der være andre forsikringer, der med fordel kan tegnes – f.eks. forsikringer på ejendom. Se bilag om forsikringer i daginstitutioner.

19

Ophør og misligholdelse

Hvis en privatinstitution i Thisted kommune ikke længere kan eller vil opfylde godkendelseskriterierne, skal den straks ansøge kommunen om tilladelse til at fortsætte driften på et ændret eller nyt grundlag. Det gælder uanset, om privatinstitutionen har til hensigt at afvikle driften af institutionen inden for en overskuelig fremtid, eller om driften skal fortsætte. Ændringer i forbindelse med driften af en godkendt privatinstitution kan ikke iværksættes, førend kommunen har godkendt ændringerne.
Såfremt lovgivning, kommunale regler eller disse godkendelseskriterier ændres, således at der stilles andre og/eller flere krav end dem, der gjaldt på tidspunktet for meddelelsen af en godkendelse, er privatinstitutionen forpligtet til at efterleve de nye krav. Det gælder dog ikke, hvis privatinstitutionen er godkendt før 1. januar 2018. Efterlever privatinstitutionen ikke de kriterier, som den er godkendt på grundlag af, kan privatinstitutionen, hvis den manglende efterlevelse vurderes at være væsentlig for driften af institutionen, miste sin godkendelse.
Thisted kommune kan standse tilskuddet og i sidste ende trække en godkendelse af en privatinstitution tilbage, blandt andet i følgende tilfælde:
• Privatinstitutionen retter ikke inden for rimelig tid op på forhold, som det kommunale tilsyn har påtalt, og som ikke er af ren bagatelagtig karakter.
• Privatinstitutionen har groft og/eller gentagne gange forsømt at overholde de regler, der gælder for driften af institutionen.

I forbindelse med lukning af en privatinstitution har Thisted kommune pligt til at sørge for det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn bosat i kommunen. I forhold til privatinstitutionen, herunder leverandøren og personalet, har kommunen ingen forpligtelser i anledning af et ophør.
Ved både det anmeldte og uanmeldte tilsyn udarbejdes der tilsynsrapporter. Disse kan indgå i den skriftlige dokumentation i forhold til manglende efterlevelse af godkendelseskriterierne sammen med eventuelle klager. Skriftlig dokumentation opsamlet over tid kan være afgørende for, om kommunen har mulighed for at lukke en privatinstitution, som groft og/ eller gentagne gange ikke overholder reglerne.

20

Klage

Hvis man vil klage over de fastsatte godkendelseskriterier, kan man – afhængig af klagens art – indbringe klagen for kommunalbestyrelsen i Thisted kommune eller konkurrencerådet/konkurrencestyrelsen. Ønsker man at klage over manglende godkendelse, kan dette rettes til kommunalbestyrelsen. Der kan ikke klages over afgørelsen vedrørende godkendelse til anden administrativ myndighed53.

21

Bilag



Nr. Titel Beskrivelse
1,2,3  Forvaltningsloven
Retssikkerhedsloven
Databeskyttelsesloven
 Privatinstitutioner er omfattet af reglerne i forvaltningsloven i forhold til den opgave, der udføres. Ved opgavevaretagelsen er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner
omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29, 31 og 32 om tavshedspligt
og videregivelse af oplysninger. Der henvises til § 43 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, der fastslår, at privatinstitutioner skal overholde ovenstående dele af forvaltningsloven. Privatinstitutioner er ligeledes forpligtet til at efterleve databeskyttelsesloven i deres håndtering af børnenes personoplysninger
 4,5 Sundhed og hygiejne
Håndbog om hygiejne og miljø i dagtilbud
Små børns sikkerhed 
 Sundhedsstyrelsen har en række krav til hygiejnen i dagtilbud. Disse gælder for alle typer af daginstitutioner, herunder de private. Disse krav kan læses i sundhedsstyrelsens Håndbog om hygiejne og miljø i dagtilbud. 
 6  Rygelovgivning  et er forbudt at ryge på hele institutionens område, jf. lov om røgfrie miljøer § 7. 
 7  

Bygningsreglementet

 Der er ligeledes en række kræv til nybyggeri og renovering af daginstitutioner, der også gælder privatinstitutioner. Disse kan læses i Branche Fællesskabet for Arbejdsmiljø Velfærd og Offentlig administration’s udgivelse Nybyggeri og renovering af daginstitutioner.
Privatinstitutionerne har selv ansvaret for at indhente godkendelse fra alle relevante myndigheder, herunder en ibrugtagningstilladelse fra bygningsmyndighederne/bygningsinspektoratet.
 8  

Udveksling af oplysninger om børnene

 Privatinstitutioner og offentlige myndigheder kan jf. servicelovens § 49a udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende et barns personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i det tidlige eller forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge.
 9  

Børneattester

 Privatinstitutioner skal ifølge børneattestloven indhente børneattester på alle medarbejdere, der færdes blandt til børnene.
 10  

PV, Arbejdsmiljø-vurdering

 APV er en lovpligtig proces, som skal gennemføres hvert 3. år, samt hvis der sker væsentlige ændringer i arbejdsforholdene. APVen skal omfatte både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø samt sygefravær.
 11

Forsikringer

 Privatinstitutionen skal tegne lovpligtig arbejdsskadeforsikring for de ansatte. Derudover kan der være andre forsikringer, der med fordel kan tegnes, fx erhvervsansvarsforsikring og forsikringer på ejendom.
 12  Eksempel på administrationsgrundlag Eksempel på administrationsgrundlag af privatinstitutioner fra Aalborg Kommune til inspiration.
13

Eksempel på ansøgningsskema

 Eksempel på ansøgningsskema til ansøgning om tilladelse til at drive privatinstitution i Holstebro Kommune.
22

Relevante kommunale handleplaner

Klar parat skolestart?
- Procedurer i forbindelse med skolestart og skoleudsættelse i Thisted kommune
Politik for børn og familiers velfærd
PULS Tilsyn
- Handleplan for tilsyn i Thisted Kommunes Dagtilbud
Sammen om sprog og læsning
- Handleplan for sprog og læsning 0-18 år
Tværfagligt samarbejde i dagtilbud
- Handleplan for det tværfaglige samarbejde mellem dagtilbud og skole, SFO, Pædagogisk Psykologisk
Rådgivning (PPR), Børnesundhed og Sektion for Myndighed og Familieindsatser